Vinstokke ved landsbyen Thil, Massif Saint-Thierry. Alt er haglet væk efter en storm.
Le Vigneron Champenois placerer året 2006 i hedens tegn.
Bladet noterer sig også, hvordan det lunefulde vejr den ene gang efter den anden ryster arbejdet og udviklingen i vinmarkerne gennem hele sæsonen frem til druehøsten.
Kulde, storm og gråvejr
At dyrke druer er at holde tungen lige i munden mellem naturens påhit, der rammer i form af ubehageligt vejr, sygdomme eller skadedyr. Fra 2006 husker vi især maj måneds kulde, juli måneds stormvejr og august måneds konstant grå himmelhvælv.
Nedenstående er de korte konklusioner efter en detaljeret præsentation af månedens vejr, som det fremgik af Le Vigneron Champenois hver måned sidste år:
- Januar: Vinteren er kommet med kulde og regelmæssig frost, dog ikke i overmål, tåge, isslag, rimfrost. Denne gang i selskab med tørke og solskin i usædvanlig grad.
- Februar: En kold februar måned, meget kedelig og grå og frem for alt regnfuld, omsider knækker tørkekurven og dermed de sidste seks måneders stigende underskud af regn. Vinteren er kommet for at blive.
- Marts: En bemærkelsesværdigt våd marts måned, med en hurtig overgang fra typisk vinterlige vilkår til vaskeægte forår.
- April: En overordnet set mild april, meget tør og også til dels kaotisk, hvad angår temperaturer og sol... Forårets komme er noget besværligt.
- Maj: En særdeles regnfuld maj måned med meget lidt sol. Overordnet set mild, men minder mest om efterår.
- Juni: En meget varm juni, med meget sol, relativ tør, og karakteriseret af uregelmæssig nedbør, jævnligt med storm.
- Juli: En måned, der sætter ny, absolut varmerekord. Flere uvejr med storme.
- August: En eksceptionelt kold august, regnfuld og meget grå... en enorm kontrast efter den varme juli.
- September: I september, ligeledes usædvanlig varm og tør, og med vilkår, der - antallet af solskinstimer undtaget - er sammenlignelige med juli måneds.
- Oktober: Oktober er usædvanligt mild med en normal mængde nedbør.
- November: November er usædvanligt mild og med passende mængder regn. Status for efteråret er således ekstremt mildt, og det ser ud til at udskyde vinterens ankomst.
- December: December fortsætter meget mild, blæsende og med noget tåge. Vinterens kulde har stadig svært ved at komme til.
Høstens karakter
Vi høstede selv gode druer. Der var nok af dem, og de var i en generelt god tilstand, med få angreb af råd. Kooperativet, som vi leverer vores druer til, melder i sin årsopgørelse for 2006 om sunde druer i rigelige mængder, hvor især kvaliteten af de blå druer var høj.
Meldingerne på det overordnede plan - altså for regionen samlet set - er positive, omend endnu ikke specielt detaljerede. Vi befinder os på det sted i cyklussen, hvor den første gæring og efterfølgende processer er ved at være slut, og tiden for at lave sin assemblage - blanding af stille vine - er ved at være inde.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment