Fattigfolks børn

 

Nye vinstokke i et lille hjørne af en parcel et sted som så mange andre i Montagne de Reims.

Bortset fra selvfølgelig at ejeren her har sparet de forholdsvis få centimes, det koster at købe en form for beskyttelse i plastic eller stivelse og en pind i farmerbutikken.

Den slags kan se sådan her ud:

 

 

 

Se, vi genbruger godt nok også jernstænger fra år til år og vi samler såmænd også klokkerne, hvis de stadig er noget værd efter brug.

Men udstyret er jo på et tidspunkt købt modsat vores kollega her, der i stedet har gemt et større antal plasticflasker - her køber mange drikkevand på flaske, og det gør vi også - og brugt tid på at skære dem over og tilpasse størrelsen til de små planter.

Den slags sparer penge, og tid koster ikke noget for mange mennesker her.

Jeg kom til at tænke på et berømt citat på disse kanter, da jeg så denne parcel:

Nous sommes les fils des pauvres.

Vi er fattigfolks børn, betyder det, og det sagde en af syndikatets ledere for en menneskealder siden. Han har selv været medlem af den første generation her i Champagne, der begyndte at have lidt flere penge mellem hænderne. Folk før havde aldrig kendt til andet end hårdt slid for få penge.

At udnytte alt hvad man har til det yderste sidder stadig i rygraden på den helt gamle generation. Den, som min svigermor tilhører, og en facon, som alle vi andre i virkeligheden skal genfinde dyden og nødvendigheden af for at udnytte de ressourcer, vi er blevet givet så meget og så længe, som det er muligt, i stedet for bare at købe nyt.

Jeg tror dog ikke, at vi komme til at bruge plasticflasker på denne måde. Vi har andre gøremål i de lange vinteraftener end at skære hundredevis af plasticflasker til.