En foule som i en fjern fortid

 

Der var engang, hvor vinbønder i Champagne hvert forår skulle ud for at plante pæle som disse.

Vinstokkene voksede tæt i Champagnes vinmarker for 100 år siden. Der var næsten dobbelt så mange som i dag, hvor vi planter et sted mellem 8.000 og 9.000 vinstokke per hektar. Hvor mange afhænger af, hvor kort man beskærer sin plante.

Dengang og nu
I gamle dage voksede hver plante op af en solid træpind - systemet hed en foule - og derfor fyldte vinstokkene meget mindre end i de spaliersystemer, vi bruger i dag.

Se bare forskellen her:

 

 

Den anden og ikke mindre væsentlige besparelse er tiden.

Forår og efterår
Den betød måske mindre for 100 år siden, hvor folk gik i vinen i efteråret for at grave træpæle op - 14.000 stykker per hektar, mine damer og herrer - og de samme 14.000 pæle skulle fragtes i hus i den kolde tid og derpå tilbage til vinmarkerne igen i maj eller juni måneder, hvorefter de endelig blev plantet påny.

Her er et par af fortidens folk i færd med at samle deres pæle sammen. Mand og kone, gætter jeg på.

 

Vi synes jo, at vi har nok at se til i vores tre hektar, og det bliver vi som regel også til fulde bekræftet i, når nogle af jer har været med os derude og se, hvad vi foretager os.

Men hvis man vil have en idé om rigtigt arbejde, skal man bare kaste et blik nogle årtier tilbage.

Så vidt tankerne ved denne lille forsamling pæle. De er plantet på en lille skråning i nærheden af vinmuséet i Verzenay. Mit gæt er, at skrænten er så stejl men samtidig lille til, at det er lettere at dyrke vinstokkene en foule end i spalier. Man klarer sig, som man kan.

Spalier-systemet afløste træpælene efter Første Verdenskrig.