Opbindingen er slut

 

Opbindingen er slut. Nogle timer før ferietid. Godt det samme, ellers ville ferien have rykket sig, og nu har jeg lige pakket en seriøs serie tasker med alt mellem himmel og jord.

I nogle uge har vi fulgt safternes stigning. Tåretiden er blevet mere og mere voldsom. Plantesaften kysser knopperne indefra, vækker dem ganske blidt, og nu er de begyndt at røre på sig. Det betyder blandt andet også, at opbindingen bliver mere besværlig. Man ødelægger så let livets helt spæde begyndelse med en uovervejet bevægelse.

Knopperne skal vokse sig igennem flere stadier, så vi regner med selv at se det første blad, når vi kommer tilbage. Behøver jeg sige, at det er en magisk tid?