Længe leve sult før champagne

 

De sidste par uger har jeg haft et par rigtig gode smagsoplevelser.

Nu forlader vi så lige den æstetiske set-up, der ellers plejer at ledsage champagne.

Men i min gane sublimerer god gammeldags sult og den deraf følgende udledning af spyt i skøn forening vinens smag udi noget nær det perfekte.

Både i Normandiet, hvor vi drak roséen forrige weekend, og forleden, hvor vi drak en Blanc de Blancs årgang 2002, var jeg ganske aldeles glubende sulten. Begge steder drak vi champagnen uden alt det tilbehør, der plejer at hobe sig op i små skåle og på fade.

Salutter af smag
I begge tilfælde afleverede begge champagner - og de er dog ellers ganske forskellige - salutter af smag. Som om de var mere fortættede i smagen end ofte ellers. Det var de jo på sin vis også, fordi smagen ikke blev ført i nogen som helst anden retning end sin egen. Hvilket tyder på, at vi enten skal give tilbehøret mere opmærksomhed, eller også snuppe som minimum det første glas helt på egen hånd.

Og hvad var det så de to flasker gav fra sig?

Årgangschampagnen mest. Der er en grund til, at vi sætter et klistermærke med år på den slags typer, og ikke på de andre.

Cremethed og sødme
Den havde alt det, den plejer, men dertil lagde sig en nærmest nektar-lignende sødme og cremethed. Jeg tænker ikke på sødme som i høj dosering. Det her er den sødme, som Chardonnay-champagne kan udvikle med alderen, og som vi blandt andet refererer til som pate de fruit. Det hedder frugtflæsk på dansk, men det er ikke den rigtige association. Denne slags frugtflæsk begynder for eksempel med frugt.

Blanc de Blancs 2002 er simpelthen en vin af den slags, der bliver hængende i ganen resten af dagen uanset hvad man ellers putter ind de følgende timer.

Roséen Rosé d'Assemblage. Dens balance mellem rød frugt på den ene side og samtidig en ret stram struktur - da den stadig indeholder mest Chardonnay - stod nærmest krystalklart på tungen. Jeg synes ikke, jeg normalt fornemmer dens komposition så tydeligt, og jeg kunne godt lide det på den måde.

 

Der er sådan set kun et problem forbundet med ikke at spise. For mig i hvert fald, og det er, at jeg begynder at føler mig overrislet efter to glas, og er nødt til at springe al - god, ak - rødvin over til den efterfølgende frokost. Men det er selvfølgelig ikke sikkert, at det havde ændret noget at spise små canapéer til champagnen.