Af og til møder jeg en pilgrim i skoven, hvor vi bor. Men det er efterhånden længe siden.
Derfor stor glæde, da jeg stødte på denne skal på en cykeltur. Den giver mig en fornemmelse af sammenhæng, som jeg godt kan lide.
Den store hvideskal har tilhørt en kammusling. Saint Jacques på fransk og på dansk også kendt som en Ibsskal. Det var sådan en middelalderens pilgrimme hentede sig på den atlanterhavsstrand ved Finisterre - verdens ende - i det spanske Galicien, når de havde gennemført den tredjebedste pilgrimsvandring.
Intet var bedre end Jerusalem. Rom var nummer to, og derfter kom Santiago de Compostela. Sankt Jakob på Stjernemarken.
Bunuels Galicien
For meget længe siden så jeg en kort tv-serie af Luis Bunuel, der foregik i Compostela og det omgivende Galicien. Spækket med keltisk og religiøs mystik, Compostellas regnvåde brolægning og dens store katedral. Jeg har ingen anelse om, hvad det egentlig handlede om. Men en fornemmelse for det tog plads i mit mentale rum, og der har det været altid siden.
Jeg rejste selvfølgelig selv til byen og dette keltiske land, så snart jeg overhovedet kunne. Det var i 1990, og jeg har stadig mine egne ibsskaller fra den tur. De har haft funktion som sæbeskåle stort set siden først i Danmark og nu i Champagne.
Ibsskal som tegn
Derfor min store glæde, da jeg fandt dette store kors ved en korsvej i en vinmark forleden. Det er åbenbart en spejdergruppe, der har hejst det, og da franske spejdere udover ofte at tilhøre det finere borgerskab også er religiøse, deler vi muligvis ikke bevæggrunde.
Til gengæld er jeg ret sikkert på, at deler noget væsentligt med pilgrimmene i skoven. Jeg ved ikke, om de alle når helt ned til Santiago di Compostela godt 2.000 kilometer herfra. Jeg har heller ikke inviteret på hverken en bid brød eller en seng. Sidst jeg stødte ind i en person med rygsæk og ibsskal, rådede vi ikke over nogen gæsteseng. Det gør vi nu, og tanken har jeg stadig.
No comments:
Post a Comment