Tiden er ikke inde, men balancen er alligevel tippet.
Vi har fredag løftet så meget som muligt, selvom det er for tidligt. Selvom det vil give os mere arbejde siden.
Vejrpilen peger på storm i kommende weekend. Vi tør ikke lade være. Voldsom vind i vingården herser og regerer med de bløde stængler, der jo bærer de småbitte kugler, der gerne skulle blive til druer om nogle uger.
Der er også meldt éclair chaleur - lyn uden torden - det vil jeg prøve at lægge mærke til.
Før tid
Problemet med at løfte før tid er, at for mange stængler endnu ikke er lange nok til at blive samlet op af wiren. Dem må vi så selv stikke på plads - én for én - og da de er meget skrøbelige, er det med stor risiko for selv at knække dem. Det giver naturligvis ingen mening, da vi netop har løftet tidligt for at beskytte mod storm.
Sommeren igennem er arbejdet i en vingård i høj grad en balance mellem Skylla og Charybdis. Når man vil undgå uhyret i den ene side, skal man samtidig passe grundigt på ikke at tippe for meget mod kollega-uhyret i den anden.
No comments:
Post a Comment