02 May, 2010

Søndagsgæster

Søndag formiddag havde vi besøg i vinen af en forening fra Paris. Hele ugen har vi studeret vejrudsigter, og det har set mindre og mindre lovende ud, indtil regnpilen endte med ustandseligt at spring tilbage og pege på søndag formiddag. Og det regnede, men - hvor heldig kan man være? - kun, når vi alligevel var indendøre.

Som altid var det meget givende. Det er virkelig skønt at have fået mere af denne direkte kontakt med mennesker, der allerede elsker champagne, eller for manges vedkommende kan komme til det.

Det er endda kun knapt et år siden, at vi begyndte at modtage grupper: Enten aflægger vi besøg med vores champagner, eller vi får besøg i vinmarker og vendangeoir, hvor vi efterfølgende også smager et par champagner eller tre, hvis der er tid.

Ret fælles for alle - uanset om de er franske eller danske, hvilket de fleste af vores gæster er - er deres dybe overraskelse over, hvor omfattende et arbejde en vinmark er. Det kan jeg jo kun nikke genkendende til, for jeg havde præcis samme oplevelse, da jeg kom hertil for snart syv år siden.

Indtil nu har vi, så vidt vi selv kunne se, altid sendt en glad bus videre. Fordi vi har en god vin, og man kommer normalt i fint humør af at drikke et glas eller to - i dag Tradition og Rosé de Saignée - vi er endda omhyggelige med at servere brød til, så gæsterne ikke bliver alt for tummelumske. For dét bliver man altså af at drikke champagne på tom mave lige før frokost. Bagerens brioche var heldigvis virkelig god i dag, perfekt bagt, hverken for lidt eller for meget. Nikolaj Kirk har en god opskrift på denne dejlige ægge- og smørbombe, der fungerer rigtig fint, når man ikke skal have et egentligt måltid.

Hos os tæller hvert besøg. Hver gang ender i virkeligheden altid særligt, fordi der altid bliver luftet en ny vinkel eller interesse. Falder en ukendt kommentar, der kan være positiv, kritisk, tankevækkende eller noget fjerde. I dag blev jeg for eksempel glad for at få en positiv tilbagemelding på de tekster, jeg har skrevet om vores vine, og hvor jg har gjort mig ret stor umage for at pakke fakta ind i en tiltrækkende fortælling.

Alligevel tror jeg nu nok, at min egen favorithændelse fra i dag må være den gæst, der tog sig tid til at spadsere op til kirken i Soulieres for selv at se stjernen. Så ganske uanseelig, at Alains mor, tante og onkel, der har boet på stedet i et helt langt liv, aldrig tidligere havde lagt mærke til den, da jeg præsenterede den midt under vinhøsten 2008.

Nå, men dagens determinerede gæst fandt naturligvis både kirke og stjerne, og det var på en eller anden måde helt særligt, at andet menneske helt af sig selv fik lyst til at finde originalen til idéen. Stjernebilleder på www.tange-gerard.fr.

No comments: