12 May, 2010

"Pragtfuldt besøg i vinmarken"

"Jeg vil gerne sige dig mange tak fordi I tog så godt imod os. Besøget i vinmarken var pragtfuldt. Du må sige tak til Alain. Hvor er han god til at forklare, og hvor blev man klar over det kæmpe arbejde, I er nødt til at lægge i det. Også tak for Champagnesmagningen bagefter, hvor Alain fortsatte sine forklaringer, medens du åbnede flasker. Det var en dejlig Champagne."

Sådan skrev Charlotte Hickel, der er pariserrepræsentant for foreningen Danes Worldwide, efter at hun for nylig gæstede os sammen med en gruppe danske parisere med franske mænd eller koner.

Dén tilbagemelding blev jeg fantastisk glad for.

Vi prøver at gøre os umage, når vi har gæster, eller selv gæster andre. Jeg mener, at man i det hele taget skal gøre sig umage med andre mennesker, men der er jo aldrig garanti for, at andre mener eller har den samme oplevelse, som jeg selv har.

Af en eller anden grund er tiden altid kort - både når vi har en kvart og en halv dag sammen. Derfor er det vigtigt, at minutterne går på den rigtige måde.

Problemet med at have en hel busfuld gæster på besøg er, at der er så dårligt tid til at svare udførligt på det hele. Fordelen er, at stemningen hurtigt kommer til at minde om en fest.

Denne hurtigt opståede munterhed kommer forhåbentligt til at sætte sig blandt de andre erindringselementer, der sidder tilbage efter sådan en tur. Hurtig opstigning til de højere luftlag er lige præcis det, som champagne ekcellerer i, og som gør den til så ganske særlig en drik...

... men alt det kan jo være meget godt. Efter besøget er det rart nok med en tilbagemelding, når det er muligt. Så jeg ved, om besøget virkelig også er lykkedes på den gode, tilstræbte måde.

2 comments:

Annette said...

Dejligt når et besøg udmunder i så positiv en feedback. Jeg forstår glimrende, at der ikke er samme mulighed for "personlig kontakt", hvis det er en bus fuld af gæster der besøger jer, som hvis det drejer sig om en mindre gruppe.
Men når jeg læser om din enthousiasme og glæde ved at lave lige præcis det I gør, så forestiller jeg mig, at det må stråle igennem til alle gæsterne, uanset om de har haft mulighed for en personlig snak med jer eller ej.
Som altid er det med stor glæde jeg læser din dejlige og oplysende blog, Solveig.

Sol said...

Kære Annette

Det er super dejligt at høre. Tak skal du have.

Mange hilsner
Solveig