07 January, 2007

Skarpt nytår

 
Posted by Picasa

2007 tegner ret skarpt i Verzy.

Den flinke mand med det store hvide skæg kastede i midten af december en champagnesabel ud over kanekanten, da han susede over Montagne de Reims... Det skete der ikke noget ved. Blankvåbnet var behørigt emballeret.

Og helt ærligt, det var s'gu da opfindsomt.

Oven i købet er Laguiole en god, fransk kniv, så nu er det uigenkaldeligt slut med at file stykker af stegen her i huset.

Vin i gaderne
Vores lokale - og regionale - vinfest Saint Vincent er lige om hjørnet.

Alain og jeg vil ved den lejlighed få udleveret vores diplomer som vinbeskærere. Det lokale laug har desværre lagt gildet på en mandag, så vi må nøjes med et beskedent følge af klakører, der ikke er belastet af fast arbejde.

Mens vi går og venter på gratis vin i gaderne den 22. januar, kan vi glæde os over et salg, der med 320 millioner flasker i slutningen af oktober dårligt kan undgå at overstige årtusindskiftets 327 millioner halse.

Vores nye år
Det er også tid for at begynde arbejdet med at genoprette vores nye, sørgeligt misligholdte parcel. I første omgang ved at beskære den på en måde, der tilnærmer sig lærebøgerne.

Vi skal også have mere konkret fat i overvejelserne om at skabe vores eget champagnemærke. Den større mængde druer, vi vil kunne høste i år, vil betyde så mange flere indtægter, at vi kan begynde at satse på et liv med druer på fuld tid.






Ej da, til kvinden, der har (næsten) alt: Egen sabel!

Det nye ejerskab af eget blankvåben har i øvrigt afdækket endnu en af utallige forskelle på det nye og det gamle land. Her i Frankrig er det en ret at have den slags liggende... I Danmark kræver sabler, sværd og lignende effekter tilladelse fra politiet. Det ved jeg fra den eneste af mine yngre søstre, der teknisk set ikke har eget våben, idet isøkser ikke kræver politiets indblanding.

Godt nytår.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: