Pinot Noir-vinstokke får meget flotte efterårsfarver.
Farverne er på deres allerflotteste i disse første novemberdage, og det gælder om at nyde dem med 100 kilometer i timen. Hvis man er til den slags.
Da vi kørte igennem Côte des Blancs i dag, kunne vi se, at de fremherskende Chardonnay-vinstokke er godt på vej til at smide tøjet. Nu er Chardonnay også normalt tidligst, både hvad udspring og altså også bladfald angår.
Sine steder hænger blot få og allerede visne blade tilbage på grenværket. Andre steder afventer efterårssymfonien en gang vind eller kulde, før den smider de sidste af årets blade.
Flere druer modnet
Bladfaldet afslører en hel del druer. Enkelte rækker er aldrig blevet høstet... når man har indleveret sin tilladte kvote er det slut uanset ens mængde af druer... de fleste andre steder har oktobers flotte solskin modnet yderligere og som oftest ret små drueklaser.
Drueklaser, der er modnet siden vinhøsten sidst i september.
Et enkelt sted mellem Grand Cru-landsbyerne Avize og Le-Mesnil-sur-Oger var en i den grad early bird i gang med beskæringen. Vi så ikke vedkommende, men det er let nok at kende den slanke røgsøjle, der snor sig opad fra bålet i brouette'n. Det er den trillebør, lavet af en gammel olietønde, som masser af vinarbejdere og -bønder bruger til at brænde grene af i under beskæringen.
Også i enkelte vingårde i Verzys område er man begyndt at beskære. Men det er nu meget tidligt, ikke mindst fordi der her stadig sidder masser af blade på vinstokkene. Planten regnes som i dvale fra bladfald og til safterne begynder at stige, formentlig en gang til marts.
Men ikke alle har valget. Det afhænger af, hvor mange vin, der skal beskæres, og om man må gøre det i sin fritid eller ej.
Trillebøren med det mobile bål hedder en brouette.
Den bedste beskæring siges at være den i marts. Men man bør i hvert fald vente til efter vinens skytshelgendag, Saint-Vincent, den 21. januar. Vi begynder formentlig efter nytår.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
1 comment:
Nice colours
Post a Comment