22 November, 2006

Vi går på guld


De fleste vin har smidt bladene, her Chardonnay ved Verzy.

Jordpriserne her i Champagne stiger stadig. Det vil sige, hvis det er jord, der er en del af delimitationen.

Hvis man må dyrke vin på jorden og lave champagne af druerne, er den daglige spadseretur altså næsten som at gå på guld.

Jord og salg steg i samme takt
I 2005 kostede en hektar vin i Champagne i gennemsnit 600.000 euro per hektar (4,5 millioner kroner), en fremgang siden 2005 på syv procent.

Det er en situation, der er stik modsat resten af Frankrig, hvor vinmarker under en af Frankrigs øvrige appellationer til sammenligning kostede 42.750 euro per hektar (320.625 kroner), hvilket svarer til et fald på 3,9 procent siden 2005. I de øvrige vinområder - eksempelvis vin de pays - ser det endnu sortere ud. Gennemsnitligt set.

De høje jordpriser her i Champagne hænger naturligvis sammen med et fortsat endog meget godt salg. I år med en fremgang på godt syv procent allerede inden det traditionelle peak i forbindelse med jul og nytår. Altså samme fremgang som jordpriserne, en pudsig tilfældighed.

Forrentning svær
De dyre parceller hænger selvfølgelig sammen med den store vækst i salget. Helt utilfreds kan vi vel derfor ikke være.

Men lidt generende er det jo altid, for det betyder blandt andet, at det er stort set umuligt for alle andre end Joachim von And at købe parceller i Champagne. Nogle parceller bliver handlet alligevel, men hvordan folk får dem forrentet til de priser, har jeg endnu aldrig fået forklaret.

Og da vi i Frankrig ikke kan belåne en hektar på samme måde som man kan i Danmark, er der ikke noget med at smøre guldstøv på det daglige baguette.


Frankrigs svar på Kansas. Nevø David er indeni.

En fransk Kansas
Der er heller ikke rigtig andre oplagte afsløringer af værdien. Vinstokkene ligner alle andre vinstokke. Folk går på arbejde i kedeldragter ligesom alle andre steder - vinens svar på den blå Kansas er en flaskegrøn model med to grove, hvide lynlåse hele vejen ned, så man kan lyne sig ud af skidtet om nødvendigt. Jeg har ikke nogen, men det er en fejl, kære julemand. Jeg bruger størrelse 38, 40 i Frankrig.

Firehjulstrækkerne er store, men modsat så mange andre af den biltype, så kører de ind i mellem på grusveje med store mudderhuller og større og mindre stenskred at forcere.

Men okay, her ruller også mange Merc'ere og BMW'er gennem gaderne. Og hvis folk har råd til at betale over fem euro (næsten 40 kroner) for en brioche hos bageren, må nogen af dem have nogen moneter liggende løst i foret. Hver anden gang er den oven i købet bagt for hårdt, den anden halvdel er til gengæld en stor nydelse. Der er dermed også sport i at se, om det er den ene eller den anden slags søndag.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: