En nobel smag af eg

Nye fade må først slide sig til den maleriske patina.

Om eg har noget at gøre i vin eller ej er en smagssag. Og om smagen bør stamme fra flere hundrede år gamle og ærværdige egefade, eller en skovlfuld træchips i ståltanken er lige så godt, er måske mest et spørgsmål om romantik.

Min sans for netop romantik rækker dog ikke til at forestille mig, at vi også her i Champagne kommer til at se træstykker svømme rundt i ståltankene. Men det kan sagtens være min mangel på fantasi.

Foreløbig gør vogterne af de højhellige, franske AOC'er - myndigheden INAO - hvad den kan for at holde træstykkerne ude af i hvert fald i de franske AOC-vine, herunder champagne. Og tak for det.

Idéen med at efterligne smagen af egefade i ståltanke er da lettere syg, helt ærligt. I stedet for at lade forskellige produktionsmetoder give forskellig smag. Jeg ved godt, at det primært er et spørgsmål om mode, men alligevel. (Debat i EU-parlamentet om chips'ene).

En arv fra romerne
Oprindeligt var tønderne en praktisk måde at opbevare alt fra korn, over saltede fisk til vin og andre drikke.

Metoden er opfundet af de praktiske og innovative romere, der naturligvis også havde systemer at mærke tønderne efter, så de kunne se, hvad der var indeni, og hvor det kom fra. Den tids containere var i brug i hvert fald fra det første århundrede før Kristi fødsel.

I visse tilfælde er tønder stadig det bedste system. Omend egefadene her i Champagne ikke længere er så talrige som tidligere, så findes de stadig, og dem, der anvender dem, bruger det ofte også i deres markedsføring.


Egetræstønde under fornyelse.

Reservevine på fad
Det er noget mere malerisk at fremvise patinerede, gamle tønder med stedvist indsatte, nye tøndestave end de kolossale ståltanke, hvor resultaterne af årets druehøst som oftest gennemgår den første gæring. Det er indlysende.

Fadene fortæller en historie med nøgleord som håndværk, tradition, omhu. Lige hvad der blandt andet også skal til, når man gerne vil sælge sin flaske, og gerne lidt dyrere end naboen.

Når det gælder reservevine, altså de vine fra tidligere år, man bruger til at blande i sin cuvée for at skabe den rigtige smag, sværger flere til fadene. Det gør for eksempel vores kooperativ, der dog næppe har været stilsættende.

Eg eller stål
Et hus som Bollinger lagrer sin reservevin på fad, fordi man mener, at det er bedst. Man anvender dog også ståltanke som de fleste andre steder, når det skønnes lige så godt.

Hos Krug foregår den første gæring på egefad, hvilket mig bekendt er ret unikt. Det er til gengæld ikke noget, man gør sig til af. Det lader man kunderne om. Krug gør sig nemlig ikke rigtig til. Dem, der investerer deres penge i en af Krugs champagner, ved allerede, hvad de får for pengene. Less is more.

I øvrigt findes der folk, der synes, at et glas Krug er ligesom at have en træstamme på tværs i munden. Ikke just, hvad de havde forestillet sig. Måske hænger oplevelsen også sammen med, at de ikke havde råd til en af de gamle Krug. Husets stil siges nemlig for alvor at komme til sin ret, når champagnen har nogle år på bagen. Selv har jeg den til gode, uanset årgang.

Nu kan vi selvfølgelig alle gå i gang med at gøre ligesom Krug... tilsæt en skovlfuld egestykker til ståltanken, så er du allerede halvvejs. Eller hvad?

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.