13 November, 2006

Bladfinale


Når bladene er helt væk, kan man nemmere plantens struktur.

Efterårets farverige finale er stort set saga blot. I mange vingårde står grenværket nu nøgent tilbage.

En dag som i dag med regn og rusk, der ikke lader Danmark meget tilbage, i grå og blæsende tristhed, gør også sit til at sende de sidste vissengule blade i gulvet.

Tid til at rydde op
Folk har genoptaget arbejdet. De fleste rydder op. Spreder hestegødning i rækkerne eller kører flis på, fjerner syge planter. Det bør vi også gøre.

Normalt har Alain klippet de syge Meunier-vin helt ned, mens jeg har bunket grenaffaldet op for enden af rækkerne. Ret meget motion, idet vi har 36 rækker, hvoraf de 24 er 200 meter lange, og jeg kan normalt ikke bære mere end afklippede grene fra en enkelt plante.

I år er Alains idé at brænde de afskårne grene direkte i brouette'n i stedet for at lave stort bål af det hele til sidst. Han har enddat tænkt sig at finde en gammel tønde og svejse et nyt apparat sammen.



Syge grene kan også brænde i brouette'n.

Enkelte er i gang vinterens beskæring. Når alle blade er sendt i jorden, er vinstokken i princippet i vinterdvale, og man kan tage fat. Andre vurderer, at det er bedre at lade planten være lidt i fred.

Vedligeholdelse af beskærerfærdigheder
I sidste ende afhænger det - efter bladfald - mest af ens behov og ens mulighed for at opfylde dem. Har man ansatte, skal de helst arbejde hele tiden... har man knapt med tid, er man nødt til at begynde tidligt for at nå det osv.

Jeg formoder, at vi igen vil betale os fra en del af beskæringen. Imidlertid er vi nødt til selv at gøre noget af arbejdet i den nye parcel, fordi der er en hel del genopretning.

I øjeblikket følger planterne hverken den ene eller den anden model, men lander flot i mellem flere forskellige. I længden er det hverken acceptabelt eller optimalt, da man på den måde ikke får fordelene ved nogen af systemerne: Cordon de Royat med dens gamle træ, der giver gode druer, og Vallée de la Marne, der er hurtigere at beskære.

Jeg skal under alle omstændigheder holde mine hårdt erhvervede beskærerfærdigheder ved lige, og naboen minder mig da også jævnligt om, at det er lidt ligesom at køre på cykel. Når man først kan, glemmer man det ikke. Men det skal holdes lidt ved lige i begyndelsen. Det tror jeg på.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: