19 November, 2006

Champagnisering

Jeg bliver jævnligt overvældet af skæve smil og store og små træk på skuldrene, når venner og bekendte fortæller, at de skam godt er klar over, at den cava eller crémant, de slæbte hjem som velkomstdrink før sidste lørdags tre retter i gode venners selskab, selvfølgelig ikke er rigtig champagne.

At man ikke må kalde mousserende vine fra andre regioner end denne for champagne er i den grad sevet ind.

YSL og champagnebrus
Det er måske også til at forstå, at Yves Saint Laurent ikke må kalde sin seneste parfume for Champagne, som det skete for nogle år siden. Men når 100 år gamle sportsdrikke ikke længere må hedde Champagnebrus begynder det at trække voldsomt i smilebåndene. I hvert fald i et på nogle områder anarkistisk folk som det danske.

Og seneste indsats fra CIVC - det er den brancheorganisation, der forsvarer ordet champagne over den ganske verden - vil nok ikke gøre det nemmere at bevare alvoren.

Farven champagne
På det seneste har juristerne fået problemer med en bestemt farve, som de trendfolk, der finder på sæsonens farver, har navngivet netop champagne. Betegnelsen er vel efterhånden ikke længere helt ny, men det er muligvis ret nyt, at den har fundet vej helt ind i en af det store forlag, Hachettes, ordbøger, som det skete i 2005 og nu igen i den nye 2007-udgave.

Som om modeverdenen ikke er en rigelig stor mundfuld - ikke mindst her i Frankrig - så har Hachette i de to ordbogsudgaver endvidere formastet sig til at definere ordet "champagnisere" som den proces, hvor man tilsætter sukker og gær til en klar vin for derpå at lade den gære anden gang på flasken.

En glimrende definition på den såkaldte methode champenoise... et begreb man ikke må bruge om mousserende vine, der ikke er her fra området, og derfor bryder CIVC sig heller ikke om at ordet "champagnisere" kan bruges om andre mousserende vines tilblivelsesproces, sådan som definitionen i ordbogen lægger op til.

Champagnisering
Jeg foreslår, at man indfører ordet "champagnisering".

Definition: Et til tider ganske rigoristisk forsvar for oprindeligt geografiske betegnelser, der siden også er kommet til at betegne produkter fra samme egn, typisk af høj kvalitet.

Jeg gad nok vide, hvad CIVC's jurister siger til det?

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: