Jeg fandt den forleden i les Crochettes.
Jeg beskar, og så fandt jeg på at kigge mig lidt omkring. Fandt et lille stykke slyngtråd snoet på en fin måde. Så resterne af det indre af gangen i et vinbjergsneglehus, der i øvrigt også har fine rundinger. Og så fik jeg øje på den lille uanseelige mønt.
Den er af let metal som børns legepenge kan være det. Ganske slidt og forvitret af sine år i jorden.
Jeg tog den med mig hjem. Alain gav den et bad i eddike, og bekendtgjorde, at den skam er fra 1945.
I årene efter Den Anden Verdenskrig manglede man alting. Også metal, og derfor er efterkrigsmønten lavet af et metal eller en legering, der er meget lettere end den, man normalt bruger til penge. Det er forklaringen på, at den ligesom ligger for let i hånden.
Franc'en kan være tabt en rum tid før at parcellen overhovedet blev plantet til med vinstokke. Det skete først i 1960'erne.
Men måske har hans bedstefar tabt den på et tidligere tidspunkt. Eller måske har en anden.
Et vidnesbyrd om en anden tid. Og om, at mange mennesker før os har arbejdet i disse jorder. En af dem har sikkert ærgret sig en del over sin tabte Franc. Jeg har tænkt mig at passe på den.
No comments:
Post a Comment