Om roser i Reims og vin ved Vertus

 

Sådan cirka en gang om ugen møder jeg en af de grønne mænd i Reims. En af de folk, der holder byens grønne områder flotte.

Vi krydser hinanden i svømmehallen. Mens hans dreng forbereder sig på at begynde, slutter mine børn dagens kursus af.

Så vi når lige at sludre en fem minutters tid. Om hvordan det går i vinen. Og i de kommunale bede.

Dén dag havde han taget sig kærligt af roserne. Det gør gartnerne i Reims i februar, fortalte han.

Alt for sent i år, hvor den manglende vinter har sendt hver en lille knop de fineste forårsfornemmelser en rum tid. Lige sådan ser der ud i haven, og lige lidt hjælper det. Vi skal bruge den samme mængde tid uanset vejrlig.

Det vil sige, i vinen gør vi hvad vi kan. Beskærer og beskærer, og det går da også mod enden nu. Heldigvis.

Selvom vinknopperne kommer sidst af alt, skal vi jo nemlig også gerne nå at binde dem godt fast til spalieret, inden de begynder at svulme. Jeg kunne egentlig godt have undværet gartnerens dagsrapport. Men det ville jo ikke have ændret noget, og det er til gengæld helt i orden at høre nyt om stort og småt i det grønne.