27 August, 2011

Vores vinhøst er i gang

 
Posted by Picasa
Pinot Noir-klase, flot og stor, forhåbentlig vil mosten matche klasens yppighed.

Når du læser disse ord, er vi netop gået i gang med årets vinhøst. Klokken 7.30 - lige efter daggry har vi sat os i bilerne for at køre de fem kilometer til Pinot-parcellerne.

Planen er at arbejde igennem - det vil sige otte timer om dagen - de næste syv-otte dage.

Vi begynder i parcellerne med Pinot Meunier. De er modne, og desuden er der gråskimmel i nogle af dem, og det vil kun blive værre, som dagene skrider frem. Chardonnay-druerne har det foreløbig fint, men er endnu ikke klar.

Årets hold består af 12 plukkere, enkelte dage med ekstra hænder, tre bærere, en chauffør, to kokke og Alain og jeg. Vores fem-årige datter har også meldt sig. I år har vi også den store fornøjelse at have flere børn af diverse venner med.

Fredag begyndte med torden og endog lidt hagl, og har sendt massive mængder vand ned over staklerne i vinen. Lørdag er det vores tur til at stå klar uanset vejrlig. Når druerne er klar, og holdet ankommet, har vi ikke længere noget valg. Men kryds lige fingre for os, ikke? Selv regntøj og gummistøvler er fundet frem, forløber arbejdet noget mere behageligt i let sol og 17-18 grader Celsius.

6 comments:

VinKreutzer.dk said...

Rigtig god fornøjelse med høsten.

Farmer said...

Håber at jeres høststart forløb godt.
Kan i styre skimmelsvampene?

Nanna Wang Carlsen said...

Et lidt sent pøj pøj - håber, I får høsten sikkert i hus og undgår regn, hagl og torden. Glæder mig til at høre om resultatet, når I når så langt.

Annette said...

Rigtig god arbejdslyst!

Sol said...

Tak for jeres venlige hilsener.

Som I nok har gættet, har jeg holdt mig væk fra nettet med mere den seneste uges tid.

Styre skimmelsvampene, Farmer? Næh, vi sprøjter ikke måneden før vinhøst. Eneste mulighed er at plukke hurtigt. I år havde vi imidlertid den interessante kombination af klaser med helt grønne - dvs helt umodne bær - samt bær ramt af svamp, der jo ofte kommer, når bærrene er overmodne. Jeg har ikke set fænomenet før, men det kan være, der dukker en forklaring op i de kommende måneder.

Heldigvis gik vores Chardonnay-druer stort set helt fri af svampene. Især Pinot Meunier havde væsentligt mere, hvilket vi blandt andet kan se på udbyttet.

Kan du selv styre skimmelsvampe?

Nanna, vi har haft en dag med regn og ellers høj sol. Lørdag var vi færdige, og blev ramt af et gevaldigt tordenvejr med fem strømafbrydelser, hagl og knaldhård regn. Men, vi var jo færdige, og tillod os at gå i seng. Der var alligevel ikke strøm. Ellers ikke sjovt for dem, der ikke er færdige endnu, at få hagl så tæt på afslutningen. Jeg har ikke hørt om nogen konsekvenser. Men det viser bare, hvor små marginalerne er. Mon ikke, du kender til samme problematik fra de californiske vinområder?

Nanna Wang Carlsen said...

Jo, især i de køligere områder, hvor de er nødt til at plukke sent. Men i mange af de varme områder plukker man, alt efter hvilken stil man ønsker og ikke efter vejrets forgodtbefinende. Og nogle gange er det en fordel. Andre gange savner man at kunne smage, at vinen har måttet kæmpe lidt for det :D