Iskolde morgener. Skærende, lav vintersol, hvis modlys i samarbejde med striben af bølgende serier af bakker mellem Reims og dens Montagne skaber de skæreste drømmeverdener af lys og skygge i forskellige grader af gråt.
Det sender ofte mine tanker i retning af den tyske romantik. Vandreren ved Tågehavet. Dette her er godt nok hverken tåge eller romantik. I virkeligheden er det lyset, der kæmper med vinteren. Snart skal solen tilbringe mere end blot middagen ovenover bjergets rand, og så kommer varmen dag for dag tilbage til os, der ikke sendte den mindste tanke i retning af forskellen på at bo på en nordvendt og en sydvendt skråning. Det tænker man først på, når man har prøvet nord.
Denne morgen er lys og skygge. Den er også frostens hvide stjerner, der dækker wirer og vin. Vinterens kolde blomster, der snart vil springe ud på vinarbejderens kinder. I rødt. Permanent, hvis man bliver ved længe nok. Fra før klokken otte o m morgenen sætter de første folk sig til rette på deres små vogne selv i minus fem graders frost. Mindst tre grader for koldt til at beskære.
Andre vælger denne kolde, solstærke formiddag til at rulle vintraktoren gennem de rækker, hvor de gennem dage og uger har spredt et ekstra lag af grene og kviste. Nu bliver grenene langsomt kværnet og knust til træflis af traktoren. Grøn tankegang, som til gengæld koster dyrt i brændstof.
Onsdag er det kyndelmisse eller Chandeleur. Vinterens koldeste dag slår sin knude i Danmark, og her i Frankrig er dagen også et mål: Vinteren dør, eller den strenges. Man spiser under alle omstændigheder pandekager. Hos os på fransk facon. I kombination med aftenens varme suppe kan de godt tø nogle serier nedkølede fingre og tæer op.
No comments:
Post a Comment