Mine fingre føles krumme som en klo efter dagens indsats.
Nu kan jeg holde trit med Alain. Det er vist første gang. Disse Vallée de la Marne-typer er nogle skravl sammenlignet med de fingertykke cordon'er foroven, der krævede kræfter. En slags discount, der ligner cordon en hel del, men hvor træet aldrig bliver så tykt og ærværdig gammelt.
Vi kan til gengæld ikke smage den store forskel på druerne, og undrer os lidt over, hvor meget der egentlig er om, at cordon skulle være bedre.
Jeg når at beskære 300 meter på fem timer, mere end dobbelt så meget som foroven. Godt det samme for nu vil Alain godt snart være færdig. Han begynder at føle sig som den sidste mand på månen, selvom det er helt hysterisk. Vi er blandt mindst 10 forskellige folk på arbejde her på skråningerne udenfor Loisy-en-Brie.
Jeg har gang i mit gamle mål fra de sidste par år. Når jeg fra oven ned forbi den vej, der skiller naboens to parceller, har jeg nået over halvdelen af rækken. Det er et godt tidspunkt at holde frokost eller fyraften.
Da vi kørte hjem i dag, stod otte rækker klar. Der er 22 tilbage.
No comments:
Post a Comment