03 February, 2011

Bryllupsbobler

To kongelige bryllupper i sigte dette kommende forår har ikke ret meget med os at gøre. Troede jeg da, indtil jeg fik et opkald fra det fransk/monegaskiske grænseland forleden.

De store receptioner er normalt forbeholdt de mest kendte champagnehuse. Der hvor man finder diverse dokumenter omhandlende kongelige hofleverancer og undertegnet med seriøst slyngede monogrammer. De hænger dér, hvor husenes gæster defilerer forbi, så der kommer maksimalt smæk for image-skillingen.

Forårsbryllup først i Storbritannien og bagefter i Monaco vil fordre mange skåler i champagne. Hvilke ved vi ikke. Men jeg kan da fortælle, at der blev skænket Dom Perignon årgang 1961, da prinsen af Wales giftede sig med lady Di i 1981 og Laurent Perrier, da bruden i 2005 hed Camilla Parker-Bowles. Der blev også drukket Dom Perignon - årgang 1947 - i Monaco i 1956. Brudeparret heder Grace Kelly og fyrst Rainier. Så Dom ligner vel et godt bud. Da kronprins Frederik giftede sig med Mary Donaldson i 2004 hed bryllupschampagnen Mercier.

Altsammen meget godt. Vi skal selvfølgelig ikke levere champagne til hverken den ene eller den anden prins. Det skal dem her heller ikke, men de regner åbenbart med at kunne sælge bobler alligevel som en del af årtiets image-forestilling

Til gengæld vil der uden tvivl også være mange andre festlige lejligheder, hvor champagne vil komme til at spille en rolle, også i det lille fyrstendømme ved Middelhavet, og vi formoder, at det er i den anledning, vi er blevet bedt om et bud.

2 comments:

Louise said...

Bryllupper eller ej, så er det skønt med anledninger til at drikke champagne. Og spændende med forespørgsel fra grænselandet mod syd. Jeg giver dem gerne mine anbefalinger af Tange-Gerard vinene.

Sol said...

Det er altid dejligt, og i virkeligheden kan man måske også overveje at drikke godt til daglig, hvor man bedre kan sætte pris på det.

1000 tak for din anbefaling. Den er vi glade for.

Mange hilsener
Solveig