31 January, 2009

Beskærerarm

 
Posted by Picasa
En elektrisk beskærersaks ser sådan her ud.

Ugen begyndte fantastisk. Den første dag i Loisy-en-Brie tilbagelagde vi hver 200 meter vinstokke. En hel del bedre end den første uge. Vi havde allerede et "gennemført på tre uger" på kornet, da Alains arm begyndte at sove på en ubehagelig måde, når han lå ned.

Et besøg hos lægen onsdag aften fastslog symptomer à la carpal tunnel syndrom. En tilstand, som man også kan få via for meget computerarbejde på den forkerte måde, og som man i værste fald skal opereres for. Det er hvad der sker, når man sætter kontorfolk til at udfolde sig fysisk. Alain har måttet sande, at han ikke længere er en på 30, der kan byde sin krop, hvad som helst.

De første dages eufori lagde sig ret pludseligt, kan jeg godt afsløre. Jeg har endda haft svært ved at glæde mig over at ligge suverænt i front, hvad angår antal beskårede planter. Ellers finder jeg normalt stor fryd, når jeg kan følge et normalt tempo i stedet for det normale jeg-er-dansk-det-kan-være-jeg-lærer-det-her-en-dag.

 
Posted by Picasa
Alain iført batteri til elektrisk saks.

Alain er nu i gang med at afprøve forskellige elektriske beskærersakse. Fordelen ved dem er, at man ikke skal bruge finger, håndleds og armkræfter på at skære grene af. Til gengæld er ens handlefrihed begrænset af en ledning mellem batteri på ryggen og saks, og apparatet er også tungt. Foreløbig har han prøvet en, og venter på en anden, som forhåbentlig vil passe ham bedre.

Vi har derfor meget mod vores vilje måttet justere ugens mål ned. Efter den fantastiske mandag skyndte vi os ellers at sætte det højt og planlægge 10 rækker i løbet af ugen. Det svarer til to kilometer vinstokke. I stedet må vi nu glæde os, hvis vi når otte. Men så har vi altså også nået vinsmagning, et halvt interview og har endnu en halv lørdag og ditto søndag i vinen foran os.

 
Posted by Picasa
Min saks er manuel, og det fungerer indtil videre.

3 comments:

Anonymous said...

De elektriske sakse er også farligere at arbejde med. Med den manuelle saks mærker du, når du er ved at klippe dig i fingeren, det gør man ikke med den elektriske. Mit råd, hold enten den venstre pote i lommen (konsekvent) eller anskaf en metalhandske til den hånd, der ikke holder saksen...

Hilsen

Lars

Sol said...

Hej,

Måske beskærer jeg ikke så hurtigt som dig. Jeg har (endnu) aldrig klippet mig i venstre hånd med manuel saks.

M.h.t. den elektriske saks er det vist ikke længere noget valg. Den er nødvendig for at kunne arbejde. Nu er det mere et spørgsmål om at finde den, hvis ergonomi passer Alain bedst.

Selv er jeg enormt opmærksom på alle former for smerter og træk op i skulderen. Man mærker helt klar beskæring anderledes, når det er hver dag end som før 3-4 dage om ugen. Og vi har endda ingen fulde arbejdsdage, vi beskærer aldrig mere end maks 6,5 time.

Så det bliver nok ikke ægteparret Tange-Gérard, der bliver kendt under navne som bras de fer - jernarm - og den slags navne, som stadig rumsterer i folks erindring.

Mange hilsner
Solveig

Anonymous said...

"Måske beskærer jeg ikke så hurtigt som dig. Jeg har (endnu) aldrig klippet mig i venstre hånd med manuel saks."

HiHi - Jeg er også langsom. Og jeg tager sjældent,hvis overhovedet en hel dag i træk. Og det med ømme muskler kan jeg også godt underskrive...

Hilsen

Lars