Roser i randen

 

Roser i vinmarkerne er en gammel tradition her, fordi roserne får samme sygdomme men før vinstokkene. Tidligere virkede roserne derfor som en slags detektorer.

I dag behandler vinbønder deres marker præventivt, og sygdom skal derfor helst aldrig ses.

Roserne - de forholdsvis få der er tilbage - er derfor overgået fra aktiv tjeneste til serviceerhvervet turisme.

Men det er heller ingen skade til at gøre pynte sine omgivelser. Roser i randen af vinmarker ser knaldgodt ud, og så få de end er, findes de alligevel i flere versioner.

 

 

Derfor vil vi også have roser. Vi skal bare lige finde ud af hvilke og hvordan.

Forleden købte jeg de første eksemplarer, og så er det ellers bare med at få dem i jorden og se, hvor vi har plads, og hvor mange der vil være brug for. Hvilke farver.

Foreløbig skal vi have foretaget en vis udligning. Alain forestiller sig en busk i hver parcel. Min idé er snarere en rose for enden af hver række. Realiteterne vil nok ende et sted imellem?

 

Det velvalgte ord

Forleden havde jeg lejlighed til at tale om ord med en chef de cave i et af regionens større champagnehuse.

Spændende af en masse grunde. Blandt andet talte vi om ord, fordi vi begge kender til at lede efter den helt rigtige nuance.

Nuancer i næse og gane
Det kommer ikke helt nemt til mig på fransk. For eksempel til en smagning som den forleden, hvor jeg både skal have styr på nuancerne i næse og gane og derefter i mit sprog. Det er lidt af et graverarbejde.

Vedkommende kendte fænomenet fra engelsk i forbindelse med præsentation af sit hus' champagner.

Sproget uden filtre
Men vedkommende bruger også en hel del tid på at sætte sine champagner på ord. Det, syntes jeg, var helt interessant at høre. At der faktisk sættes tid af til at skrive, til at vægte sproget, til at lede efter det ene ord, der gør forskellen.

Det hedder kommunikation, og jeg ville til hver en tid have gættet på, at man i et hus med flere 100 ansatte har folk til den slags. Det har man sikkert også. Men for at undgå ethvert filter mellem idé og idéens sproglige udtryk skriver vedkommende altså selv.

Det er også noget, jeg bruger tid på. Jeg finder det kompliceret, udfordrende og ekstremt forløsende, når jeg synes, jeg har fået en idé over middel.

Da jeg jo i den grad er kommet ind i denne spændende champagneverden fra sidelinjen er det meget interessant at diskutere måder at arbejde på og opleve, hvordan man med næsten ekstremt forskellig baggrund alligevel i visse tilfælde intuitivt lander på samme hylde.

Champagne vil være UNESCO-arv igen

 

Champagne skal være UNESCO-arv.

Det er der mange heromkring, der er enige i. Der er endda en hel forening til udbredelse af synspunktet.

Allerede for et par år siden prøvede man kræfter med sådan en UNESCO-kåring. Den gik ikke. Der var nogle miner i Nord, der skulle udnævnes først, og siden kom også Bourgogne med i opløbet. Der er de vel sådan set stadig.

Nå, men nu prøver foreningen igen, og denne gang er de blevet mere populære. De har trykt 16.000 klistermærker, som vi lokale kan klistre med for at vise vores støtte til initiativet.

Jeg synes, det er en fantastisk idé, men jeg ved ikke, hvor jeg får fat i hverken klistermærke eller streamer til min bil. Mere populær er genlanceringen alligevel ikke.

Heldigvis er jeg fra gamle dage, hvor man måtte gøre alting selv på nettet, så jeg har skaffet mig en GIF selv.

Sådan der.

På med vinterperspektivet

 

Vinterens perspektiv ser sådan her ud nedenfor Verzy.

Der er ikke væsentlig forskel, fordi vi i stedet skriver Loisy-en-Brie.

 

Man kan vel lige så godt vænne sig til det.

Ugen skulle blive god. Det betyder så meget som, at der ikke er lovet regn.

Vi har mange gode beskærertimer foran os, og vi begynder i den øvre Pinot Meunier-parcel.

Vildgæs over Verzy

Jeg begyndte at overveje dagens rute allerede på vej ned ad bjerget, da jeg så de lokale skydebrødres biler parkeret i en lang række. Fik mig selv bildt ind, at deres spredte skud faldt på min side af bakkerne og derfor ikke lige ved vejen tilbage.

Det var muligvis rigtigt.

Da jeg en halv time senere begyndte opstigningen, havde 10-15 stykker af dem imidlertid dannet kæde på bakken fem-ti meter fra den vej, jeg cyklede på, og i virkeligheden havde jeg lyst til at komme tæt nok på til at se, hvorfra skuddene kom.

Jægerne har ikke dårlig presse her. Alligevel foretrak jeg at svinge til højre ad et ukendt hjulspor, der gradvis førte over i andre og noget mere ubarmhjertige stigninger. Til gengæld med retning væk fra de spredte hagl og nu en vis hjertebanken ved tanken om eventuelle vrede vildsvin snarere end diverse hagl.



Da jeg havde kørt lidt rundt i labyrinten af spor og nåede et bredere spor med god udsigt, overtog en anden lyd.

Mine øjne søgte og fandt det kileformede træk af vildgæs. Jeg fotograferede så meget, jeg kunne nå, uden at se noget særligt på grund af skarp sol. Sekunder efter en plaffen fulgt af forvirrede fugle, der derefter dannede ny formation og fløj væk.

Vidste jægerne mon, at vildgæssene var på vej? Står der mon et nyt selskab i næste landsby og venter?

 

Vildgæs over Verzy den 12. november 2011.

Flere fugle: Stære og den ukendte arkitekt (foreløbigt flertal for drossel-fugl) (Solsort, lærke, pipfugl og vindue er med i opløbet).

Årgang 11 den 11. november

 

Flagsmykket monument for landsbyens afdøde helte.

Jeg har været i Normandiet i stedet for i blogland i halvandet døgn. Straks viser det sig, at i går - den 11. november 2011 - åbenbart havde en særlig numeorologisk kraft. Well, jeg mærkede ingen forskel. Måske skændtes ungerne lidt mere end normalt for bagsædet?

I Frankrig er den 11. november national fridag, og vel derfor havde regionens største champagnehus valgt aftenen før til at lancere sin seneste flaske med en middag under en af Frankrigs mest kendte kokkes (Alain Ducasse) supervision.

Tallet 11 har en særlig kraft i Frankrig, men på andre kontinenter og i store dele af det øvrige Europa, herunder Danmark minus Sønderjylland, ringer der næppe mange klokker i dén anledning.

 

100 år gammel champagne
Den nye champagne er fra 1911, og er altså 100 år gammel.

Årgang 1911 er - siger eksperterne - super. Den nylancerede champagne bærer samme navn.

Det er selvfølgelig en ekstrem sjældenhed, der ikke let kan prissættes. Den er blandt andet solgt på auktion i Australien, og den har også været en tur i Shanghai med søde Scarlett.

Chefen for Moët & Chandons vinmarker noterede om år 1911 "excellent année". Cellartracker har smagt den.

 

Fejring af våbenstilstand
Den nationale fridag i Frankrig skyldes, at aftalen om våbenstilstand efter den 1. Verdenskrig blev underskrevet netop den 11. november klokken 11. Året var 1919, og dagen markeres stadig mange steder.

På landet i Champagne tropper pænt mange - en 50 stykker for en landsby med godt 1.000 indbyggere - op foran landsbyens monument for at holde ét minuts stilhed efter borgmesterens forudgående oplæsning af tale (Udsendt af ministeriet i Paris).

Vi var i Normandiet i anden anledning og kunne konstatere, at traditionen også er levende der. Både Champagne og Normandiet er regioner, hvor den ældre del af befolkningen har oplevet krig.

Efter talen marcherer opløbet gennem byen. Højtideligheden slutter med et glas. Dets indhold er aldrig 100 år gammelt, men det glider ned alligevel. Vi havde selv forsyninger med til Normandiet, og vores venner valgte roséen, og den smagte super.

 

Nye vin er vinterplantet

Denne uge har vi plantet nye vinstokke. Det ved I godt. Det ser sådan ud:


Jeg har allerede skrevet om genplantning. Det særlige her er, at jeg dynger vinstokken i klokken over med jord. Det beskytter den mod vinterkulden.

Vi er holdt op med at give de ny vinstokke lækker muld ned i hullet. God latin hos teknikerne hos CIVC er, at de ligeså godt kan vænne sig til det virkelige liv. For vinstokke betyder det normalt altid pauver jord, for man har plantet vin der, hvor der ikke kan gro andet.

Undervejs fandt jeg flere fuglereder, og det er ikke helt nemt at finde arkitekten.

Lærke - mit bud - er afvist fra både fransk og dansk side. Rødstjert er nu også afvist. Drossel tror jeg ikke rigtig på. Jeg leder videre.

Jeg ser af og til rester af de krakelerede æg, men vi er aldrig stødt på hverken unger eller forældre, så Alain mener, at det må være trækfugle.

Det er jeg nu heller ikke så sikker på, men jeg kan da oplyse, at reden nu efter Evas ønske stadig befinder sig i klasseværelset hos klasse fem, Grand Section, på Danube-skolen, og at hun var stolt som en pave over at have den med i tirsdags.

Vinens grønne arkitektur

 

Som I ved, var vi begge i vinen mandag for at plante nyt.

En dag af den slags, hvor man i byen kun ser gråt, mærker vådt. Ikke regn, blot er luften fugtig.

Ude på det åbne land har de små ting et andet perspektiv, og når himlen er høj, når lyset alligevel frem. Også selvom det indiskutabelt har færre lux, end vi kunne ønske os.

November. Bladfald. De nu næsten nøgne grene afslører naturens egne små arkitekters værk. Jeg spekulerer, om det mon kan være lærkereder? Hvem ved sådan noget?

 

Fuglene har en forkærlighed for den saddelformede og af og til vindblæste parcel Belles Feuilles. Her fandt jeg fire fuglereder på halvanden time, og omvendt ikke en eneste i Crochettes på to timer.

Dette er Rolls Royce'en blandt fuglereder.

De tynde kviste er fint formet til den runde rede, der indeni er foret med, hvad der ligner totter af hvidlig uld. Dagens andre reder var mindre gennemførte i detaljen. Naturens egne arkitekter arbejder tydeligvis også på alle niveauer fra grundlæggende gør-det-selv til det gennemførte designerhjem. Også her gør detaljen hele forskellen, og jeg tog denne rede med til børnene.

"Jamen, hvor skal fuglen så bo?" spurgte den otte-årige bekymret.

Den må alligevel til arbejdet, for rederne sidder mellem vingrene, der vil blive klippet af, når vi beskærer fra december.

 

Vores femårige datter var til gengæld meget tilfreds med at kunne bringe dette pragtbo med sig i skole for at vise det til resten af klassen.

Nyt perspektiv på en mandag

 

Jeg gætter på, at din mandag nok finder sted ved et bord. Skrivebord, mødebord, køkkenbord, hvad ved jeg.

Der er nok også en skærm involveret. Stor fladskærm, lille fladskærm, bærbar eller ej, telefon, tablet.

Jeg skal såmænd ikke tage ret meget mere af din tid.

Jeg vil bare fortælle, at når du læser dette, er jeg på vej i vinen, og der kommerjeg til at tilbringe det meste af dagen med at putte 250 af disse småfyre i jorden.

Vejret ligner efterårsstandard mere end det har gjort længe, og det er vigtigt.

Det er nemlig slet ikke meningen, at de små vinplanter skal i gang med at vokse. De skal slumre under ekstra jord, så de ikke fryser til vinter, og så forventer vi ikke at høre noget videre til dem før til foråret.

Vejret går for at være sådan en mandag værdigt: Gråt men regnfrit og en 10-12 grader. Slet ikke så dumt.

Læs mere om at plante vinstokke her.

Dalende blad

 

Skovens lyd er en let knitren. Konstant

Som hvis man taber papirstykker i en jævn bevægelse, der fortsætter. Længe.

For de fine pust bliver ved.

Sådan lyder blade, når de lægger sig ovenpå hinanden på skovens bund.

Egentlig overraskende, at bladfald overhovedet har lyd.