Et lille kursus i kunsten at være ydmyg

Vinhøst i Loisy-en-Brie, 2004, det var i øvrigt også min første vinhøst.

Vi har haft vores søde naboer på besøg i weekenden til en drink, og jeg har lært to nye ting om den forestående prøve. På fredag morgen.

For det første skal hver eksaminand beskære både to Chablis'er og to Cordon'er. Der er altså ikke en lettere og en sværere variant af prøven, som jeg har troet hele tiden. Kun dobbelt så meget at bestå eller dumpe på.

Det er jo blot en prøve
Gennem to og en halv måned - 10 kursusdage - har jeg troet, at den praktiske prøve kun er halvt så omfattende, som tilfældet er. Hvilket jeg i øvrigt fandt udfordrende nok. Jeg kan blive helt svedt ved tanken, om hvor meget andet jeg forventes at vide, som jeg heller ikke har hørt og/eller forstået.

Men som de siger allesammen - og her er franskmænd og danskere s'gu forrygende enige - det er jo kun en prøve. "Hvis du ikke klarer den, går du bare op igen, når du har erfaringen til at bestå," opmuntrer nabokonen, Jocelyne. Herregud.

Så hvorfor er det lige så meget mere hæsligt, end de fleste andre prøver jeg foreløbig er gået til?

Udfordring af hovedet eller hænderne
Denne prøve består af tre dele. De dele, jeg kan sætte mig ned på min flade og forberede mig på, kan jeg næsten håndtere. Jeg synes godt nok, det er en enorm udfordring at forberede en mundtlig prøve på fransk, men jeg kender da processen: Det, du ikke kan forstå, må du lære udenad i stedet. Forståelsen går nu fint nok, det er mere at huske alle ordene, og så oven i købet være i stand til at jonglere med dem, der udfordrer mig.

Abeprøven... den skriftlige - syv rigtige svar ud af 10 mulige på 10 minutter - fungerer fint. Jeg kan mærke, når jeg øver mig på det nu, at jeg kan stoffet så godt, at jeg faktisk er begyndt at lave fejl, fordi jeg ikke koncenterer mig fuldt ud om at læse spørgsmålene ordentligt.

Næh, den virkeligt udfordrende del er den praktiske. Jeg kan såmænd godt beskære både Chablis og Cordon de Royat, hvis jeg sidder i fred og ro og ruller gennem rækken i mit eget tempo.

Men jeg kan selvfølgelig godt mærke, at jeg altid har solgt mit hoved, når jeg gik på arbejde, og aldrig mine hænder. Og at det er en ny oplevelse at skulle prøves på samtlige de felter, hvor jeg er svag. Føj til praktikken også sproget.

Kørekort til vinen
Det tætteste, jeg har været på noget tilsvarende, må være køreprøven i sin tid. Dengang brugte jeg alle de billige kneb, jeg kunne komme i tanke om.

Jeg tog lårkort nederdel på, og sørgede for gentagne gange at fortælle den motorsagkyndige, der var håbefuld politiker ved det kommende kommunalvalg, at jeg arbejdede på den regionale radiostation. Jeg bestod... hvorfor var en stor gåde for både min kørelærer og mig selv. Men et kørekort er et kørekort, og jeg har haft det lige siden.

Denne prøve er den første af rendyrket, praktisk karakter for mit vedkommende lige siden, men den er naturligvis meget mere end det. Det er i virkeligheden en forklædt test i ydmyghed. Den foreløbigt allerhårdeste, mentale test af min accept af et liv i det fremmede og det, det indebærer.

Følelser og ren logik
Jeg kender en fransk kvinde, der drog til Storbritannien med en akademisk grad, og indledte sine 12 år i England ved et samlebånd. Dermed viste hun en beslutsomhed og en vilje til at lære sit nye land at kende fra bunden, der gav hende en basis i form af sprog og kendskab til sit nye lands uskrevne regler, der betød, at hun snart kom til at bruge sin uddannelse.

Det er udefra set selvfølgelig soleklart, at emigranten må begynde på et andet trin end han ville have gjort i hjemlandet, hvor alt er kendt. Nu foregår følelsesmæssig erkendelse og efterfølgende accept og handling ikke nødvendigvis i takt med den intellektuelle.

Jeg kan godt regne ud, at det ikke er noget personligt nederlag, at mine præstationer roder rundt en tak eller to over den funktionelle analfabets - så lang tids erfaring har jeg trods alt ikke i Frankrig - alligevel kan jeg konstatere, at jeg bare ikke ejer spyt nok til at få den kamel ekspederet.

Det er måske forklaringen på, at jeg næsten ikke kan bære at gå et næsten - omend ikke helt 100 procent - sikkert nederlag i møde fredag morgen. Men da vi har meldt mig til prøven - og betalt - giver det selvfølgelig ingen mening ikke at prøve. Bortset fra at logik er den stort set mindst anvendelige, mentale operation, jeg kan komme i tanke om i denne forbindelse. Et ordentligt læs ydmyghed på falderebet, ville til gengæld være velkomment.

Ydmyghed på falderebet
Jeg husker levende min gamle mormors kamp for de sidste år af sit liv at acceptere at leve i afhængighed af andre. Jeg tror helt bestemt. at det er sværere at lære sig selv at være svag end det modsatte. I hvert fald hvis man en gang har vænnet sig til at være stærk. Jeg konstaterer, at jeg i løbet af disse to og en halv måned udover at beskære og binde op har lært et par ting eller tre om mit eget sind.

• Jeg er åbenbart et hardcore konkurrencemenneske, der ikke gerne går ind i noget, hvis mine chancer på forhånd er små. Jeg synes åbenbart ikke, at det er i orden for mig at tabe, selvom dumpeprocenten med sine 50 er yderst demokratisk.
  
• Jeg vidste godt, at jeg er stolt, alligevel er graden kommet bag på mig. Jeg tror nok, at den har ofte været min ven i forhold til at gennemføre projekter. Nu gør den det svært for mig at tage prøven afslappet: Det er kort og godt ikke lige meget for mig, heller ikke selvom jeg som den eneste ikke har hjemmebanefordel.

I øvrigt har jeg rent fysisk temmelig store problemer med at følge trop. På den niende kursustorsdag blev det ikke til mere end to gange 30 minutters beskæring og slet ingen opbinding.

Jeg er fem og en halv måned henne og har taget næsten ni kilo på. Jeg har svært ved at bøje mig for at se, hvad jeg skal, og den lave arbejdshøjde på 60 centimeter sætter sig meget hurtigt i maven i form af ubehag og smerter. Udover den ene time i vinen brugte jeg resten af torsdagen tilbagelænet i bilen og udstrakt i min seng. Jeg øver mig heller ikke længere i weekenden. Det må gå, som det kan.

Forny aldrig den amerikanske vin
Nabokonen Jocelyne har endnu et tip på falderebet:

Man dumper, hvis man skærer sin rachet på et skud fra den nederste del af vinstokken, den såkaldte amerikanske vin. Det er sådan set fair nok, for den er steril, så man fornyr sin plante med den, kommer der ikke de druer, der skal. Kunsten er at se forskel.

"Vent og se", siger Jocelyne, der har 30 års erfaring i vinen, "Om nogle år er det nemt nok at se forskel på de rigtige og de forkerte skud." Det kunne elektrikerens kone, der var ny i feltet ligesom mig, ikke, da de var til prøven sammen for mange år siden.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke. Jeg ved blot, at jeg skal passe på med at bruge de allernederste skud til noget. Men det vidste hun sikkert også godt. Problemerne opstår, når der nogle gange ikke er andet, og så er det selvfølgelig noget rigtigt møg ikke at kunne skelne.

Men som de siger allesammen: "Det er jo kun en prøve, herregud." Ja, det er det jo kun.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Til den særligt interesserede, dumper man også på:

1) at være for langsom,
2) at have for mange charpentes: Husk fire er tilladt,
3) at slå courson'er ihjel, hvis det ikke er nødvendigt,
4) at have superposition og chevauchement,
5) at skære sin lancement under rachet'en,
6) at holde forkert på sin beskærersaks,
7) at have for få pluspoints i den endelige sammentælling,
8) at forny sin Cordon de Royat for tidligt.