Lille mand i vinens uendelige vidder. Opbindingen synes endeløs set fra gaden, når jeg sidder der selv, arbejder jeg mig stille og roligt fremad, og finder det oven i købet ganske behageligt.
Mit kursus i vinbeskæring begynder at lakke mod enden, og jeg kender nu dato og tidspunkt for det afsluttende prøve. Jeg har fået nogenlunde styr på teknikkerne, og har denne weekend taget fat på at øve mig i at binde op. Hvad jeg mangler nu for at øge mit tempo og forbedre mine beslutninger er primært erfaring.
Jeg synes selv, at jeg har været rimelig flittig til at bruge de muligheder, jeg har for at øve mig. Søndag formiddag har jeg tilbragt med at binde svigermors Chablis-beskårede Chardonnay op. Det gik fint. Det er næsten ligefrem behageligt at trille afsted gennem rækkerne akkompagneret af fuglesang under den klare forårssol.
Men selvom foråret nu er så fremskredent, at jeg smører solcreme på kinderne, før jeg tager fat, er jeg stadig solidt klædt på. Flere lag uld under overjakken, regnbukser over cowboybukserne, handsker og hue og ekstra sokker og uldsål i gummistøvlerne. Vinden blæser fortsat fra det kolde hjørne.
Ene i et hav af vin
Set udefra, fra vejene, fra stierne mellem vinrækkerne ser vinbeskæring og opbinding overvældende ud. Ene mand - eller dame - i et mægtigt landskab af vin. Og selvom mange af parcellerne er ret små, står stokkene alligevel så tæt, at man skal arbejde sig igennem rigtig mange kilometer for at nå i mål. Mange har radio med, nu hvor fuglene synger så intenst, foretrækker jeg at høre dem. Men jeg har heller ikke tilbragt flere måneder med først at beskære og siden - nu - at binde op.
Når jeg selv sidder på den lille vogn med de kraftige hjul - camionnette'n - oplever jeg ikke den tilsyneladende uendelighed. Fokus er på den plante, jeg arbejder med lige nu, og til dels dens nabo, men aldrig længere fremme end det.
Det er en lille, enkel verden. Snoren, som består af et stykke tynd metaltråd omviklet med papir, ligger i en skuffe bagpå vognen. Vinen er foran mig, mit værktøj i skødet. Snoren vikler jeg et par gange rundt om den gren, jeg vil binde op. Jeg anbringer min lieuse's krog udenom de to trådender og hiver forsigtigt mod højre.
Bevægelsen efterlader, når den går godt, en stram snoning, der vil hjælpe vinen med at holde sig oprejst ved hegnet, når den senere på sæsonen får mere at bære på. To bindinger per gren - charpente får en, prolongement den anden - er normalt nok. Derpå sætter jeg godt af med benene og ruller videre opad mod næste plante, der får samme behandling.
Først anbringer jeg grenene i korrekt position, derpå gør jeg dem fast med en løkke af snor, og til sidst snoes løkken til en stram binding.
Ind i mellem er jeg nødt til at tvinge grenene - så meget det nu er muligt - i ret position. En gren fortsætter måske fra den ene side af en jernpost til den anden og kan derfor ikke bindes helt tæt til tråden. Det kan også være for at undgå superposition - det forbudte fænomen, hvor to frugtbærende grenes knopper vil skyde ind i hinanden. Andre gange er den gamle gren, der bærer det frugtbare stykke, ikke lang nok til at nå op til den nederste række tråd. Så må jeg prøve forskellige andre kunststykker for at få den bundet fast alligevel.
Ingen af dagens grene knækker, så min manipulering af dem kan ikke have været alt for hård. Og så har Annie valgt gode, stærke grene, da hun beskar for nu måneder siden.
Sidste store opgave
Opbindingen er den sidste store arbejdsopgave, inden vækstperioden sætter ind. Og det varer ikke længe nu, for tårerne - les pleurs - er så småt begyndt at flyde også her. Plantesaften er altså på vej op, og livet ved at vende tilbage. Knopperne er også så småt begyndt at få et uldent udseende.
Når knopperne for alvor begynder at vokse, og de første, sammenfoldede blade lader sig ane, bliver det noget mere vanskeligt at binde grene op uden at ødelægge knopper. Jeg formoder, at der er en ret stor sandsynlighed for at det vil være tilfældet under prøven. Den foregår i Bisseul nedenfor Avenay val d'Or, hvor vi allerede i sidste uge kunne konstatere de første tårer.
Liesen består af en krog og en klipper.
Ubeskåret er undtagelsen
De fleste steder, jeg den sidste tid er kørt igennem i Montagne de Reims og i Côte de Blancs, har vinarbejderne skiftet deres tøndetrillebør og grensaks ud med lieuse og camionnette.
Kun ganske få parceller står endnu ubeskårede tilbage. Man kan udskyde vækstperioden med en uges tid ved at beskære senere, og det er et trick, der kan være interessant på særligt frostudsatte parceller. Den anden indlysende mulighed er, at ejerne blot er sent på den.
Som kusine Nathalie, der velvilligt har ladet mig få del i både sin viden og mere praktisk fingrene i sine cordon'er i Rilly-la-Montagne. En metode, jeg finder mindre kompliceret end Chablis. Jeg begynder nu at være nogenlunde tryg ved at træffe mine egne beslutninger. Selv når jeg beskærer Nathalies Meunier-stokke, som jeg meget nødigt vil indskrænke udbyttet unødigt på. Hvad svigermors Chardonnay angår, ved jeg jo fra høsttiden, at de giver rigeligt, så et par beskæringsfejl vil ikke få dramatiske konsekvenser her.
Nathalies besiddelser er i øvrigt et meget godt eksempel på, hvor spredt ejerskabet meget hurtigt bliver her i Champagne. Hun har parceller tre forskellige steder: I Rilly-la-Montagne efter sin stedfar og to forskellige steder omkring byen Dormans i Vallée de la Marne, hvor hun kommer fra, efter sin mor og bedstemor. Indenfor den nære familie kommer dertil ægtemandens marker, som ligger i Côte de Blancs i nærheden af vores. Det betyder, at arbejde i vin også indbefatter en hel del køren rundt.
Prøvens facts
Jeg har nu lært:
Jeg er stadig usikker på den praktiske prøve. Det går fint nok, når jeg kan få lov at arbejde alene. Det er værre, når nogen kigger på, og allerværst tager tid.
Jeg mangler også at lære en omgang teori svarende til 10 maskinskrevne A4-sider, hvilket jo ikke er vildt omfattende. Den blokerende faktor er, at det er på fransk. Jeg har besluttet mig for at lære en side udenad hver dag frem til prøven.
Den finder for mit vedkommende sted om præcis 10 dage. Alains eksamen er dagen efter. Det er næsten en som bestilt, som en gave, at jeg skal til fadet først, og derfor i hvert fald ikke skal gå rundt og bide negle en hel dag, hvor han er afslappet, fordi det hele er slut for ham.
Til gengæld hårdt for den gravide mave at skulle stille tidligt morgenen efter sidste skoledag. Min graviditet gør det sværere for mig at udføre arbejdet optimalt. Jeg har svært ved at bøje mig nok for at kunne se, hvad jeg har brug for at se. Og jeg har behov for at ligge udstrakt i nogle timer efter at have siddet på min spand - alternativt camionnette - og arbejdet i et par timer. Jeg må sige, jeg glæder mig til det er slut. Alle siger i øvrigt til mig, at jeg selvfølgelig skal gå op til prøven - jeg er meldt til - og det kan jo være, at jeg består.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment