Hvid tallerken blev en joke i min familie, mens lillesøster boede i den mørke del af Jylland nogle år. Selv har jeg lavet direkte radio i Sønderjylland, om hvordan man laver ægte grønlangkål. I København trækker det oftere op til sushi. Det hjælper uden tvivl, at der ligger en take-away på hvert gadehjørne, hvilket bestemt ikke er tilfældet mange steder i Jylland.
Hurtigt eller regionalt
I vores by kommer pizza-bilen hver torsdag, og skulle vi overhovedet ikke kunne undvære dens for salte, for fede, for på enhver måde dårlige pizzaer, kan vi smutte til nabobyen om fredagen og fortsætte. Kunder er der nok af, det er husmors ugentlige chance for en friaften. Jeg formoder, at afviklingen af det ugentlige vandaerobic-hold er synkroniseret.
I den del af det dybe Frankrig - og la France profonde er altså virkelig langt ude på landet - der hedder Champagne, spiser mange mennesker også rigtig mange andre ting. Gå en tur i supermarkedet, på marked eller det lokale epicerie og bemærk det omfattende udvalg af regionale produkter. I større supermarkeder også andre regioners regionale produkter.
I Frankrig spiser man de bedste bidder af hinandens mad.
Regional bevidsthed
Jeg er altid imponeret over, hvor meget folk ved om mad, og hvor mange traditioner der er forbundet med den. Vi køber ikke mirabeller, men mirabeller fra Lorraine. Figensyltetøjet er fra Provence ligesom sveskerne er fra Agen. Pølserne og den faste Tomme-ost må meget gerne være fra Savoyen, Jura eller nærmeste omegn. Kyllingerne er fra Bresse, når de da ikke kommer fra vores helt lokale leverandør, der leverer lidt af hvert, som enten har vinger eller alternativt har haft.
Det er vel lidt af den bevidsthed, en Claus Meyer prøver at stable sammen, når han markedsfører de æbler fra Fejø, som han har plottet ind i i hvert fald min bevidsthed, og jeg har endda aldrig mig bekendt spist et Fejø-æble. Men jeg skal nok bare en tur i Irmas frugtafdeling. Gulerødder fra Lammefjorden har til gengæld været en svingende oplevelse.
I Frankrig oplever jeg, at produkter med indbygget regionalt kvalitetsstempel generelt er gode.
Flere bobler i Champagne
Den regionale hjemmebanelogik betyder, at folk drikker mere champagne i Champagne.
Jeg har endnu aldrig mødt nogen tilflytter, der har anset det for noget større offer at erstatte whiskyen med en coupe de champagne.
Der foregår også en livlig trafik: Hende med kontakterne i Saint-Emilion fragter gerne kasser fra sin lokale leverandør, og hendes veninde fra Gevrey-Chambertin bytter også gerne rød Bourgogne mod champagne, som bourgignon'erne altså drikker. Yderst diskret selvfølgelig.
Selv er jeg ikke viklet ind i nogen traditionelle, regionale nabostridigheder. Jeg smager gerne det meste: Pandekager fra Bretagne, tagine fra Nordafrika eller punch fra Guadaloupe. Men indrømmet: Jeg holder mig helst fra den hvide tallerkens kogte kartofler, opbagte, hvide sovs og hamburgerryg.
2 comments:
-Men er der ikke lidt rigelig snob og laden sig narre over alt dette lokalisering og navngivning.
Hvad mon der bliver af hønekyllingerne der vokser op sammen med Bornholmerhanerne?
Er det virkelig muligt at smage forskel på et æble fra Fejø og et æble fra Møn?
Er det muligt at producere al den specialost i et givent område, og hvordan skal dette kontrolleres?
-Og når man så har spist specialdesignet mad et par dage, kommer pizzabuddet med oliesejlende fastfood.
Ak, verden vil bedrages.
Hej Farmer,
Du hopper ikke på hvad som helst, hvad? Fint nok ;-D
Jeg synes ikke, at det er snobbet at spise ordentlig mad.
Lokalisering og navngivning er ikke noget narreværk, hvis man kan regne med det, og det kan man i Frankrig.
Jeg tvivler stærkt på, at man kan få folk til at købe noget, der ikke holder i længden, for her ved folk godt, hvordan mad skal smage.
Du er jo selv landmand, så du må vide, at der er forskel på smagen af grøntsager, der har tilbragt den tid i rigtig jord, som grøntsager bør, sammenlignet med dem, der er ekspresdyrket i et eller andet vækstmedium.
Her i Frankrig spiser folk en masse grøn salat, og der stor forskel på, om salaten har vokset i jord eller i vand. Det er ikke kun et spørgsmål om smag. Der er simpelthen mere at bide i, hvis det har været i jord.
Jeg kan næppe smage forskel på et æble fra Fejø og et fra Møn, men det betyder noget for mig, om æblet smager af noget eller ej, og der er rigtig mange æbler, der ikke smager af andet end vand. Den slags æbler er der mange af også i Frankrig, og jeg prøver at undgå dem. Blandt andet ved primært at bruge familiens egne æbler, som ganske vist ikke holder mange måneder. Til gengæld smager de af noget.
Hvad de mange oste angår, skal man selvfølgelig også se sig for, og gå udenom de industrielle produkter. I stedet køber jeg hos ostemanden eller i hvert fald en ost, der har en eller anden AOC-betegnelse eller lignende. Disse oste skal normalt leve op til en del krav, og det bliver kontrolleret, at de også gør det. De smager godt, og jeg kan muligvis ikke smage forskel på dem alle, men jeg kan godt smage, om det er en god ost eller ej.
Sidste vinter så vi en besætning af såkaldte Abyndance-kører i en bjergby i Haute-Savoie. De stod i stald hos en bonde, der har dem fra kalve, til de bliver store nok til at give mælk. Den mælk bruger man så til at lave en særlig ost, som bliver solgt til en højere pris end anden ost, hvilket betyder, at ejeren kan have færre køer, end hvis han havde almindeligt malkekvæg som min mands fætter. Dise færre køer kan han så tage sig af på en anden måde. Disse ungkøer tilbringer f.eks. sommeren på sæteren, hvilket selvfølgelig er arbejdskrævende. En anden livsform, som altså findes i Frankrig. Dette helt konkrete eksempel oplevede vi tilfældigvis, og der er masser af andre. Forud var gået et meget langvarigt arbejde med at forædle racen samt at få osten optaget som en AOC-ost. Det er samme kvalitetsbetegnelse, champagne er omfattet af, og mange andre franske mad- og drikkevarer.
Det fungerer selvfølgelig kun, hvis folk køber disse produkter, og det er der altså mange, der gør her. Også almindelige franskmænd, som bestemt ikke tjener mange penge, men altså alligevel tit spiser varieret, sæsonbestemt og traditionelt. Blandt andet ved at prioritere at spise ordentligt.
Jeg har ikke spist en bornholmerhane for nylig, jeg formoder, at folk ikke køber det, hvis det ikke er i orden. Eller hvad?
Jeg ved hvordan kvalitetsfjerkræet smager her, og da jeg jævnligt at lejlighed til at smage hjemmeslagtet kylling fra svigermor - dog ikke min egen - kan jeg konstatere, at stemplet label rouge er ganske godt. Det kan altså lade sig gøre, hvis man vil.
Hvis du har haft dårlige oplevelser i Danmark, vil jeg mene, at det er fordi den slags betegnelser ikke nødvendigvis er lig med kvalitet i Danmark. Men det kunne de blive, hvis forbrugerne ønsker det = vil betale for det. Der er da også en del eksempler på, at det vil de godt.
Det er ikke specialdesignet mad, det er såmænd bare det traditionelle, franske køkken, som stadig er i høj kurs i mange hjem over hele Frankrig, og det er vi mange udlændinge, der nyder. Det er mig bekendt sjældent maden, tilflyttere har det svært med, når de kommer hertil.
Nå, ha' det godt, Farmer, en af de gode ting, jeg selv nyder fra Sønderjylland, er kålpølser. Denne jul måtte jeg dog nøjes med slagterens medisterpølse til grønlangkålen...
Mange hilsener
Solveig
Post a Comment