De nye er blevet gamle nok

 

For fire år siden plantede vi 425 små nye Pinot Meunier i den nedre parcel i Loisy-en-Brie. Mere her.

I disse dage og uger beskærer vi dem dermed for fjerde gang, og det betyder, at de nu er voksne. I princippet.

De tre første vintre har vi beskåret dem ind til benet, og kun ladet ganske få knopper overleve. Idéen er, at når væksten er minimal, kan planten i stedet bruge næsten alle sine kræfter på at udvikle et godt og dybt rodnet. Rødderne er afgørende for at om planten vil få et godt og langt liv. Rødderne er nemlig det sugerør, vinstokken bruger til at hente vand i tørre perioder men også de nødvendige mineraler i jorden.

Højden er cirka en meter og 20 cm.

 

Jeg fjerner den grønne plasticklokke, der har beskyttet de små vinstokke de seneste år.

Samler dem ind såmænd. Vi bruger dem igen næste gang, vi skal plante nyt.

 

Indeni klokken hænger stadig de drueklaser, den lille har produceret.

Den er ikke blevet høstet, fordi det er alt for besværligt at få fat i drueklaserne indeni klokken, og høstarbejdet går meget stærkt.

Nu hænger druerne så helt indtørrede sammen med visne blade. Ikke engang fuglene har kunnet få fat i dem. Næste sæson bliver anderledes, kan jeg godt love, mens jeg hiver skærmen af.

 

Jeg skal nu i gang med at finde hoved og hale i dét, den fireårige har præsteret i løbet af det sidste vækstår.

Hvis jeg skal følge teorien, skal jeg bruge en lille spore med tre knopper, en lang fyr, der vokser på sporen fra sidste år, med i alt ni knopper, og så en forlængelse på sidste års lange fyr.

Til sammen giver det en Vallée de la Marne-beskæring, som er det system, vi bruger her i parcellen.

Foreløbigt er jeg tilfreds med at finde på en forlængelse og en lang fyr. Min finger ligger på det stykke, der skal forlænges, som altså er sidste års lange fyr.

 

 

Den unge vinstoks fod har umiddelbart alt, hvad der skal til: En hovedstamme, en lille spore med grene, der er vokser ud af sidste års knopper, og som jeg nu kan bruge til en ny kort spore samt den lange fyr, der vil blive næste års hovedstamme.

Man kan også kalde det tre generationer af grene.

Grene i adskillige aldre er vigtige, fordi drueklaserne kun dukker op på de etårige grene. Kunsten går dermed ud på konstant at have etårige grene, således at der hvert år dukker druer i passende mængde op.

 

Det færdige resultat set fra oven ser sådan her ud. Det færdige resultat forneden er billedet oven over dette.

Og hvad er status så for disse 425 små vinstokke?

Nu har jeg jo ikke været dem alle igennem. Men to tredjedele af dem ser da helt fornuftige ud, og har det, der skal til. De er noget mere spinkle end de planter, der vokser i resten af vingården, og som er omkring 30 år gamle. De vokser sig nok til.

Den sidste tredjedel klipper jeg helt ned. Det vil sige jeg efterlader bare en enkelt knop. Resten af kraften må planten bruge på at vokse sig stærkere, før den bør kastes ud i den ædle kunst af sætte drueklaser. Vi må så krydse fingre for, at kaninerne lader disse skravlede vinstokke være i fred, så de får en chance for at komme lidt frem på banen.

Vi har ellers ingen planer om at genplante lige i øjeblikket.