04 February, 2010

Ulovlig arbejdsbeklædning?

 
Posted by Picasa

Jeg har købt en rigtig dejlig arbejdshue. Den er så god, at jeg endda har to. En khaki-farvet og den sorte her. Med dejlige åndehuller foran munden, der er en nødvendig detalje, hvis man ikke vil have åndenød med jævne mellemrum.

En dag som i dag, hvor solen godt nok skinner, men en vind pusler rundt i de luftlag, hvor vi arbejder, skal jeg passe godt mine kinder, hvis jeg ikke vil ligne Rudolf med den Røde tud tværs over den nedre del af mit ansigt i de næste uger.

Det vil jeg ikke. Alternativet er så blevet massiv tilmaskning. Tilsyneladende sælger farmershoppen disse huer uden problemer med lovgivningen til trods for, at man jo ikke længere kan se personen bag huen særlig tydeligt. Kunne min egen mor for eksempel kende mig, hvis det ikke var for tørklædet?

Alain har lovet ikke at anmelde noget i disse tider, hvor 57 procent af den franske befolkning ellers meningsmåles til at være imod tildækning. De vil se folks ansigt, siger de, og nationalforsamlingen, præsidenten og hvad der ellers er af gode folk i landet gør deres yderste for at få samle sammen til en lov mod burkabæring.

En politikvinde er blevet tilsagt en disciplinær komité for at bære slør på arbejde. Frankrig er nemlig en sekulær stat.

Socialisterne vil heller ikke have slørede kandidater, har lederen Martine Aubry meddelt. Det vil den yderste venstrefløj til gengæld gerne.

Jeg er allerede begyndt at tænke lidt over den næste hovedbeklædning, for bz-masken her er formentlig alt for varm, når februar er omme.

1 comment:

Annette said...

Ja, jeg vil tro, at du er ude i en farlig mission netop i disse dages Frankrig ☺ ☺
Godt, at du havde lavet link til et tidligere indlæg om "confusion sexuelle", så jeg kunne få den fulde forklaring på det begreb.
God arbejdslyst.