Vinterens uendelighed

 

Set mod Loisy-en-Brie har vi arbejdet os ind på vinstokkene og klippet næsten ni rækker à 200 meter.

Det kan være, nogen synes, at jeg taler om beskæring af vinstokke i én uendelighed. Det er sikkert rigtigt, for sådan er det jo.

Vi begyndte i december, og nu her, hvor februar går på hæld er vi stadig i gang.

Fordi det er et arbejde, der tager tid. Fordi vi ikke er de allerhurtigste, især ikke mig, og så fordi vi jævnligt har været forhindret af vintervejret, af champagne, der skal pakkes eller leveres, eller af papirarbejde og møder.

Faktum er, at vi beskærer tre parceller med vinstokke. Alt i alt omkring halvanden hektar. De to første er færdige, og i sidste uge tog vi fat på den sidste og største på cirka 30 rækker à 200 meter. Status: 8,5. Altså nåede vi næsten målet på ni.

I den kommende uge, hvor skolen begynder, og vi dermed ikke også har to børn hjemme, skulle vi gerne nå endnu ni, således at vi om en uge er færdig med to tredjedele.

 

Set den modsatte vej mod landsbyen Etoges mangler 21 rækker stadig at få sat skik på sig. Det er cirka ved bilen. Der er altså endnu et stykke vej.

Når beskæringen begynder, forekommer arbejdet mig som et enormt hav, der ingen ende har. Men når jeg sidder på min lille vogn og klipper derudaf, er dagens mål altid brudt ned i en mindre bid. Jeg skal for eksempel klippe en eller to rækker for at være tilfreds med dagens indsats. Resten tænker jeg først på, enten når ugen slutter, eller enden nærmer sig. Har vi klippet i et rimeligt tempo eller ej? Hvis ikke, hvad er så forklaringen? Er den til at leve med eller ej? Hård frost om morgenen kan vi jo for eksempel ikke stille så meget op med.

Vi har imidlertid to ugers ferie til påske. Men kun hvis vi er færdige med at beskære og binde op, og desuden har skiftet alle knækkede wirer og gerne også jernpæle. Vi får se.