15 October, 2011

Lad Radio kalde dig

 
Posted by Picasa
Vores æbler har set lyset og fået varmen sommeren lang i Soulieres i Champagne. På restaurant Radio indgår nogle af deres danske kolleger fra Fejø i flere retter.

For nylig havde jeg i København mulighed for lidt men godt og oven i købet et godt glas.

Vi var to, der både fandt det hyggeligt at mindes gamle radiodage og havde lyst til lidt af det nye, nordiske køkken på tallerkenen. Derfor Claus Meyers nyåbnede restaurant overfor det tidligere Radiohus.

Anden gang var den gode
Tre retter med saft, fordi vi ville dele oplevelsen, og min ledsager ikke drikker vin. Champagne går til gengæld fint, så vi snuppede et startglas fra Vilmart.

For nogle år siden var jeg til bryllup, og det foregik i netop denne producents festlokaler, hvor gæsterne blandt andet går forbi stedets genkendelige egefade. Vi drak naturligvis Vilmart ved denne lejlighed, og det var ingen stor oplevelse.

Champagnen var til gengæld en nydelse på Radio. Et godt eksempel på, hvorfor det altid betaler sig at smage én gang til, selvom en tidligere oplevelse var intetsigende eller ligefrem dårlig.

Mange forhold kan have spillet ind. Forskellige år giver forskellige flasker, og brylluppet er trods alt seks år siden. Forskellige flasker kan have haft forskellige vilkår, også selvom producenten ikke er klar over det. Endelig kan ens egen gane også spille et puds, fordi man ikke har spist det samme forud, eller fordi ens humør ikke er stemt på samme måde. Jeg vil mene, at man skal være en yderst erfaren smager for aldrig at være en smule påvirkelig.

Leg med smag og tekstur
Vi holdt os til tre retter med disse ingredienser.

Fiskefilet med æble, paradisæble, karse, ymer
Kylling med rødbede, rødbedeblad, æble,
Brombær, mælkeskum, hasselnøddebrud og revet lakrids.

Alt var top.

Hver enkelt ret spillede selvfølgelig på tungens forskellige smagsspektre, men også på forskellige teksturer: Noget smeltende blødt, noget knasende hårdere osv.

Dessertens elementer har på foruroligende vis lagret sig, og vil ikke rigtig forlade mit mentale smagsbibliotek igen. Idéen om at jeg simpelthen bør spise dette endnu en gangl har åbenbart hægtet sig fast for en længere tidshorisont. Vel, lad det så være sådan.

God efterårsferie til dig, der skal have sådan én fætter afviklet.

No comments: