En landsby i Champagne: Verzy

 

Velkommen til Verzy.

Ganske kort er den en af Montagne de Reims små vinbyer med cirka 20 kilometer til Reims på den ene side og ditto til Chalons-en-Champagne på den anden. Her er godt 1100 indbyggere og et overraskende stort handelsliv, da det er denne by, der har den nærmeste regions skoler, banker og butikker. Læs mere om livet i en fransk lilleput-kommune (på fransk, se'fø'li', men der er også bilder).

Det er der også her, for har brugt en del tid på at fotografere i byen, når jeg alligevel trillede rundt med min barnevogn. I al ensomhed, for det er ikke den slags franske husmødre bruger deres liv på.

 
En by i Champagne: Verzy er en bjerglandsby. Den breder sig op ad plateau'et Montagne de Reims' nordlige skråninger. På toppen skoven, der gradvis går over i by. For neden vinmarker, der ligeledes gradvis får over i by. I bunden, Vesle-dalen, marker og den lille flod Vesle.

 

Byen pynter fint til jul og nytår. Juletræer langs hovedgaderne er meget brugt på disse kanter, også her, og det ser fint ud. Foroven oplyser en stribe neonlys med jule- og champagnetemaer, og de hænger til et godt stykke ind i januar. Her i vinlandet slutter festtiden i virkeligheden først til Saint Vincent, og alt bliver skyllet ned efter alle kunstens regler med den gode, lokale vin.

Så vidt så godt.

 
Gader: Verzy er en ældgammel landsby. Her har boet mennesker på den gamle side af forrige årtusindskifte. Her er huse dog sjældent ældre end 150 år eller mindre. De fleste indbyggere har været fattige og har ikke haft råd til at bygge store og holdbare stenhuse, som man f.eks. ser i Bourgogne. Meget er også blevet ødelagt i de to verdenskrige. Men vejene snor sig, snævre, stejle og omgivet af huse, vinbønders produktionsfaciliteter og endog vingårde hist og her.

Her er godt 1.000 sjæle og en masse gøende hunde og katte (ikke-gøende). Men folk ser man primært i gaden i bagerens åbningstid - franskmænd har brug for frisk baguette hver dag, det er genetisk, tror jeg - og børn og ledsagere på vej til og fra skole. Ellers kan her se ud som efter en atomkrig. Alt står uskadt, men end ikke et insekt krydser de høje mure.

Man passer sig selv.

 

Verzy rummer et lille herresæde. I mands - dvs kvindes - minde har der faktisk boet en baronesse. Nu bor den gule enkes VIP-gæster der, og som man ser, matcher alt helt ned i de florale detaljer den såkaldte carte jaune-champagne lige på den perfekte prik.

Mandlige ansattes slips har i øvrigt samme farve, kan jeg oplyse. Jeg ser dem af og til defilere ind på châteauet, når jeg kommer hjem fra aftenindkøb.

 

 

 

 

Det er syv år siden, jeg plantede mine første tasker i Champagne. Det tog mig noget tid at få øje på områdets underspillede skønhed.

Når jeg er i mit ondeste, mest franskhadende hjørne glæder jeg mig højlydt over, at vi er andre end franskmænd i disse landsbyer, således at i det mindste enkelte af de gamle huse kan spares for de rædsomme PVC-cvinduer, som folk her elsker. Eller crepie'en. En cementblanding, de smører over gamle stenvægge over med for at få ensartede mure. Efter min mening ville deres mure blive så rigeligt ensartet, hvis blot de renoverede dem med en anelse nænne. Men den slags er åbenbart også genetisk.

Nå, men jeg er blevet mildere med årene. Dygtigere til at øje på de mange, fine detaljer og overse de skrækkelige, og her er masser af kvalitet fra gamle dage. Der bliver endda stadig lavet kvalitet. I regionen arbejder håndværkere med både glasmosaikker, murmalerier og støbejernsskilte, og det udsmykker bybillederne på skønneste vis. Gammeldags, men af og til i en moderne version.

 

Le Mairie, byens rådhus, næsten gemt bag en violet blomstersky. Pludselig forstår jeg meget bedre alt det besvær med at beskære de ganske mange træer, der befolker pladsen.

 

Efteråret har ofte vidunderlige farver. Byen er omgivet af skovens træer, og har vinmarker på den sidste side, så der er alle muligheder for at se bladene skifte fra grønt, over rødt og orange til gult og vissent.

 

 

 

 

 

Photo: Hanne Høier, DR

 
Forsamlingshus: Skoleafslutning, nabodatterens bryllup, det er her landsbyfolket fejrer sine store fester. Bygningen er da også fra sidst i 1800-tallet og dengang, man vidste hvordan den slags bygninger skal se ud. Borgerligt, imposant, solidt og med sans for de fine detaljer.

 

 

Skolebyggeri: College er den del af skolesystemet, der modtager børn i alderen 12 til 15 år fra omegnens forskellige landsbyer.

 

Landsbygrænsen: Hvor Verzy ender og vinmarkerne tager over. Her regerer Pinot Noir - en rødvinsdrue, der også er kendt fra Bourgogne og Alsace. Her er dog også godt 20 procent Chardonnay - en hvidvinsdrue, der også er kendt fra Bourgogne og Loire-dalen.

 

 
Skodder: Et lille stykke poesi, som man muligvis skal kigge sig godt rundt efter for at finde. Men stjernerne er der, og de er ikke som sådan nødvendige. Alligevel har nogen for længe siden brugt tid på at lave dem. Menneskets natur er også er at udsmykke. At efterlade tingene finere, end vi selv fandt dem. Det gør verden skønnere at være i for os selv, og de andre, som mig, der er så heldige også at kunne nyde dem. I øvrigt er jeg sikker på, at der er nødvendigt at udsmykke i betydningen forbedre, hvis man vil forblive menneske.

Flere billeder fra Verzy her.