Vi har holdt gadefest. En farverig oplevelse, hvor flaskerne hobede sig op langs havemuren efterhånden som dagen blev ældre og ældre. Med en skarp tendens til at glassene blev tømt i et noget raskere tempo end tallerknerne på trods af, at buffeten bugnede med landfranske lækkerier.
Jeg var på forhånd kommet til at afsløre, at jeg i tilstrækkelig overrislet tilstand er i stand til at synge de tre første vers af "Le petit navire". Champagne er dog ikke tilstrækkeligt, den har til gengæld den store fordel, at jeg er ved fuld bevidsthed undervejs. Der var ingen pardon, men jeg slap med et enkelt vers, refrain, og naboerne sang med.
Bagefter introducerede de så forskellige variationer i at skylle ned. Hurtigt. Jeg skal hilse og sige, at det af og til kræver en stor mund. Jeg prøvede, og min fysik kan i hvert fald ikke binde an med udfordringen, der består i at tage fat om sin blida med munden og tømme. Uden at bruge hænderne. Vores genbo var skrap, må jeg sige.
Med mange års erfaringer fra Danmark skal der en del til at slå mig af pinden, men med det der glas-trick, havde jeg ikke en chance. At bunde gik bedre, det lille glas rummer trods alt kun seks centiliter.
Da jeg bekendtgjorde, at jeg aldrig har oplevet hverken nu-bunder-vi-sange eller at tømme glas med munden, når vi fester i familien, skreg de alle sammen af grin.
Det eneste, vi i hvert fald har til gode til næste år, er vel en anden genbos vovede historier. Hun er 87 år og stadig aktiv vinhøster. På grund af historierne. Det er vigtigt at have et holdmedlem, der holder gejsten og humøret oppe. Må vel prøve at opspore lidt gloser af den type, der ikke er opført i Gyldendals Røde, til næste år. Tricket med glasset vil helt sikkert også tage kegler.
Ingen er mere overbevisende ambassadører for deres egne produkter end vinbønder i Champagne. De kan lide, hvad de laver.
No comments:
Post a Comment