09 June, 2009

Kampen om kiloene

 
Posted by Picasa
Meunier-druer under vinhøsten i Champagne i 2008.

Før hvert års vinhøst fastsætter vinens organisationer det antal kilo vindruer, der skal lande i plastickasserne under høsten. På den måde skruer champagnens bosser op og ned for antallet af flasker, således at efterspørgsel og salg kan tilpasses hinanden til en vis grad.

Det er et antal kilo, som vi og alle andre vinbønder med kontrakter på drueleverancer direkte kan udregne vores løn efter. Mange kilo betyder en god løn, færre kilo betyder mindre. Helt enkelt.

Dem, der normalt sælger flest flasker, er imidlertid kriseramte. De sælger mindre, og har dermed alt andet end brug for at fylde kældrene op med nye flasker. Forventet konsekvens: En lav kvote, og champagnebossen Paul-Francois Vranken annoncerede da også for nogle uger siden, at han fandt 7.500-9.000 kilo passende. (Læs her).

Vinbønderne får druepenge fire gange om året, og de kommer ofte i kassen i forbindelse med salg af flasker. Sælger husene altså ingen eller få flasker, kan de mangle penge til at betale for de druer, de allerede har i produktion. Lidt af en økonomisk skruestik, som af og til sender store producenter ned på knæ.

Vrankens bud er næsten en halvering af sidste års kvote. Noget af et koldt pust, selvom det stadig kun er prøveballonernes tid. Det seneste bud - fra chefen for vinbønderne (SGV), Patrick le Brun, og Vranken og husenes modspil - må man tage nærmest med kyshænder. 10.400 kilo druer per hektar er vel ingen formue men dog bedre.

Et kilo druer var ved vinhøsten i 2008 oppe omkring de 6 euro (kurs 7,5). Rygterne siger, at tariffen i år vil blive som i 2007: Mellem 4,5 og 5 euro.

Det endelige antal kilo finder vinbønder og champagnehuse ud af at foreslå i fællesskab. Uløseligt forbundne: den ene dyrker de fleste af druerne og den anden sælger de fleste flasker. Tariffen får vi se.

No comments: