
Ugen begyndte fantastisk. Den første dag i Loisy-en-Brie tilbagelagde vi hver 200 meter vinstokke. En hel del bedre end den første uge. Vi havde allerede et "gennemført på tre uger" på kornet, da Alains arm begyndte at sove på en ubehagelig måde, når han lå ned.
Et besøg hos lægen onsdag aften fastslog symptomer à la carpal tunnel syndrom. En tilstand, som man også kan få via for meget computerarbejde på den forkerte måde, og som man i værste fald skal opereres for. Det er hvad der sker, når man sætter kontorfolk til at udfolde sig fysisk. Alain har måttet sande, at han ikke længere er en på 30, der kan byde sin krop, hvad som helst.
De første dages eufori lagde sig ret pludseligt, kan jeg godt afsløre. Jeg har endda haft svært ved at glæde mig over at ligge suverænt i front, hvad angår antal beskårede planter. Ellers finder jeg normalt stor fryd, når jeg kan følge et normalt tempo i stedet for det normale jeg-er-dansk-det-kan-være-jeg-lærer-det-her-en-dag.

Alain er nu i gang med at afprøve forskellige elektriske beskærersakse. Fordelen ved dem er, at man ikke skal bruge finger, håndleds og armkræfter på at skære grene af. Til gengæld er ens handlefrihed begrænset af en ledning mellem batteri på ryggen og saks, og apparatet er også tungt. Foreløbig har han prøvet en, og venter på en anden, som forhåbentlig vil passe ham bedre.
Vi har derfor meget mod vores vilje måttet justere ugens mål ned. Efter den fantastiske mandag skyndte vi os ellers at sætte det højt og planlægge 10 rækker i løbet af ugen. Det svarer til to kilometer vinstokke. I stedet må vi nu glæde os, hvis vi når otte. Men så har vi altså også nået vinsmagning, et halvt interview og har endnu en halv lørdag og ditto søndag i vinen foran os.
