Beskærerarm

 

En elektrisk beskærersaks ser sådan her ud.

Ugen begyndte fantastisk. Den første dag i Loisy-en-Brie tilbagelagde vi hver 200 meter vinstokke. En hel del bedre end den første uge. Vi havde allerede et "gennemført på tre uger" på kornet, da Alains arm begyndte at sove på en ubehagelig måde, når han lå ned.

Et besøg hos lægen onsdag aften fastslog symptomer à la carpal tunnel syndrom. En tilstand, som man også kan få via for meget computerarbejde på den forkerte måde, og som man i værste fald skal opereres for. Det er hvad der sker, når man sætter kontorfolk til at udfolde sig fysisk. Alain har måttet sande, at han ikke længere er en på 30, der kan byde sin krop, hvad som helst.

De første dages eufori lagde sig ret pludseligt, kan jeg godt afsløre. Jeg har endda haft svært ved at glæde mig over at ligge suverænt i front, hvad angår antal beskårede planter. Ellers finder jeg normalt stor fryd, når jeg kan følge et normalt tempo i stedet for det normale jeg-er-dansk-det-kan-være-jeg-lærer-det-her-en-dag.

 

Alain iført batteri til elektrisk saks.

Alain er nu i gang med at afprøve forskellige elektriske beskærersakse. Fordelen ved dem er, at man ikke skal bruge finger, håndleds og armkræfter på at skære grene af. Til gengæld er ens handlefrihed begrænset af en ledning mellem batteri på ryggen og saks, og apparatet er også tungt. Foreløbig har han prøvet en, og venter på en anden, som forhåbentlig vil passe ham bedre.

Vi har derfor meget mod vores vilje måttet justere ugens mål ned. Efter den fantastiske mandag skyndte vi os ellers at sætte det højt og planlægge 10 rækker i løbet af ugen. Det svarer til to kilometer vinstokke. I stedet må vi nu glæde os, hvis vi når otte. Men så har vi altså også nået vinsmagning, et halvt interview og har endnu en halv lørdag og ditto søndag i vinen foran os.

 

Min saks er manuel, og det fungerer indtil videre.

Bolchefarvet vin

 

Jeg smager og smager. Vinsmagning på kooperativet den 29. januar 2009.

Januars serie af vinsmagninger på kooperativet går mod enden.

Det er vinmagerens første fulde år. I 2008 har han både planlagt og gennemført kooperativets del af vinhøsten, vinificeret årets vins clairs, og han er nu i færd med at pejle sig ind på de ønskede assemblages samt et antal kommende årgangschampagner.

Nu kommer han selv fra en kommune, der berømt for store, stærke Pinot Noir-vine, så han er ikke bange for de blå druer. Koop'en ligger imidlertid i en kommune, der priser sig for sine Chardonnay-vine. Diskussionerne i den efterhånden ret sluttede gruppe går heller ikke længere på, hvilke vins clairs, der duer til noget, og hvilke der skal væk. Nu står der nærkamp på programmet.

Der kæmpes på ord om hver procent ekstra Pinot i assemblagen, der har været oppe over 95 procent Chardonnay. Så meget, at det begynder at blive vanskeligt at smage forskel på den mest solgte brut-champagne og en decideret Blanc de Blancs.

 

Et glas kommende rosé. Måske.

Kampen fortsatte pudsigt nok på det lyserøde felt, hvor vinmageren havde forberedt fire blandinger med Chardonnay og Pinot Noir/Meunier i forskellige forhold. Farven er jo helt skøn, men det er kun i sin pure ungdom, at den rosé vin, der bliver til ditto champagne, ser så blochefarvet ud som her.

Hole in one i Côte des Blancs

"Hole in one" side om side med berømte vingårde i Côte des Blancs. Golfbaner i Chardonnay-druernes højborg skal være slagtilbuddet i et nyt kompleks for turister af den velbeslåede slags. Det skriver Les Petits Affiches Matot Braine.

Femstjernet hotel, kongrescenter og sportsfaciliteter med henblik på at skabe både en golfturnering og en tennisturnering i international klasse.

Jordejere i Champagne-kommunerne Oger og Le Mesnil-sur-Oger indgik forleden en aftale med den amerikanske Gordon Atlantic Development om 80 hektar jord, der ikke er klassificeret som AOC-jord. Der kan altså ikke plantes vinstokke. Men der kan til gengæld godt spilles golf.

Det kan blive spændende at følge projektet. Det har altid undret mig, hvor uudviklet Champagne Viticole er. Hvor lidt der er for turister. De fleste gennemfører trods alt deres champagne-indkøb på en halv dag, og hvad skal man så lave resten af tiden, hvis man ikke gider køre i Merciers lille tog i Épernay eller tælle gargoyler på katedralen i Reims?

Lad mig bare være ærlig. Jeg lander nok ikke selv på den nye golfbane. Heller ikke selvom den gnubber skuldre med Mesnils Grand Cru-druer. Men det kan jo være, der følger andet med på sidelinjen.

Himlen over Loisy

Himlen over Loisy-en-Brie mandag eftermiddag. Jeg beskærer og beskærer og beskærer. Hvor mon de skal hen? Jeg skal kun en meter til venstre. Jeg skal hele tiden en meter ti venstre. Jeg har beskåret 200 meter Meunier-vin. Det har Alain også. Vi mangler 28 af den slags rækker rækker, før vi er igennem den ene halvdel af parcellen les vieilles Grandmères.

Belles Feuilles er klar

 

Parcellen Belles Feuilles før vi gik i gang med at beskære.
 

En færdig vinstok facon Vallée de la Marne.

Denne weekend så vi omsider enden på parcellen Belles Feuilles. To uger har vi brugt, sådan som vi havde planlagt. I morges var pivende kold. Vi begyndte med en meget nydelig rimfrost på grene og kvas. Kulden trænger imidlertid hurtigt ind i fingre og fødder, især den når den er hjulpet af den vind, der ofte huserer i denne parcel.

Vind er en faktor, man bør tage alvorligt, og vi har derfor planlagt efter at klippe den del af rækkerne, der ligger mest i læ på de mest blæsende dage. Det er et fint eksempel på, hvordan forholdene i Champagne kan variere nærmest uendeligt, selvom alle parceller tilsyneladende har gennemlevet det samme år. Vores andre parceller ligger fem kilometer herfra, og de gennemlever netop ikke det samme.

Kun tilsyneladende eksponeret på samme måde, mod den nærmest uendelige slette Champagne Crayeuse, fyldt med marker så store, at ens tanker kan blive ledt i retning af den amerikanske Midtvest. Loisy-en-Bries parceller gemmer sig en anelse bag en skrænt, får lidt læ af parcellerne bag næste landsby. Man mærker kun ganske sjældent nogen vind der.

 

Bål i brouetten, januar 2009.

Med vind, frost og kulde lå termometret på frysepunktet selv klokken 10.30. En tid efter kom solen frem, og den tager hurtig så meget magt, at den værste kulde viger. Bålet på kvas i brouetten hjælper også.

Vi brænder alle grene for at undgå at sygdom spreder sig. Planterne i Belles Feuilles har det generelt virkelig godt. Her er meget lidt af den smitsomme Esca, som vi er meget plaget af i Loisy-en-Brie. Grenene i Belles Feuilles har generelt stærke og sunde.

Det primære problem har sådan set været, at denne parcel normalt er blevet beskåret af en freelancer. Folk, der gerne beskårer hurtigt, og derfor undlader at fjerne gamle grene, som man bør for at sikre vinstokken konstant fornyelse. Det har vi så gjort, og der har derfor været rigtig mange tykke stammer at klippe over.

Det kan man godt mærke i hånden, når det foregår seks timer om dagen. Jeg ser derfor frem til Loisy-en-Brie, hvor jeg selv har sørget for at klippe gamle grene af de sidste par år, og hvor der derfor ikke kan være alt for meget. Der er så til gengæld fem gange så mange vinstokke som i Belles Feuilles, så der er nok at lave alligevel.

Næste mål hedder 15 rækker af 200 meter i løbet af de næste to uger.

2008

Der er god champagne i vente til den, der har tiden for sig. 2008 tegner stort.

Allerede før vinhøsten blev årgang 2008 omtalt som noget, der godt kunne gå hen og blive stort. Under selve høsten holdt de positive udtalelser, og det har de sådan set gjort lige siden.

Nu er det jo sådan med årgangschampagner, at de bedste ikke kommer på gaden før om lang tid. De store huse er vel p.t. i gang med at sælge 1998. Nogle har stadig 1996 tilbage. Selv har vi primært 2002.

I dag havde jeg lejlighed til at spørge en, der har hals- og håndsret over både virkeligt gamle flasker og over de druer, der formentlig også vil komme til at leve i mange år. Han mener, at 2008 tegner endog endnu bedre end 1996'eren.

På koop'en diskuterer smagerne af basisvine og prøve-assemblages heller ikke, om der skal millésimeres. Diskussionerne går mere på, hvilke vine der skal anvendes i hvilke champagner.

Jeg vil prøve at bevare mindet om 2008 vel. Så det er til at få øje på en anden gang.

Saint Vincent og hvad deraf følger

Jeg burde have vidst, at jeg ikke kan lave en aftale med naboen på sådan en torsdag. I går var det Saint Vincent, og det er den årlige festdag i le vignoble. Også Verzy har sin messe i kirken, procession med den ny vin og brioche og efterfølgende det officielle - taler, diplomoverrækkelser og så'n - og derpå fri bar på kooperativet i et par timer.

Det er landsbyens jeunes vignerons - den unge generation af vinbønder, og selvom vi begge har passeret fyrre, nogle af os kun akkurat, tror jeg sådan set nok, at vi kunne snige os ind i samme klub - der beskænker, og det gør de godt. De behøver sjældent nøde alt for meget, og de bliver næsten lidt fornærmede, hvis man ikke skal have noget i glasset. Det sker for mit vedkommende primært, hvis et andet glas venter et andet sted.

Sådan har nabokonen det også, og jeg ved jo også godt, at hun og manden har fest den dag, når de har varmet op på koop'en. Dermed burde det være indlysende, at hun ikke kunne være ved sine fulde fem, når hun ved cirka samme tid bevæger sig ud på gaden en stund for at udføre det ærkefranske ritual: Lukning af skodder. Ganske rigtigt, da jeg mødte hende ved middagstid i dag, kunne hun end ikke huske, at vi mødtes i går. Enten har hun mange års erfaring i at bære en bjørn, eller også skal jeg måske se at få spidset min generelle opmærksomhed en anelse mere.

Kombi med indlagt Blanc de Blancs

I dag klarede vi en kombi: Først en halv dags vinsmagning på kooperativet, suppleret med en halv dags beskæring bagefter. Vi begynder på den ene side at kunne se enden på Belles Feilles, og på den anden begyndelsen på en idé om, hvad høståret 2008 vil bringe. Gode sager, kan jeg godt afsløre.

2008 har ret generelt tegnet godt. Meget syre i basisvinene giver et godt og langt potentiale, og La Vigneronne pønser da også på både en Vertueux, en almindelig Blanc de Blancs-årgangschampagne, de to rosé typer, den traditionelle assemblage og en lille ny, der vil få et højere indhold af blå druer - Pinot Noir og Meunier - end vi normalt bruger i Vertus.

20 forskellige vin clairs, assemblages og årgangschampagneforsøg blev det til i dag. Jeg begynder at have mere ud af at teste basisvinene, de byggesten, som ønologen Arnaud bygger sine assemblages af. Det vil sige, aromaerne kommer til mig, nogle af dem i hvert fald, og jeg begynder at have en mening om, hvilke vine jeg kan lide og hvilke jeg synes mindre om. Nu mangler jeg så at følge disse vines udvikling over tid.

To Meunier og Pinot Noir-vine var også på dagens program. En af dem deltager vi selv i som en af ikke ret mange leverandører af Meunier og Pinot Noir fra Vertus' omegn. Vi fornemmer meget tydeligt, at der foregår et stående slag omkring disse blå druer. Det handler om, hvor mange af dem der må ryge i den almindelige brut uden årgang.

Arnaud havde lavet seks forskellige assemblages, og her kompliceres tingene atter for mig. Man skal have fat i de meget fine smagsmæssige og siden sprolige nuancer for at kunne kvalificere forskelle på disse vine. Det kan jeg endnu ikke.

Mine smagsløg blev sendt til tælling på de sidste seks af 20 vine. Jeg bemærkede samme fænomen som sidst. Inden mine sanser bliver trætte, begynder alkohollen at brænde ubehageligt i ganen. Jeg konstaterer derfor blot, at der er materiale til fine ting i koop'ens stil.

Vi sluttede af med et glas - der var sansestoppet til alt held ophævet. Vi drak en Blanc de Blancs 2002, og den smagte intet mindre end forrygende. Jeg sendte mere end en tanke til den Blanc de Blancs årgang 2000 fra Trépail, som vi smagte for en uge siden. Som var vidunderlig. Dagens Blanc de Blancs kan til hver en tid hamle op. Den havde de samme fine aromaer kombineret med dette noget mere, som alderen giver en Chardonnay, der får tid nok at finde det frem i.

Alain mente i øvrigt, at en smagning koncentreret omkring Chardonnay-vine, ligesom leder smagsløgene frem mod mere, og at Blanc de Blancs'en også derfor fremstod som så ualmindeligt god. Jeg husker faktisk ikke nogensinde at have nydt den så meget.

Han mente også, at man arbejder ekstra godt på et dejligt glas champagne. I hvert fald forløb de efterfølgende fire timers beskæring behageligt. Tempoet lader til at have stabiliseret sig, men arbejdet forløb ligesom lettere. I produktetes ånd. Totalt løftet stil.

Gylden idé

I dag har vi bladret i toldvæsenets guldmappe. Godt nok beskærer vi hele tiden, men i morges regnede det så meget, at vi i stedet tog til Épernay for at kigge på toppe.

Champagneflaskers hals er normalt pakket ind i folie. Ofte i en metalfarve, men det kan også være hvidt, sort eller en farve. Vi går efter helt almindeligt guld i en nuance, der vil matche vores guldstjerne. Når vi køber disse folietoppe, betaler vi samtidig de afgifter, den franske stat skal have per flaske, og vi kan derefter sælge flasker på almindelig vis.

Da dette jo er Frankrig, manglede vi naturligvis et stykke papir, og måtte køre hen til hovedtoldkontoret og tale med en sagsbehandler. Denne ikke særligt charmerende myndighedsbygning - alt var grimt - livede gevaldigt op qua stribevis af reklameplakater for champagne, der var sat op mange forskellige steder i bygningen.
Det er samtidig disse myndigheder, der benhårdt kontrollerer bl.a. vinbønder, og det var derfor helt pudsigt at se reklamefremstødet på samme myndigheders vægge.

Jeg fandt det faktisk ligefrem så forrygende, at jeg fik en - synes jeg selv - temmelig god idé til en plakat, jeg gerne vil have lavet for Champagne Tange-Gérard. Jeg kan næsten ikke vente med at få entreret med de rette personer. Kan næsten ikke tænke andet end hurra, og så har vi endda ikke engang hentet guldet endnu.

Rørstrømsk

 

 

 

 

 

 

 

Fra morgen til eftermiddag i parcellen Belles Feuilles mellem Soulières og Givry-les-Loisy den forløbne uge.

Denne uge har vi været i vinen i alt fem dage. Begge to eller i hvert fald Alain. Mere end seks timer i det fri bliver det ikke til, men det er også rigeligt. Hver aften ligger vi totalt brak af al den friske luft og fysiske udfoldelser.

Godt nok rykker vi op igennem rækkerne i adstadigt tempo, men det er skam hårdt. Fyren, der beskar disse planter sidste år, gjorde det på den hurtige måde. Det betyder, at det er nødvendigt at klippe gammelt træ over på næsten hver plante, og det er fysisk virkelig hårdt. Det drejer sig om flere centimeter tykke træstammer, der skal klippes i stykker for at de kan vristes ud af spalieret. Der skal jeg skam også trække til. Den, der har grinet af mine spaghettiarme i tidernes morgen, bør nu tørre smilet af i en fart.

Vintræ skulle jo være så godt at grille på, og da vi brænder grene af til den store guldmedalje, har jeg nu købt pølser, så vi kan stege nogle frankfurtere til frokost i det fri over brouetten. Noget af et rustent trillebørsmonstrum, der lægger små rygende hilsener af glødende aske op igennem rækkerne, efterhånden som Alain skubber den op.

Vi er lidt over halvvejs igennem den første, den mindste parcel. Jeg er helt rørstrømsk af al den friske luft og skønne sol. Trods ondt i sidebenene.

Beskæring i "Belles Feuilles"

 

 

Alain beskærer i parcellen "Belles Feuilles" i Soulières, den 13. januar.

Omsider er vi kommet i gang med at beskære. Mandag middag slog vejret om fra de seneste ugers bidende kulde til næsten milde fem plusgrader.

Vi har derfor benyttet lejligheden til at få beskåret nogle Pinot'er. I anledning af, at Alain er blevet aktiv i gårdfirmaet - udover ham selv er hans mor og fætter aktionærer - har vi fået 33 ares mere at beskære. 3300 kvadratmeter vinstokke på den parcel, der bærer navnet "Belles Feuilles".

Det er utroligt, hvad et navn kan betyde. Der er altid en positiv stemning, når vi går til arbejde på dette stykke jord. Også under vinhøsten, hvor vi på forhånd ved, at det er her, vi vil finde de største, smukkeste og mest modne Pinot Noir. Dem, der egner sig bedst til rødvin.

 

Pinot'erne i Belles Feuilles er beskåret efter Vallée de la Marne-systemet, der går tjept.

Denne tirsdag eftermiddag er ingen undtagelse. Vejret er faktisk ganske vidunderligt. Ikke en vind, en behagelig kølighed mod kinderne og duften af frisk træflis, der lige er spredt i rækkerne. Jeg er naturligvis udstyret, så jeg vil kunne overlave natten i bivuak, hvis det skulle være. I virkeligheden får jeg det hurtigt en smule varmt under al ulden. Men hellere det end betændelse og små ubehagelige mikrober.

Jeg noterer mig til min meget store tilfredshed, at mit tempo er stort set lige så godt som Alains, og da vi regner vores gennemsnitshastighed ud, kan vi konstatere, at vi ligefrem holder akkorden. Vel at mærke UDEN at snyde og beskære på den lette, forbudte måde. Lyder næsten for utroligt, at to halvgamle væsener som os skulle klare det på andendagen. Har Alain mon kigget i den rigtige tabel?

Han vurderer arbejdet her til at vare to uger. Om vejret vil.

Vintervin

 

 

Vinmarker ved Soulières, den 10. januar.

Arbejdet i vinmarkerne har ligget stille for de fleste i nogle uger.

En bidende kulde med frostgrader ned til minus 16 den anden nat er målt. På grænsen for hvornår træ begynder at tage skade.

 

 

Månen hang stor og tung over Soulières, dog endnu ikke helt fuld den 10. januar.

Lørdag aften nævnte Alain som en af de små spidsfindigheder, jeg elsker at blive bekendt med, at sneen ligger længere på jorder med kridt og kalk. Fordi de opsuger vand som en svamp og dermed bevarer kulden længere, formoder vi. En glimrende indikator for, hvilke jorder der eventuelt egner sig til beplante med flere vinstokke.

En smule irriterende ikke at kunne komme i gang med arbejdet, men disse solnedgangens douce farver fra den kolde polarpalet er da nydelige.

Mine fingre blev stort set frosset i min jagt på billeder af månen over vinen, der hang tung og enorm som en bold, der dansede på de Chablis-beskårede vinstokke på skråningen overfor les Crochettes, der tilhører min franske familie.

Maroilles med rosé

En medkooperant - eller hvad det nu hedder - kunne under gårsdagens vinsmagning på kooperativet næsten ikke blive færdig med at rose kombinationen Maroilles med gammel rosé champagne.

Maroilles er en ost fra vores nærområde. Den er fremme overalt i forbindelse med vinhøsten, fordi den traditionnelt er færdig ved den tid, og dermed et praktisk element, der er blevet tradition.

Osten er opfundet af munkene fra klostret af samme navn i det 7. århundrede, og er en af Frankrigs ældste oste. Den er lavet af komælk, og tilhører den del af familien, der har pate mokke à croute lavee. Maroilles tilbringer fire måneder i en bestemt type kældre, der tilllader udvikling af bestemte mikrokulturer, der er årsag til dens kraftige smag og røde skorpe. Hver uge vendes osten og børstes med saltvand eller af og til øl.

En gammel rosé champagne er i hvert fald ikke yngre end 15 år, og den må meget gerne også være 20 eller flere endnu. Vi har endnu ikke selv den slags flasker i kælderen. Tid, salg og valg vil influere kraftigt på vores muligheder i dén retning.

En tur i smageriet

Dagens tur i smageriet afslørede, at der nok skal komme interessante flasker ud af vores anstrengelser under den seneste vinhøst. Formiddagen bød blandt andet på en smagning af et par reservevine, nogle vins clairs, nogle pre-assemblages - vinmagerens forsøg på at skyde sig ind på den rette blanding - nogle enkeltmarksvine og nogle mulige millésimes.

Det var den tredje smagning af vins clairs(*) fra 2008 på kooperativet, i dag primært deres mulige ægteskaber, idet basisvinene blev smagt sidst på sidste år.

Alain fortalte derfra, hvordan flere af disse helt unge vine havde et mere komplekst udtryk og helt andre aromaer, end dem vi smagte i 2007. På disse få uger har vinene udviklet sig, og flere af dagens smagere fortalte, hvordan nogle af de enkeltmarksvine, vi smagte, i dag har andre præg end for få uger siden. Læs også om Smagning 2007.

Fire med meget eller lidt pære
I min næse og mund havde alle fire et tydeligt præg af pære. Den første i så kraftig - og i virkeligheden forstyrrende grad, at der faktisk ikke var meget andet, hvilket fik en af smagerne til at snakke om denne vin, som en man ville forvente fra området ved Nantes i Loire snarere end Bergères, Oger og omegn. Nu kender jeg ikke disse vine, jeg tænkte på pærecider uden brus. Hmmm. I de andre vine optrådte pæren som et bidrag i et samlet hele, hvilket var behageligere.

Jeg lurer stadig på, hvordan disse vine egentlig skal være for at give god champagne. De har jo en hel del processer og år foran sig før de er færdige, og smagerne er derfor ikke ude efter en vin, der behager ganen i dag, men en vin, der vil behage ganen, når den har udviklet sig færdig.

Så meget har jeg da fattet, at det ikke er de vine, der er umiddelbart lette at gå til, der interesserer herrerne og damerne. Der skal ikke være for meget sødme, frugt og duft. En flatteur ældes ikke godt. Især de kommende årgangschampagner, der skal udvikle sig langsomt, behøver ikke vise de store takter på denne side af de næste fem år.

Endnu en smagning er programsat inden den store blanding. Gerne med både hanner og hunner, for "damer smager altså ikke det samme som os", som en af dagens deltagere udtrykte det. Jeg kan kun være enig. Jeg synes, at mænd og kvinder i det hele sanser mange ting forskelligt.

(*)Vin clairs er lavet af druer fra den seneste vinhøst, og det er dem, stedets vinmager blander til de såkaldte assemblages, der vil blive tappet på champagneflaske i løbet af i år. Basisvinene kan være noget af en sur omgang. De indeholder ofte rigtig meget syre, især når man smager dem på et tidligt stadium. Det er den syre, der blandt andet skal til at skabe god champagne.

Koldt derude

 

Vinstokke med lidt snekrystaller for fødderne. Verzy, den 6. januar.

Hård frost, høj sol. Ingen er i marken undtagen tre vanvittige vinarbejdere i Côte des Blancs. Mit gæt er, at det ikke er deres egne vinstokke. Risikoen for at planterne tager alvorligt skade med tidens iskolde temperaturer er alt for høj.

Selvom det på sigt er en bevarende gestus at beskære en vinstok, tilføjer vi den i første omgang et sår, som den skal bruge kræfter på at hele. Et sår, som giver frostgraderne let adgang til de ædlere dele.

Vi befinder os derfor indendøre. Skriver blog. Laver Facebook-grupper. Tyder gamle noter. Klapper kattekillinger. Laver kaffe. Henter børn.

Champagne Tange-Gérard

 

Denne etiket sidder på den ene af vores lyserøde champagner.

Vi sælger nu champagne.

Blækket er knapt tørt på etiketterne, og vi har hverken lim eller flasker for den sags skyld. Nyheden er virkelig ny.

Til gengæld har vi nu nogle tusind nytrykte etiketter liggende ovenover mormors musselmalede tallerkner og foreløbigt flasker nok at klistre på. Vi skal blot hente dem hjem fra kooperativets kælder. Om det så er en flink nabo, der har tilbudt os et hjørne i sin cave, hvis det piner på.

Det tegner til et bonne année. Og nyt.