Så er det afgjort. Spændingen er udløst på bedste vis.
I dag blev Champagne udnævnt til Unesco verdensarv.
Det har selvfølgelig en betydning for turisme, for image og så videre, men først og fremmest tror jeg da, at mange mennesker i vinbranchen her oplever det som et kæmpestort blåt stempel af eget og slægtens indsats gennem mange generationer. Mange mennesker her har i høj grad en fornemmelse af, at vinen bliver, mens de selv blot er dem, der midlertidigt har vinstokkene i varetægt.
Det drejer sig om en arbejdsproces, der begynder i vinmarkerne, fortsætter i husene (hvor vinen laves) og slutter i kælderen.
Symboliseret ved vinmarkerne ved Hautvilliers, Avenue de Champagne med dens industribygninger fra 1800-tallet og Saint Nicaise-området i Reims, hvis undergrund huser de berømte gallo-romanske kalkstensminer, der kom til at fungere som champagnekældre og blev symbolske herfor.
I virkeligheden slutter processen jeg slet ikke i kælderen, men først ude hos dig. Denne vigtige del af nydelsen er ikke mulig at Unesco-beskytte, men uden dig derude er vi andre her heller ikke, og på den måde synes jeg alle delprocesser hænger sammen og udgør den skønneste helhed. Billedet af fra vores vinhøst i 2012, et tidspunkt hvor alle delprocesserne går op i en højere enhed.
Man bliver ganske tør i munden af al den glæde. Nu må det være på tide at udbringe en skål.
Det er en virkelig god nyhed for Champagne.
No comments:
Post a Comment