13 July, 2015

Allons enfants

 
Posted by Picasa
Bastille-festen nærmer sig.

Aftenen, den 13. juli i vores franske landsby, Soulières i Champagne. Aftenens værter er det lokale, frivillige brandkorps, der skrumper år for år, men de er der da stadig med spidsstegt lam, gris og grillpølser. Masser af chips og sangria af den slemme slags. Med årene har der også sneget sig salater med pasta, ris og ligefrem grøntsager med op på buffeten.

Et af aftenens højdepunkter vil være brandchefens ugættelige opgave, tæl et utælleligt antal elastikker eller lignende, vi spiller altid med, men vinder aldrig. Det hører sig altsammen til.

Musikken spiller via en DJ med nørdbriller, der er kommet hele vejen fra Vertus med sine discs, og der er ikke længere så meget som en eneste pasodoble imellem, men i år er ungerne helt med. Kan Stromaes og Philip Katherines tekster par coeur.

Hvis det ellers ikke regner, slutter den pæne del af festen med flagermuselanterner og gåsegang til marken overfor, hvor brandmændene skyder kommunens fyrværkeri til himmels. Og så er det den 14. juli.

No comments: