Egevin

To af årets reservevine har fået lov at vokse sig store på egefade.

Det er ret nyt, ret forsøgsvist, og ikke mindst ret interessant.

Vi er vant til en trods alt forholdsvis ensartet vifte af duft og smag fra vores Chardonnay-druer, og det er dem, som egefadet giver et ordentligt tvist i en helt anden retning.

Fra større eller mindre kompleksitet på næsen og i ganen går vi mod lidt af et brag.

Fra frugt som ananas, grapefrugt, litchi og selvfølgelig citrus bevæger vi os over i noget helt andet.

Lakrids? Mener Alain prøvende, måske, for en, der virkelig ikke bryder sig om hverken lakrids, anis, fennikel og hvad der ellers hører til på denne front, kan det være svært at definere helt skarpt.

Jeg ved heller ikke. Det er i hvert fald ikke lakrids som i Superpiratos, men det kan da godt være, at der er noget lakridspulver a la Bülov over smagen.

Slik dukker også op. Men hvilken? Syrlige drops?

Helt sikker er vanillen og eftersmagens meget lange ophold i munden.

Vine fra egefad er meget kraftfulde, hvilket normalt ikke er et udtryk, vi søger.

Men disse vine er heller ikke på vej mod egne flasker. De er tænkt som en brik i et større billede, og de vil kunne komplementere andre vine, der er vinificeret på ståltank.