Nytåret i Normandiet

Vi havde ellers sat os for, at vi skulle en ordentlig ladning billeder nytårsaften.

Glade mennesker, der drikker masser af champagne.

Det er altid det samme. Når festen først ruller, er der alligevel ingen, der gider fotografere. Eller kan.

Så jeg har ikke et eneste.

I virkeligheden er mit bedste minde fra nytåret heller ikke festen med de mange glas.

Pænt mange Noirs & Blancs, og til lidt af hvert, og det klarer den egentlig ganske godt.

I Champagne bruger vi jo en hel del tid på at hænge over glassene og alt muligt, der mætter, inden vi går i gang med at spise, og det gør man også i Normandiet, hvor vi var.

Der var indkøbt så mange østers, at der bør være nok til resten af ugen. Også selvom de indgår i hvert måltid.

Østers så friske, at de stadig duftede og smagte af havvand. Af en kvalitet, som man selv i Frankrig skal kigge lidt efter. De var så også kigget ud på Rungis engros-markedet samme morgen. Det hjælper.

Den første januar kom vennens forældre til frokost. De vil altid gerne møde Alain og nu også os, der følger med.

Denne ældre mand er som klippet ud af Asterix, og han har altid noget at fortælle.

Han satte sig med et glas champagne og en gaffel og spiste østers, mens han fortalte om disse østers' kvalitet, om østers generelt og en masse andet.

Sådan er det altid med de to, dette ældre par. Normalt har de altid mad med. Normalt er det altid mad, der kommer til at indgå i det repetoire af fransk mad og livsstil, som jeg altid bygger videre på. Fordi de altid finder de bedste råvarer, og fordi hun er en gudbenådet landkok.

I Normandiet har meget mad svømmet på et tidspunkt. Lige præcis dét kapitel har jeg aldrig dyrket ret meget, før jeg landede i Champagne, så der er meget at lære, og det lærer jeg altså blandt andet af denne bedstefar, der fortæller, og denne bedstemor, der altid knap er inde ad døren, før hun er i gang med at smøre toast med hjemmelavet fois gras, røre dip til de medbragte konkylier eller noget tredje.

Der blev altså spist østers også den 1. januar. Det har jeg heller ikke noget billede af, udover det indre, som har upåklagelig lyssætning.

Jeg er faktisk stadig opfyldt af denne 1. januar. Kan til gengæld ikke huske det store fra aftenen før. Det skulle da lige være, at Eiffeltårnet blinkede til os fra Paris. Hele vejen til Normandiet.