Pariserkasser

 

Vi står med det ene ben i vinen og det andet i Paris.

Jeg klarer kasserne, og som I kan se, har vi endelig fået navn på dem. En lille detalje bevares, men derfor har vi brugt tid på det alligevel.

At pakke kasser er et af de jobs, jeg holder meget af. Ekstra meget ,når jeg i disse dage læser revisorregningen for den firmafusion, der trådte i kraft i går, den 1. juli. Så vidt jeg har hørt - med halvandet øre nede i kasserne - hedder vi nu EARL i stedet for SARL, begge er franske firmatyper, og den slags koster mange kasser.

 

Vores champagner hedder stadig det samme, og selv om det tager tid, er det mig faktisk en udsøgt fornøjelse at pakke kasser om, så flaskerne ligger fint efter farver. Det bliver lige mellem os, Alain finder det uhørt tidskrævende, da jeg jo faktisk pakker flasker påny, der allerede ligger i lukkede kasser.

Ofte ved jeg, hvad I skal bruge nogle af flaskerne til, og jeg synes, det er hyggeligt at pakke dem med en tanke på det. Verdensmester, som jeg er, i at bruge tid på udebitérbare aktiviteter, bare fordi jeg kan lide det. Bloggen og min bog, der kommer til næste år, er andre centrale eksempler på den slags.

Når vi tager til Paris om et par dage, er en af de medfølgende glæder at spise byen med øjnene. Vi skal altid igennem det centrale Paris, og ser Seinen, broerne, Notre Dame, Louvre, Champs-Elysées, Eiffel-tårnet og resten af byens symboler. Desværre næsten altid kun fra Camionetten, men Paris er det lige godt i dén grad. Når vi er hjemme i Champagne igen sidst på eftermiddagen, vil vi vende tankerne og blikket mod den næste by på listen.