Det gamle jerns værdi

Forleden troede vi knapt vores egne øjne.

En stribe metalpinde var til overs. De har støttet unge planter, der nu klarer sig selv. Vi havde derfor lagt dem i græssporet. Når vi skal plante nyt senere på foråret, får vi atter brug for den slags.

Troede vi da.

For sørme da om ikke de var væk. En eller anden har neglet 50 rustne jernpinde. Sjovt nok cirka samtidig med at en person, der samler gammelt jern ind for at sælge det, kom forbi.

Vores var ikke til salg. Men hvor der er vilje, er der jo ofte også vej, og vinmarkerne ligger øde hen efter fyraften.

Nu går Alain og drømme om hegn og led og porte, der kan lukkes, og kun åbnes af rette vedkommende. Drømme kan han jo altid. Det er ikke helt nemt at se, hvordan man kan forhindre den slags, med mindre selvfølgelig at han altid vil transportere alt hjem.

Det gør han også for det meste. Hvorfor er meget klarere efter det rustne jerns forsvinden. Der er åbenbart ingen nedre bagatelgrænse.