Beskæring à la bz

 

Fredag var vi begge afsted for at beskære vinstokke og klæde flasker på. Mandag ligeså. Lejlighed til at eksperimentere med ny og desværre nødvendig hovedbeklædning for mit vedkommende.

Landskabet henlå i farver, jeg endnu aldrig har set helt på lige dén måde. Vi kører jo 50 kilometer mellem vores hjem og vores vinmarker, og har derfor god lejlighed til at se landskabets små skift fra dag til dag.

Efter seks år har jeg endnu ikke set det hele.

Fredag var ugens flotteste dag. Sol og blide vinterfarver i grønt og brunt og med tung, blågrå morgentåge over store dele af côten i Côte des Blancs. Den langstrakte skrænt, der er beklædt med hele have af Chardonnay-vinstokke.

Det var den der tungtfarvede morgentåge, jeg endnu aldrig har set. Tåge plejer at være hvid og enten hænge foroven eller hylle vej og marker i ærtesuppe for neden. Men denne morgentåge mindede mere om en tordenskylle, hvilket den altså ikke var.

Typisk nok var den emnet for smalltalken på kooperativet, da vi hentede dagens ration af flasker. Og så mig: Alors, Solweg, pas de dégustation cette année? Jeg har endnu ikke smagt den nye vin.

Jeg kan ikke få mig selv til at sende den yngste på ikke engang tre et halvt afsted på en ni timer lang dag med frokost i kantinen og efterfølgende pasningsordning. Det er ikke hende, der ikke vil, men mig, der synes, det er alt for mange timer, når man er så lille. Så det ser ud til, at mændene og Isabelle må degustere uden mig i år. Det er ellers ret interessant, og Alain er da også med hver gang.

 

 

Nå, vi har fundet ud af, at det er smart at sætte toppe på flaskerne, mens vi og de stadig er på kooperativet.

Deres maskine er en hel del årtier bedre end vores, og det kan vi lige så godt udnytte.

 

Sådan en lille fætter her fungerer med trykluft, og sætte toppene på så vi ikke får de grimme folder, den antikke model, vi selv råder over, af og til udstyrer flaskerne med.

Snart har vi en kassefuld assemblage og nogle millésimer og Rosé de Saignéer med i druekasserne. Flaskerne skal gøres rene, og derefter kan vi klistre etiketter på.

 

 

Alain har allerede klistret en god ladning assemblage - hos os hedder den Tradition - og dem går jeg i gang med at rengøre én gang til.

Limen sætter af og til mærker, og dem fjerner vi, så godt vi kan, inden vi pakker flaskerne i kasser. Det er ganske meget ekstra, og vi pønser på at købe et lille apparat, der fordeler etiketklister på en måde, der skulle eliminere dette problem med overflodsim og dermed forhåbentlig og formentlig spare os en hel del ekstraarbejde.

 

 

 

Efter frokost kører vi til den vinmark, der hedder Belles Feuilles. Den er beplantet med Pinot Noir, og vi beskærer dem efter Vallée de la Marne-systemet.

Vi beskærer denne parcel for anden gang. Første gang var i januar måned.

En stor forskel er, at forvedningen ikke er gået nær så godt. Hvor vi ved sidste beskæring havde masser af gode, stærke grene at vælge i mellem, sidder der nu forholdsvis få og af og til så skravlede grene, at kvist nok er en mere korrrekt betegnelse. Næppe det gode udgangspunkt for sunde vindrueklaser, og derfor vælger vi da også meget ofte at køre videre med grene, vi ellers normalt ville have klippet af for at erstatte med andre, sådan som Vallée de la Marne-modellen foreskriver.

Vejret har været varmt og overraskende frostfrit, og det er en faktor, der kan have betydning for fænomenet. Det er rimeligt at nævne, at grenene ved den seneste beskæring var af den hidtil bedste kvalitet, jeg har set, hvilket sikkert gør en sammenligning ekstra grel. Mere om beskæring af vinstokke.

Det er dejligt at være tilbage igen.

Om vinteren har jeg oftest haft få ærinder udendørs. Når jeg beskærer vinstokke, finder jeg ud af, at jeg iklædt det rette tøj har det meget behageligt.

Hvad der om morgenen føles som begyndende ondt i halsen, forkølelse og lignende vinterirritationer forsvinder meget ofte i løbet af nogle timers ophold i det fri, og jeg når at få nok lys og luft til at holde vinterdepressive tendenser helt i skak.

Jeg kan simpelthen godt lide det. Men arbejder stadig på den gode beklædningsløsning i ansigtet. Min hud har nemlig ikke reageret ret positivt på det første år fuldstændigt i det fri, og jeg har bemærket, at vinterens vind tilsyneladende er næsten hårdere end sommerens sol.

I første omgang pakker jeg mig ind som en BZ'er eller som en bankrøver. Men det er ingen indlysende løsning, da det begrænser udsynet så meget, at det faktisk bliver ret svært for mig at gennemskue visse grenes placering på stammen, og det forsinker mig ret markant.

 

Denne elefanthue fra farmershoppen er forkastet.

 

Jeg har også arbejdet med en kombi med tørklæde, der heller ikke er indlysende god, omend bedre. Jeg skal selv kunne se, og mine kinder og næse helst intet se eller mærke af hverken sol eller vind. Gode råd modtages. Gerne inden fredag.