Kunsten at forlænge forventningens glæde

For et par måneder siden fik jeg en fantastisk gave fra Paris. Den har virkelig sat mine tanker i sving. Foreløbig peger pilen på cellofan.

Indholdet var the. Den er dejlig, men det er nu emballagen, der har sat sig på mine hjernevindinger. De to theblandinger var nemlig pakket så fint og elegant ind, som var det kronjuvelerne i Tower of London.

Oplevelsen kort fortalt: Jeg blev ved og ved med at pakke ud. Som en Pandoras æske blev nye lag ved med at dukke frem, inden jeg nåede ind til de liflige theblade inderst inde. På det tidspunkt var jeg helt på det rene med, at hop over de lave gærder ikke længere var nogen reel mulighed. Denne the kan kun laves på opvarmet thepotte efter alle kunstens regler, og jeg har endnu ikke snydt en eneste gang.

Det kunne jo være fantastisk at emballere sin champagne således at det gav en tilsvarende oplevelse at pakke den ud. Og det er selvfølgelig ingen kunst at smække fin karton, silkepapir, trææsker og jeg ved ikke hvad uden om flaskerne. Der er bare det lille problem, at emballage i denne region i forvejen tegner sig for 40 procent af det samlede forbrug af CO2, og da vi først står med vores overvejelser nu få dage før Cop-15 eller hvad det hedder, er det ingen reel mulighed at indkorporere et unødvendigt CO2-forbrug som en del af pakken.

Vi kan ikke undvære papkasser. Vi er trods alt nødt til at pakke flaskerne solidt, men det bliver ikke os, der introducerer Loubotin-sko, Swarowski-besatte flasker og jeg-ved-ikke-hvad. Jeg er nok for meget fra Jylland.

Til gengæld går vi og ruger med et par andre tanker, som jeg håber, kan blive en realitet til næste år. De bygger på gode idéer. Helt enkelt.

I mellemtiden er jeg ikke nået længere end til at tænke cellofan. Og det er vel ikke ligefrem stilskabende som Louboutin og Swarowski. Jeg har heller ikke styr på CO2-forbruget endnu. Til gengæld kan det en anden ting, som kan være ret brugbar for os.

Farvet cellofan beskytter mod den såkaldte smag af lys - goût de lumière - som for eksempel champagner i klare flasker er ekstra udsat for, hvis de får for voldsom en dosis af det skadelige ultraviolette lys. Typisk er typisk rosé champagne i klare flasker i farezonen.

Men udover dette praktiske formål gjorde det jo heller ikke noget, hvis man kunne finde en god og CO2-billig måde at strække forventningens glæde helt ud til sit yderste.