Engang gik jeg på kursus med fire andre vinbondekoner. Vi skulle lære at sælge champagne på engelsk. Jeg skulle bare lære noget fransk. Undervejs himlede vores lærer op om, hvor fantastisk champagne er. Det har hun jo ret i. Men man begrænser nu engang sine egne smagsløg, hvis man altid drikker Grøn Tuborg.
Derfor bekendtgjorde jeg glad og fro, at jeg gerne drikker champagne, men da heller ikke går af vejen for en god øl. Målløsheden kunne slet ikke finde nogen ord at stå på, så bemærkningen fik lov at dø i yderste stilhed.
Øl og luksus er i det hele taget så vild en kombination, at en ny øl fra Carlsberg forleden blomstrede på selveste forsiden af den konservative og præsidenttro Le Figaros erhvervssider.
Det er også verdens dyreste, siger Carlsberg selv. 269 euro per flaske og 600 flasker i alt. Sjældenheden - må man formode - er den motor, der primært er udset til at drive salget.
Og hvad Champagnes Grønne Tuborg angår, så må det vel være Moët & Chandon. Størrelsen og salget taget i betragtning. Men drikker man bare det, er man slet ikke i nærheden af, hvad champagne kan være. Lidt ligesom med Grøn Tuborg.
No comments:
Post a Comment