Hvor: Vi holder til i Champagne, cirka 150 kilometer øst for Paris. Vores tre hektar vin ligger i udkanten af Côte des Blancs, som er et af de kendteste vinområder i Champagne. Vores druer vokser i landsbyerne Soulières og Loisy-en-Brie på den anden side af lillebyen Vertus.
Hvem: Vinstokkene er plantet af min mands far og bedstefar. Jeg er kommet i forbindelse med dyrkning af vin, da jeg flyttede til Champagne i 2004. Nu passer jeg sammen med min mand, Alain, en hektar med Meunier-planter. De øvrige to hektar bliver passet af min mands fætter og hans kone. Familien hedder Gérard, og man finder os ingen steder, fordi vi indtil videre sælger vores druer til et kooperativ i Vertus. I øjeblikket har min mand status som deltids vinbonde, og jeg er på vej til at få samme status. Vores plan er at etablere eget mærke.
Hvorfor: Jeg skriver bloggen, fordi jeg elsker champagne, at skrive og nu også vindyrkning, champagnisation og smagning. Jeg skriver den for alle andre, der deler disse glæder, på dansk og engelsk for udbredelsens og min mands skyld. Jeg begyndte at blogge, da mange familiemedlemmer, venner og tidligere kolleger tilbage i 2004 fandt det spændende at følge med i min første, aktive vinhøst. Den enkleste løsning var at udgive på nettet. Siden er jeg blevet overbevist om, at det også er den mest interessante løsning, fordi nettet gør det muligt at skrive for en gruppe mennesker, der interesserer sig specifikt for champagne og måske også Frankrig.
Hvordan: Tjah, det skulle bloggen her, mine tekster og billeder, gerne afsløre en hel del af. Er det ikke tilfældet, så giv mig et praj her. Jeg kan ikke love at udbedre manglen, men jeg kan have den in mente i forbindelse med opdateringer af Bobler.
Hvornår: Jeg opdaterer bloggen cirka tre gange om ugen, dog afbrudt af ferier i Danmark. Selvom jeg lige så let kan skrive fra København som fra Montagne de Reims, er arbejdsmuligherne færre og koncentrationen tilsvarende dårligere. Desuden er det godt for arbejdsmoralen at være i nærheden af vinstokke og champagnehuse, har jeg bemærket.
Andre spørgsmål? Mail mig her. Billeder her.
Bloggens indhold står - hvis ikke andet er direkte angivet - alene for min egen regning.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment