Flere jernpæle er skiftet, enormt mange meter wire er spændt ud, og en af sæsonens to gåture med ukrudtsmiddel er gennemspadseret. Det er en tung formiddag, hvor Alain når igennem alle rækkerne med op til 20 kilo på ryggen: Sprøjtemidlet i plasticbeholder. Resten klarer traktoren, som vi lejer til jobbet.
Flot solskinsvejr har den seneste tid sat fut i vinstokkenes vækst. De første blade er fremme i Loisy-en-Brie, flest på Chardonnay-planterne, lidt færre på Meunier. Man kan nu se de første anlæg til årets druer, og den spæde begyndelse til de stængler, der i løbet af de næste måneder vil vokse sig lange og uregerlige, ligeså.
En af naboparcellernes ejer eller lejer - jeg er ikke klar over forholdene - mener, at vi nu godt kan pakke frygten for frost sammen. Hvorfor han mener det, er nu ikke helt indlysende for os. Bladene er helt usædvanlig tidligt fremme, og dermed er frostfaren næppe ovre, så svært det end er at forestille sig, når man sidder med sommerens første anstrøg af farve efter en skøn solskinsweekend i det fynske.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment