Nyt marts 2006

15.03.2006: Eksporten af champagne til Storbritannien voksede imponerende fire procent i 2005. Briterne drikker dermed knapt 37 millioner flasker i løbet af et år, oplyser Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne. CIVC noterer vækst i salget af både rosé- og årgangschampagner (henholdsvis 5% og 7,3%. Også salget af store flasker som Magnum (1,5 liter), Jeroboam (3 liter) og sågar Nebudkanezar (15 liter) er i vækst.

15.03.2006: Den internationale luksusindustri har øjnene stift rettet mod de mellem 10 og 30 millioner yngre, velhavende kunder, man enten allerede har eller regner med at hale hjem, i boomøkonomierne Indien og Kina. Ifølge den franske Colbert komité, der organiserer 69 kendte, franske mærker - herunder champagnerne Bollinger, Krug, Veuve-Clicquot-Ponsardin, Ruinart og Laurent-Perrier - tog efterspørgslen fart allerede i 2002, året efter at Kina tilsluttede sig verdenshandelsorganisationen WTO. I begyndelsen aftog det kinesiske marked melem en og tre procent af mærkevaresalget, men det er nu steget til mellem fem og syv procent. Kina ventes at overhale Japan som verdens største konsument af luksusvarer om bare fem år. Kun i Europa er der ingen vækst.

27.03.2006: Pinot Noir-genomet er ved at være kortlagt. Det består af 19 kromosomer, der hver især indeholder en god halv million nekleotider. Mere præcist er det den komplette sekvens af disse, som italienske og amerikanske forskere har fastsat, skriver Decanter.com. Det er førse gang, at arvemassen for en frugtbærende plante er blevet bestemt. Den nye viden vil kunne bruges til at udvikle vinstokke, der er bedre tilpasset til vanskelige, klimatiske forhold, og som er mere resistente overfor sygdom. Pinot Noir dyrkes blandt andet i Champagne og i Bourgogne.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Luksuriøs indkøbskurv

Bollinger står mange britiske hjerter nært. James Bonds hofmærke og leverandør til den engelske dronning.

Champagne har altid stået englændernes hjerter særlig nær. Historisk set begyndte de endnu før franskmændene selv at sætte pris på boblerne, der helt oprindeligt primært blev betragtet som en produktionsfejl.

På den britiske regerings seneste indkøbsliste - en officiel indsamling af priser, som man bruger til at beregne to årlige prisindeks, der blandt andet anvendes til at fastsætte rente og størrelsen af statslige ydelser som pensioner - har champagne erstattet billigere, mousserende vine som den italienske prosecco, den spanske cava og den franske cremant.

De 26 debutanter blandt i alt 650 produkter fortæller deres egen historie om nye tider, nye skikker og måske mest af alt ny, rig middelklasse i Storbritannien. MP 3-afspillere og fladskærmsfjernsyn optræder sammen med champagne på listen for første gang i år. Med tilbage fra 1950'erne er Tupperware og dåsefrugt.

En flaske per voksne brite
Salget af champagne i Storbritannien voksede sidste år med fire procent til knapt 37 millioner flasker. Det svarer til en fordobling på 10 år, og med den holder briterne sig da også suverænt i front som Champagnes største eksportmarked. Den spanske cava har i øvrigt tredoblet sit salg i samme periode.

Den spanske cava kan købes i supermarked til kampagnepriser helt ned til tre pund per flaske, oplyser dagbladet The Independent. De billigste champagner finder man normalt ikke under 10 pund (godt 110 kroner). Alligevel sidder champagne på imponerende 40 procent af det britiske marked for mousserende vine. Champagnes andel af det samlede globale marked er ellers 15 procent.

Ifølge flere kommentarer på BBC's hjemmeside får inflationen kunstigt åndedræt, når man inkluderer produkter som MP 3-spillere og fladskærmsfjernsyn, der uværgerligt vil falde meget i pris, mens man holder benzinpriser og huslån ude. Champagnen spiller næppe nogen rolle i det spil, for med priser ned til 10 pund er der ikke stor forskel på prisen i Storbritannien og her i området, hvor prisen på de uafhængige vinbønders brut'er normalt begynder ved knapt 100 kroner flasken.

Mere om briternes indkøbsvaner og inflationsrater hos National Statistics.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Et lille kursus i kunsten at være ydmyg

Vinhøst i Loisy-en-Brie, 2004, det var i øvrigt også min første vinhøst.

Vi har haft vores søde naboer på besøg i weekenden til en drink, og jeg har lært to nye ting om den forestående prøve. På fredag morgen.

For det første skal hver eksaminand beskære både to Chablis'er og to Cordon'er. Der er altså ikke en lettere og en sværere variant af prøven, som jeg har troet hele tiden. Kun dobbelt så meget at bestå eller dumpe på.

Det er jo blot en prøve
Gennem to og en halv måned - 10 kursusdage - har jeg troet, at den praktiske prøve kun er halvt så omfattende, som tilfældet er. Hvilket jeg i øvrigt fandt udfordrende nok. Jeg kan blive helt svedt ved tanken, om hvor meget andet jeg forventes at vide, som jeg heller ikke har hørt og/eller forstået.

Men som de siger allesammen - og her er franskmænd og danskere s'gu forrygende enige - det er jo kun en prøve. "Hvis du ikke klarer den, går du bare op igen, når du har erfaringen til at bestå," opmuntrer nabokonen, Jocelyne. Herregud.

Så hvorfor er det lige så meget mere hæsligt, end de fleste andre prøver jeg foreløbig er gået til?

Udfordring af hovedet eller hænderne
Denne prøve består af tre dele. De dele, jeg kan sætte mig ned på min flade og forberede mig på, kan jeg næsten håndtere. Jeg synes godt nok, det er en enorm udfordring at forberede en mundtlig prøve på fransk, men jeg kender da processen: Det, du ikke kan forstå, må du lære udenad i stedet. Forståelsen går nu fint nok, det er mere at huske alle ordene, og så oven i købet være i stand til at jonglere med dem, der udfordrer mig.

Abeprøven... den skriftlige - syv rigtige svar ud af 10 mulige på 10 minutter - fungerer fint. Jeg kan mærke, når jeg øver mig på det nu, at jeg kan stoffet så godt, at jeg faktisk er begyndt at lave fejl, fordi jeg ikke koncenterer mig fuldt ud om at læse spørgsmålene ordentligt.

Næh, den virkeligt udfordrende del er den praktiske. Jeg kan såmænd godt beskære både Chablis og Cordon de Royat, hvis jeg sidder i fred og ro og ruller gennem rækken i mit eget tempo.

Men jeg kan selvfølgelig godt mærke, at jeg altid har solgt mit hoved, når jeg gik på arbejde, og aldrig mine hænder. Og at det er en ny oplevelse at skulle prøves på samtlige de felter, hvor jeg er svag. Føj til praktikken også sproget.

Kørekort til vinen
Det tætteste, jeg har været på noget tilsvarende, må være køreprøven i sin tid. Dengang brugte jeg alle de billige kneb, jeg kunne komme i tanke om.

Jeg tog lårkort nederdel på, og sørgede for gentagne gange at fortælle den motorsagkyndige, der var håbefuld politiker ved det kommende kommunalvalg, at jeg arbejdede på den regionale radiostation. Jeg bestod... hvorfor var en stor gåde for både min kørelærer og mig selv. Men et kørekort er et kørekort, og jeg har haft det lige siden.

Denne prøve er den første af rendyrket, praktisk karakter for mit vedkommende lige siden, men den er naturligvis meget mere end det. Det er i virkeligheden en forklædt test i ydmyghed. Den foreløbigt allerhårdeste, mentale test af min accept af et liv i det fremmede og det, det indebærer.

Følelser og ren logik
Jeg kender en fransk kvinde, der drog til Storbritannien med en akademisk grad, og indledte sine 12 år i England ved et samlebånd. Dermed viste hun en beslutsomhed og en vilje til at lære sit nye land at kende fra bunden, der gav hende en basis i form af sprog og kendskab til sit nye lands uskrevne regler, der betød, at hun snart kom til at bruge sin uddannelse.

Det er udefra set selvfølgelig soleklart, at emigranten må begynde på et andet trin end han ville have gjort i hjemlandet, hvor alt er kendt. Nu foregår følelsesmæssig erkendelse og efterfølgende accept og handling ikke nødvendigvis i takt med den intellektuelle.

Jeg kan godt regne ud, at det ikke er noget personligt nederlag, at mine præstationer roder rundt en tak eller to over den funktionelle analfabets - så lang tids erfaring har jeg trods alt ikke i Frankrig - alligevel kan jeg konstatere, at jeg bare ikke ejer spyt nok til at få den kamel ekspederet.

Det er måske forklaringen på, at jeg næsten ikke kan bære at gå et næsten - omend ikke helt 100 procent - sikkert nederlag i møde fredag morgen. Men da vi har meldt mig til prøven - og betalt - giver det selvfølgelig ingen mening ikke at prøve. Bortset fra at logik er den stort set mindst anvendelige, mentale operation, jeg kan komme i tanke om i denne forbindelse. Et ordentligt læs ydmyghed på falderebet, ville til gengæld være velkomment.

Ydmyghed på falderebet
Jeg husker levende min gamle mormors kamp for de sidste år af sit liv at acceptere at leve i afhængighed af andre. Jeg tror helt bestemt. at det er sværere at lære sig selv at være svag end det modsatte. I hvert fald hvis man en gang har vænnet sig til at være stærk. Jeg konstaterer, at jeg i løbet af disse to og en halv måned udover at beskære og binde op har lært et par ting eller tre om mit eget sind.

• Jeg er åbenbart et hardcore konkurrencemenneske, der ikke gerne går ind i noget, hvis mine chancer på forhånd er små. Jeg synes åbenbart ikke, at det er i orden for mig at tabe, selvom dumpeprocenten med sine 50 er yderst demokratisk.
  
• Jeg vidste godt, at jeg er stolt, alligevel er graden kommet bag på mig. Jeg tror nok, at den har ofte været min ven i forhold til at gennemføre projekter. Nu gør den det svært for mig at tage prøven afslappet: Det er kort og godt ikke lige meget for mig, heller ikke selvom jeg som den eneste ikke har hjemmebanefordel.

I øvrigt har jeg rent fysisk temmelig store problemer med at følge trop. På den niende kursustorsdag blev det ikke til mere end to gange 30 minutters beskæring og slet ingen opbinding.

Jeg er fem og en halv måned henne og har taget næsten ni kilo på. Jeg har svært ved at bøje mig for at se, hvad jeg skal, og den lave arbejdshøjde på 60 centimeter sætter sig meget hurtigt i maven i form af ubehag og smerter. Udover den ene time i vinen brugte jeg resten af torsdagen tilbagelænet i bilen og udstrakt i min seng. Jeg øver mig heller ikke længere i weekenden. Det må gå, som det kan.

Forny aldrig den amerikanske vin
Nabokonen Jocelyne har endnu et tip på falderebet:

Man dumper, hvis man skærer sin rachet på et skud fra den nederste del af vinstokken, den såkaldte amerikanske vin. Det er sådan set fair nok, for den er steril, så man fornyr sin plante med den, kommer der ikke de druer, der skal. Kunsten er at se forskel.

"Vent og se", siger Jocelyne, der har 30 års erfaring i vinen, "Om nogle år er det nemt nok at se forskel på de rigtige og de forkerte skud." Det kunne elektrikerens kone, der var ny i feltet ligesom mig, ikke, da de var til prøven sammen for mange år siden.

Jeg kan selvfølgelig heller ikke. Jeg ved blot, at jeg skal passe på med at bruge de allernederste skud til noget. Men det vidste hun sikkert også godt. Problemerne opstår, når der nogle gange ikke er andet, og så er det selvfølgelig noget rigtigt møg ikke at kunne skelne.

Men som de siger allesammen: "Det er jo kun en prøve, herregud." Ja, det er det jo kun.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Til den særligt interesserede, dumper man også på:

1) at være for langsom,
2) at have for mange charpentes: Husk fire er tilladt,
3) at slå courson'er ihjel, hvis det ikke er nødvendigt,
4) at have superposition og chevauchement,
5) at skære sin lancement under rachet'en,
6) at holde forkert på sin beskærersaks,
7) at have for få pluspoints i den endelige sammentælling,
8) at forny sin Cordon de Royat for tidligt.

Eksamen i vinen nærmer sig

Lille mand i vinens uendelige vidder. Opbindingen synes endeløs set fra gaden, når jeg sidder der selv, arbejder jeg mig stille og roligt fremad, og finder det oven i købet ganske behageligt.

Mit kursus i vinbeskæring begynder at lakke mod enden, og jeg kender nu dato og tidspunkt for det afsluttende prøve. Jeg har fået nogenlunde styr på teknikkerne, og har denne weekend taget fat på at øve mig i at binde op. Hvad jeg mangler nu for at øge mit tempo og forbedre mine beslutninger er primært erfaring.

Jeg synes selv, at jeg har været rimelig flittig til at bruge de muligheder, jeg har for at øve mig. Søndag formiddag har jeg tilbragt med at binde svigermors Chablis-beskårede Chardonnay op. Det gik fint. Det er næsten ligefrem behageligt at trille afsted gennem rækkerne akkompagneret af fuglesang under den klare forårssol.

Men selvom foråret nu er så fremskredent, at jeg smører solcreme på kinderne, før jeg tager fat, er jeg stadig solidt klædt på. Flere lag uld under overjakken, regnbukser over cowboybukserne, handsker og hue og ekstra sokker og uldsål i gummistøvlerne. Vinden blæser fortsat fra det kolde hjørne.

Ene i et hav af vin
Set udefra, fra vejene, fra stierne mellem vinrækkerne ser vinbeskæring og opbinding overvældende ud. Ene mand - eller dame - i et mægtigt landskab af vin. Og selvom mange af parcellerne er ret små, står stokkene alligevel så tæt, at man skal arbejde sig igennem rigtig mange kilometer for at nå i mål. Mange har radio med, nu hvor fuglene synger så intenst, foretrækker jeg at høre dem. Men jeg har heller ikke tilbragt flere måneder med først at beskære og siden - nu - at binde op.

Når jeg selv sidder på den lille vogn med de kraftige hjul - camionnette'n - oplever jeg ikke den tilsyneladende uendelighed. Fokus er på den plante, jeg arbejder med lige nu, og til dels dens nabo, men aldrig længere fremme end det.

Det er en lille, enkel verden. Snoren, som består af et stykke tynd metaltråd omviklet med papir, ligger i en skuffe bagpå vognen. Vinen er foran mig, mit værktøj i skødet. Snoren vikler jeg et par gange rundt om den gren, jeg vil binde op. Jeg anbringer min lieuse's krog udenom de to trådender og hiver forsigtigt mod højre.

Bevægelsen efterlader, når den går godt, en stram snoning, der vil hjælpe vinen med at holde sig oprejst ved hegnet, når den senere på sæsonen får mere at bære på. To bindinger per gren - charpente får en, prolongement den anden - er normalt nok. Derpå sætter jeg godt af med benene og ruller videre opad mod næste plante, der får samme behandling.


Først anbringer jeg grenene i korrekt position, derpå gør jeg dem fast med en løkke af snor, og til sidst snoes løkken til en stram binding.

Ind i mellem er jeg nødt til at tvinge grenene - så meget det nu er muligt - i ret position. En gren fortsætter måske fra den ene side af en jernpost til den anden og kan derfor ikke bindes helt tæt til tråden. Det kan også være for at undgå superposition - det forbudte fænomen, hvor to frugtbærende grenes knopper vil skyde ind i hinanden. Andre gange er den gamle gren, der bærer det frugtbare stykke, ikke lang nok til at nå op til den nederste række tråd. Så må jeg prøve forskellige andre kunststykker for at få den bundet fast alligevel.

Ingen af dagens grene knækker, så min manipulering af dem kan ikke have været alt for hård. Og så har Annie valgt gode, stærke grene, da hun beskar for nu måneder siden.

Sidste store opgave
Opbindingen er den sidste store arbejdsopgave, inden vækstperioden sætter ind. Og det varer ikke længe nu, for tårerne - les pleurs - er så småt begyndt at flyde også her. Plantesaften er altså på vej op, og livet ved at vende tilbage. Knopperne er også så småt begyndt at få et uldent udseende.

Når knopperne for alvor begynder at vokse, og de første, sammenfoldede blade lader sig ane, bliver det noget mere vanskeligt at binde grene op uden at ødelægge knopper. Jeg formoder, at der er en ret stor sandsynlighed for at det vil være tilfældet under prøven. Den foregår i Bisseul nedenfor Avenay val d'Or, hvor vi allerede i sidste uge kunne konstatere de første tårer.


Liesen består af en krog og en klipper.

Ubeskåret er undtagelsen
De fleste steder, jeg den sidste tid er kørt igennem i Montagne de Reims og i Côte de Blancs, har vinarbejderne skiftet deres tøndetrillebør og grensaks ud med lieuse og camionnette.

Kun ganske få parceller står endnu ubeskårede tilbage. Man kan udskyde vækstperioden med en uges tid ved at beskære senere, og det er et trick, der kan være interessant på særligt frostudsatte parceller. Den anden indlysende mulighed er, at ejerne blot er sent på den.

Som kusine Nathalie, der velvilligt har ladet mig få del i både sin viden og mere praktisk fingrene i sine cordon'er i Rilly-la-Montagne. En metode, jeg finder mindre kompliceret end Chablis. Jeg begynder nu at være nogenlunde tryg ved at træffe mine egne beslutninger. Selv når jeg beskærer Nathalies Meunier-stokke, som jeg meget nødigt vil indskrænke udbyttet unødigt på. Hvad svigermors Chardonnay angår, ved jeg jo fra høsttiden, at de giver rigeligt, så et par beskæringsfejl vil ikke få dramatiske konsekvenser her.

Nathalies besiddelser er i øvrigt et meget godt eksempel på, hvor spredt ejerskabet meget hurtigt bliver her i Champagne. Hun har parceller tre forskellige steder: I Rilly-la-Montagne efter sin stedfar og to forskellige steder omkring byen Dormans i Vallée de la Marne, hvor hun kommer fra, efter sin mor og bedstemor. Indenfor den nære familie kommer dertil ægtemandens marker, som ligger i Côte de Blancs i nærheden af vores. Det betyder, at arbejde i vin også indbefatter en hel del køren rundt.

Prøvens facts
Jeg har nu lært:

At beskære vin efter Chablis- og Cordon de Royat-metoderne.

At binde op.

Reglementet for AOC'en (appellation d'origine controlé) champagne.

At klare den skriftlige abeprøve til noget nær perfektion...

Jeg er stadig usikker på den praktiske prøve. Det går fint nok, når jeg kan få lov at arbejde alene. Det er værre, når nogen kigger på, og allerværst tager tid.

Jeg mangler også at lære en omgang teori svarende til 10 maskinskrevne A4-sider, hvilket jo ikke er vildt omfattende. Den blokerende faktor er, at det er på fransk. Jeg har besluttet mig for at lære en side udenad hver dag frem til prøven.

Den finder for mit vedkommende sted om præcis 10 dage. Alains eksamen er dagen efter. Det er næsten en som bestilt, som en gave, at jeg skal til fadet først, og derfor i hvert fald ikke skal gå rundt og bide negle en hel dag, hvor han er afslappet, fordi det hele er slut for ham.

Til gengæld hårdt for den gravide mave at skulle stille tidligt morgenen efter sidste skoledag. Min graviditet gør det sværere for mig at udføre arbejdet optimalt. Jeg har svært ved at bøje mig nok for at kunne se, hvad jeg har brug for at se. Og jeg har behov for at ligge udstrakt i nogle timer efter at have siddet på min spand - alternativt camionnette - og arbejdet i et par timer. Jeg må sige, jeg glæder mig til det er slut. Alle siger i øvrigt til mig, at jeg selvfølgelig skal gå op til prøven - jeg er meldt til - og det kan jo være, at jeg består.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Fuglene melder forår i Champagne

Vinmarker i udkanten af Rilly-la-Montagne i Montagne de Reims. Champagnes hovedstad Reims anes i horisonten. Der er under 10 kilometer.

Foråret er kommet til Champagne. Vi går ud i dage med høj, klar og lysende blå himmel.

De fugle, der bliver hos os, er begyndt at bygge rede og synger med hvert deres næb i skov og by. Deres rejsende kolleger har kurs nordpå, højt over vores hoveder. Jeg tænker på alt andet end fugleinfluenza, når jeg hører dem. De giver mig hjemve.

Det er næsten altid, når jeg er i vinen. For at arbejde, for at fotografere eller for at gå tur. Et stort privilegium er det til gengæld at have timelange ærinder i dette naturens vidunderlige opholdsrum.

Solen varmer kolde kinder
Det er stadig ret koldt. Om morgenen decideret frysende ned til i hvert fald et par streger under frysepunktet. Vinden er kold, luften ligeså, men vi mærker tydeligt, at solen virkelig har taget kampen op mod vinterens kræfter. Den varmer kinderne, og jeg er overbevist om, at vinteren ikke længere har den mindste chance.

Efter at have tilbragt den ottende torsdag på beskæringskurset i Avize vendte jeg ligefrem hjem med solbrændte kinder. Jeg havde end ikke skænket det en tanke, at solcreme måske var lige så vigtig som uldne sweatere, hue og handsker.


Frossen jord og vandpytter med is udenfor Bouzy i Montagne de Reims. Vi mærker primært foråret pga solens varme, fuglenes sang og det klare lys.

Vinstokkene holder dog stadig pause. Når vi beskærer, kan vi se, at tåretiden - les pleurs - endnu ikke er sat ind. Det er godt nok, siger kusine Nathalie, der har tilbudt mig træningstid i selskab med hendes cordon-beskårede Pinot Meunier i Rilly-la-Montagne, en anden lille vinlandsby i Montagne de Reims.

Vinens tåretid melder ny sæson
Tåretiden er et fænomen, der sætter ind, når vinstokken efter vinterens hviletid begynder at vågne op til dåd og fornyet vækst. Når varmen i jorden passerer en bestemt temperatur, skifter den fortættede saft i vinstokken tilstand, bliver flydende og søger atter op i planten, mod knopperne. Beskærer man sin vin på det tidspunkt, vil saften flyde fra hvert klip, som var det et åbent sår. Det kalder man vinens gråd.

Tårerne er dog ikke værre, end at marts ifølge kurset i vinbeskæring er den allerbedste tid at beskære. Dog ikke hvis det fryser mere end to-tre grader natten efter indgrebet. I så fald risikerer man tværtimod frostskader. Allerede et par dage efter er såret dog helet så meget, at det kan modstå frost.

Deres ankomst er i øvrigt også et højst lokalt fænomen. På de sydvendte bakker udenfor Avenay val d'Or er nogle af Pinot Noir-planterne nu så småt begyndt at safte. På den flade slette nedenfor Avize, hvor en kold vind fra nord altid synes at have det sidste ord, viser de ellers tidlige Chardonnay endnu ingen tegn på liv. Og Nathalies nordvendte Pinot Noir ligeså.

Kaninernes spisekammer
Nathalie har i øvrigt sin egen metode, og hun deler gerne. Mens du fjerner de gamle bindinger fra sidste år, danner du dig samtidig et indtryk af cordon'erne og de grene, der er skudt fra den. Du vurderer, om du skal forny planten ved at klippe en lancement, og laver i så fald denne. Dernæst hele tre rachet'er, hvilket bestemt ikke passer med teoriens rigoristiske eneste en med to knopper.

Hvad teorien ikke kan vide, er at Nathalies vingård må være blandt den nordlige del af Montagne de Reims' mest populære kaninpladser. Og de små bæster nøjes ikke med at oppe rundt i sporene, de fouragerer også, hvor de kan finde interessante fødevarer. Og herunder sorterer altså knopperne på vinstokkenes rachet'er. Nathalie efterlader sig derfor to rachet'er med to øjne og en med et enkelt.

Jeg kommer jævnligt forbi netop dette sted sent om aftenen, og ser ganske rigtigt hver gang mindst en håndfuld små kaniner, der løber over vejen for at pjatte videre i en anden vingård. Ingen bakker mellem Rilly-la-Montagne og Verzy synes så populære blandt kaniner som lige akkurat denne.

Konsekvensen af de tre rachet'er er til gengæld, at Nathalie efter opbindingen må spadsere en ekstra tur gennem rækkerne for at fjerne de overflødige skud, der har overlevet kaninernes aftenmanøvrer.


Det højeste punkt i Montagne de Reims (259 meter) befinder sig mellem landsbyerne Bouzy og Louvois i udkanten af den store skov, der dækker hele toppen af bjerget.

Fredagsbar om torsdagen
Torsdagen - beskæringsdagen - minder ellers mere og mere om fredagsbar. I dag har Damien medbragt rødvin, baguette og svigermors hjemmelavede patéer til casse-croûte inden vi skal beskære. Et par timer senere - lige før frokost - serverer han champagne, en rose de saignée fra departementet Aisne, som er Champagnes vestligste udpost, og desuden en blanc de blancs fra Avize.

Nu synes jeg jo personligt rigtig godt om netop vores egen rosé de saignée, der har en vidunderlig dyblyserød farve og rig smag af røde frugter, så jeg har lidt svært ved at forlige mig med Damiens, der er mindre frugtagtig og meget mere tør. Druerne i Aisne er mere syrlige, oplyser Alain. Til gengæld vinder roséen utrolig meget ved at blive indtaget med Florences små quiche-bidder og chips. Den synes meget mere afrundet og behagelig i salt selskab.

Damiens andet bud - blanc de blancs'en fra Avize - klarer sig til gengæld fint alene. Rene Chardonnay-champagner kan godt virke lige lovligt hvidvinsagtige, men denne er bare blid og behagelig i ganen, en perfekt aperitif. Den vinder over vores egen ikke årgangs blanc de blanc, der er mere syrlig. Hvis man omvendt godt kan lide at få sine smagsløg udfordret, er vores årgangs blanc de blanc - Le Vertueux hedder den - formentlig mere interessant. Men det er til gengæld heller ikke helt fair at sammenligne årgangschampagne med ikke årgangs champagne. De er forskellige.

Champagnes udbud af forskellige champagner er et sandt skatkammer af udfordringer til hele sanseapparatet. Hvis man altså er hooked på den slags.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Starwod åbner ballet om Taittinger

Et af Champagnes mest prestigefyldte huse er sat til salg. Det er den amerikanske investeringsfond Starwood Capital, der sidste år købte Taittinger-gruppen, der har åbnet ballet om champagehuset af samme navn.

Interesserede købere kan rekvirere et dossier, som er udarbejdet af bankerne JP Morgan og Rothschild. Man må påregne et ret dybt greb i lommen, idet huset Taittinger er vurderet til omkring 450 millioner euro (knapt 3,4 milliarder kroner). Ifølge dagbladet Le Figaros finanssider regner Starwood dog ikke med at sælge for under 550 millioner euro (4,1 milliarder euro). Auktionen ventes at begynde senere denne uge.

Blandt aktiverne er 288 værdifulde hektar beplantet med vin i de bedste områder og 20 millioner flasker champagne i kældrene. Dertil kommer vinøse aktiviteter i områder som Bordeaux, Loire og Californien.

Salget af Taittinger følger i kølvandet af et andet og meget omtalt ejerskifte. Boizel Chanoine Champagne købte i slutningen af 2005 det 200 år gamle hus Lanson International.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

USA og EU underskriver aftale om navne

Champagne er nået et lille skridt videre ad en årelang vej mod den globale eneret til betegnelsen champagne. Det sker, efter at EU og USA i sidste uge underskrev en aftale, der er det foreløbige højdepunkt efter mere end 20 års forhandlinger.

I dag er det ganske vist kun i USA, at vinproducenter stadig skriver champagne på deres etiketter. Nu er den amerikanske administration imidlertid gået med til at bede Kongressen begrænse brugen af 17 europæiske stednavne, herunder Bourgogne (Frankrig), Chianti (Italien), Sherry (Spanien) og Tokaj (Ungarn).

Amerikanerne har hidtil opfattet navnene som betegnelser for bestemte typer vine.


Der er ikke meget romantik over en kolonne store ståltanke. I Champagne bruges de til den første gæring og ikke til lagring.

Ædel smag fra træchips
Intet i denne verden er som bekendt gratis. Europæerne har til gengæld måttet tillade amerikanske vine, der har udviklet en nobel træsmag, fordi den har lagret på ståltanke tilsat træchips og ikke egefade. En produktionsform, der ikke er tilladt i Europa, men som er billigere. I kølvandet på aftalen har Italien bedt EU om at ændre lovgivningen og tillade brug af træchips også i Europa.

Europæerne har også måttet anerkende amerikanske stednavne som Long Island og Applegate Valley. Men det har nok gjort mindre ondt end træchips'ene.

Hinandens største markeder
USA og Europa er hinandens største eksportmarkeder for vin. EU står foreløbigt for broderparten og sælger mere end dobbelt så meget (to milliarder euro) til USA som den modsatte vej. Men det kan ændre sig, eksporten af amerikansk vin til Europa er i vækst.

Da aftalen blev indgået sidste efterår, blev den blandt andet kritiseret for kun at gælde nye vine. Det betyder, at de producenter, der hele tiden har solgt deres vin under betegnelsen champagne, kan fortsætte hermed.

Forhandlinger om, hvad nyhedsbureauet AP beskriver som en "mere ambitiøs" aftale, begynder om nogle måneder. Den vil blandt andet omfatte mulig introduktion af amerikanske vine med lav alkoholprocent på det europæiske marked.


Gammeldags egefade er i vækst i Champagne. Typisk til at lagre de vine, der tilsættes efter degorgering (propskifte) i form af liqueur de tirage.

Læs den amerikanske pressemeddelelse om underskrivelsen af aftalen.

Læs mere om aftalen her.

Aftalen omfatter i øvrigt mange flere produkttyper end vin og champagne. I Danmark kan feta'en få problemer. I Storbritannien kan den blå Stilton-ost forvente beskyttelse. Læs mere om effekterne hos BBC.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Syvende torsdag på tid

Cordon-beskåret Pinot Noir med prolongement og courson'er.

Den syvende torsdag er dagen, hvor jeg tager mod til mig og accepterer at klippe min første Cordon de Royat på tid. Formentlig som den sidste på holdet.

Vi befinder os igen i Avenay val d'Or, blandt private vinstokke i de sydligste udløbere af Montagne de Reims. Et charmerende landskab med bittesmå og skrånende parceller, der alle er beplantet med Pinot Noir. Det regner ind i mellem, men når man først er klædt på til at være ude, forekommer dråberne som en detalje sammenlignet med den friske luft og vildgæssenes kalden fra oven, når de passerer i kileformation højt over vore hoveder. Der er forår i luften, og over 10 grader.

Den sværeste hurdle fra begyndelsen forekommet mig at være tiden. Jeg består ganske vist heller ikke... men det er i det mindste ikke tiden, der fælder mig. Derimod en af de mange detaljer, man må kunne udenad.

Pas godt på de druebærende dele
En Cordon de Royat-beskåret vinplante bærer vindruer primært på sin prolongement - en etårig gren for enden af den gamle cordon - og så på courson'erne - små grenstumper, der stritter i vejret fra ryggen af cordon'en.

Efter dagens tidtagning kan jeg konstatere, at det er éliminatoire at stryge en courson uden grund. Fair nok, der er trods alt ikke så mange druebærende grene på en cordon-beskæring. Alain nævner, at hans mor altid har talt om, at Cordon de Royat gav mindre end Chablis, og når vi går i gang med at tælle de knopper, der skal give vindruerne, er der da også langt færre på en Cordon de Royat (10-12 stykker) end på en Chablis (15 stykker). Tallene med forbehold for antallet af courson'er og cordon'er samt antallet af charpentes, der jo varierer alt efter, hvor meget plads vinstokken har at brede sig på.

Jeg ved nu også, at den tilladte afstand mellem yderste courson og prolongement ikke er de ned til 10 centimeter, der er tilladt praksis mellem resten af courson'erne. Helt ned til afstanden entre-noeud - der svarer til afstanden mellem to knopper - er acceptabelt i denne alleryderligste position. Jeg lover, jeg glemmer det aldrig mere.

Instruktøren Stéphanie er heller ikke ganske tilfreds med min finbarbering. Jeg klipper ikke tæt nok ind mod stammen, når jeg fjerner gammelt træ. Et spørgsmål om træning og teknik, det er ganske fysisk krævende at klippe i det hårde træ, selv med en ny kampklar beskærersaks som min.

Selv om jeg egenhændigt har formindsket den kommende høst, er jeg alligevel pavestolt over at have klaret tidskravet.

Den vigtige systematik
Da jeg selv har været en stor og dygtig pige, der har prøvet testen, synes jeg bedre, at jeg kan overvære et par andre. Og det bringer andre, interessante detaljer frem. Der må således aldrig være mere end to lange grene i en Cordon de Royat-beskæring. Altså enten to cordon'er, en cordon og en lancement eller bare en enkelt cordon.

Det ved vi alle sammen uden tvivl. Men i kampens hede - under instruktørens skarpe øje - kan man hurtigt overse selvfølgeligheder. Især hvis man ikke holder sig til den systematik, Stéphanie ellers har prøvet at lære fra sig.

Hun har imidlertid kun sagt tingene en enkelt gang, og ikke mindst for mig er det et rimeligt usikkert grundlag at samle nødvendig viden op på. En gang er næsten ingen gang. Næsten, da det naturligvis er tilladt at gennemlæse de papirer med teori, vi har fået udleveret, og hvor alt uden tvivl er nævnt i om ikke andet en bisætning på sidste side.

Opbinding af cordon
Den sidste time øver vi os i at binde op. Et tyndt stykke metaltråd med papir uden om snos udenom de grene, man vil binde fast, lieusen anbringes en god centimeter under snoningen. Med en lettere bøjet venstre hånd holder man fast på sine trådender, mens man med den anden trækker lieusen mod højre.


Lieusens krog er klar i løkken.

De to modsatrettede bevægelser snor trådenderne sammen i en forhåbentlig nogenlunde stram binding, der skal hjælper vinstokken til at holde sig oprejst, når den får mere at bære på i løbet af den vækstperiode, der nu snart begynder. Dog ikke endnu. Pleurs-perioden, hvor vinsaften driver ned ad grenene ved hvert klip, er endnu ikke sat ind.

Mine bindinger er noget løse i geleddet. Jeg er nødt til at lave en hel del af dem om og forudser endnu en weekend i svigermors Chablis, hvis jeg skal gøre mig noget håb om at kunne mestre også denne kunst på tid i løbet af de nærmeste uger.

I dag skal ingen dog tage fra mig, at jeg kan beskære en Cordon de Royat indenfor den gældende akkord.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Champagne lovgav mod uro

Vinbranchen i Champagne kan synes lige så reguleret som hedengange Sovjet med dets økonomiske tiårsplaner. Gennem den tid, jeg har boet her, har det fået en og anden person til i bedste fald bare at trække på smilebåndet. For andre kan den minutiøse styring af alt fra høstens kilovise størrelse til hvem, der har ret til at købe hvor meget vin og af hvem, give virkeligt alvorlige trækninger i selv et slapt konkurrencegen.

Men der findes forklaringer på det tilsyneladende tyranni. Kast et blik ned over det sydfranske, hvor tidens hårdt pressede vinbønder syder og raser og går på barrikaderne. Og lad mig så forklare, hvorfor de strikse rammer for Champagnes appellation måske alligevel ikke er helt tossede.

Helt enkelt, så har det sikret arbejdsro for mange tusinde mennesker i snart 100 år.

Oprør i Midi
Problemerne i en region som Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig, der i en årrække har været storleverandør af billig vin, er kort og godt, at for mange vinbønder producerer for meget vin med for få aftagere.

Et kendt problem på de kanter. I 1907 siden var 80.000 demonstranter på gaden i Narbonne og en halv million i Montpellier. De var utilfredse med faldende druepriser som følger af overproduktion. De anklagede vinmagere og vinhandlende - négociants - for at spæde den lokale vin op med billigere dråber fra Spanien og Nordafrika. Soldater blev sat ind mod stenkastende demonstranter, de åbnede ild og fem blev dræbt.

I vores dages Midi går de mere militante blandt vinbønderne også blandt andet efter de négociants, der er mellemled mellem vinbønderne og de endelige kunder. Senest i denne uge, hvor flere vingrossister med udenlandsk vin i tankene blev angrebet. Tanke med vin blev åbnet, og tusinder af hektolister udenlandsk vin sendt i kloakkerne. Det skriver det britiske vinblad Decanter.

Udenlandsk vin er udover vingrossisterne et af angrebsmålene i et område, hvor desperationen er enorm efter, at salget af den lokale vin er styrtdykket med over 40 procent på bare tre år. (2) Tallet stammer fra Jean Huillet, leder af kooperativerne i departementet Hérault i Languedoc.

Det kan forekomme langt fra det rolige og rige Champagne. Tilbage i 1911 udviklede situationen sig henover seks måneder til at blive så overophedet og desperat, at den franske regering valgte at sende 35.000 soldater til departementet Marne for at genskabe roen efter seks måneders uroligheder, der i april 1911 kulminerede i et raseri, der langt overgår, hvad vi foreløbigt har set i Midi.

Alt var tilladt i Champagne
Årsagerne til det voldsomme raseri var langsomt bygger op de foregående år. De store champagnehuse havde gode dage under den Belle Epoque, der gik forud for 1. Verdenskrig. Vinbønderne derimod levede under fattige forhold, og tilmed uden ret store muligheder for selv at forbedre deres situation.

De befandt sig i lidt af en klemme, idet de levede af at sælge vindruer. Fandt de ingen køber, kunne de intet stille op med deres høst, da det for 100 år siden kun var de færreste, der havde ekspertise og udstyr til selv at lave champagne ud af druerne.

De store huse, der dengang som i dag, kun ejede en lille del af vingårdene i Champagne, gjorde, hvad de kunne for at holde druepriserne nede. Og for de mest skrupelløse, var ingen kneb tilsyneladende for beskidte.

Drueopkøbere fra de store huse forsøgte at købe de lokale druer så billigt som muligt ved snyd og bedrag og trusler. Jernbanen havde tillige gjort det nemt at fragte druer fra andre og billigere regioner i Frankrig, og da der kun blev krævet mindst 51 procent lokale druer i en flaske champagne, blev det endnu en metode at holde prisen nede. Allerværst var dog de største profitmageres påfund med at blande æble-, pære eller ligefrem rabarbersaft sammen med druesaften. Det stod ingen steder skrevet, at champagne skulle være lavet alene af druer. Eksemplet stammer fra de amerikanske journalister Don og Petie Kladstrup nye bog om Champagne. (1)

Kombinationen af alt dette samt en serie dårlige vinhøster, der kulminerede i 1910, hvor de værst ramte kunne høste bare fire procent af normalen, fik Champagnes vinbønder til at se rødt i april 1911. De var inspireret af 1907-opstanden i Midi, gik på gaden og lod et vildt raseri overtage dagsordenen i 24 timer.

"Vores tomme maver har bevæbnet os," citerer Kladstrup'erne en vinbonde for at sige.

Borgerkrig i Marne
Champagne var således allerede lidt af en heksekeddel, hvor en gnist var nok til at antænde det ulmende raseri. Gløden blev nyheden om at senatet havde besluttet sig for at anbefale at annullere en lov fra 1908, der klassificerede Aube i det sydlige Champagne som andenrangs vinområde.

Loven havde allerede gennem nogle år bragt de to vinområder - begge i Champagne - på randen af borgerkrig med hinanden. I første omgang udløste den vild jubel i Marne og ditto raseri i Aube. Tre år senere var situationen omvendt. Præfekten i Marne beskrev i et telegram til Paris de efterfølgende uroligheder som "en tilstand af borgerkrig".

I landsbyen Dizy ved Épernay blev biler brændt af og klaverer hakket til plukfisk, i Épernay blev champagnehuset De Castellanes kældre ødelagt. I Landsbyen Aÿ udenfor Épernay blev mindst 40 huse ødelagt, herunder seks champagnehuse med kældre og lagerhaller. Tusinder af vinstokke blev trampet ned og brændt af. Vin fra seks millioner ødelagte flasker champagne silede ned gennem Aÿs skrå gader for at ende i floden Marne.

Og så var det slut. I løbet af 24 timer Men raseriet sendte signaler helt til Paris om den uholdbare situation. 1. Verdenskrig kom imidlertid i vejen for hurtige reformer. Først i 1919 kom en serie love, der betød, at champagne fremover kun kunne laves 100 procent af druer, dyrket i Champagne. I 1927 så Frankrigs første AOC (appellation d'origine controlée) dagens lys i Champagne, og den betød, at kun vinbønder i Champagne har lov til at kalde deres vin for champagne i Frankrig. Og Aube kom med i appellationen på lige fod med Marne.

Det har givet arbejdsro i Champagne lige siden.

Regler genskabte balance
De stramme regler genoprettede først og fremmest den tillid mellem store huse og små vinbønder, der manglede. En nødvendig tillid, da den ene part for 90 procents vedkommende sidder på druerne, mens den anden part sidder på en høj grad af udstyr og ekspertise og et apparat til at markedsføre og sælge champagne i udlandet.

Man behøver ikke at elske hinanden for at forstå, at den ene er afhængig af den anden, og desuden har samme overordnede interesse: At sælge champagne og gøre det så godt som muligt.

Derfor hører man heller ingen brok over den stramme styring på disse kanter. Reglerne er nok mange og detaljerede. Alligevel skal man næppe regne med at se det system ophævet lige med det samme. Det sikrer ro og balance mellem parterne.

Tidens uroligheder i Midi fortæller i sig selv om vigtigheden heraf.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Intet for småt for kontrol... Eksempler:

Hvordan vinen skal beskæres, helt ned til antal knopper.

Hvilket arbejde, der må udføres med maskine.

Hvilke druetyper, man må dyrke.

Hvor mange kilo druer man må høste per hektar.

Hvor mange kilo druer man må købe af tredjemand.

(1) Don og Petie Kladstrup: "Champagne. How the world's most glamorous wine triumphed over war and hard times." 2005, HarperCollins Publishers.

(2) Tallet er oplyst til Decanter af Jean Huillet, formand for kooperativerne i departementet Hérault i Languedoc.

Sne i Verzy/Snow in Verzy

Skæve Cordon'er i Avenay val d'Or

Pinot Noir ved Verzy i Montagne de Reims beskåret. Cordon'en er den eller de gamle, tykke gren(e). Disse vinstokke er stadig ubeskårede.

At beskære eller ikke at beskære... Det begynder i hvert fald at være lidt sjovere at komme ud i vingårdene og få fem centimeter mudderkager plantet under støvlerne.

Det er ikke bare mig, der slapper lidt mere af, tuner ind på mine vinstokke og klipper. Hele holdet arbejder både bedre og hurtigere nu. Tydeligste tegn på øget velbefindende er, at flere nu finder overskuddet til at pjatte med hinanden, og det er ærlig talt nye toner. Hidtil har de fleste haft alt for travlt med at tælle knopper til at finde tid til at daske til sidemanden i både bogstaveligste og overført betydning.

Den ene mulighed er, at vi simpelthen bare er blevet bedre. Den anden, at den anden beskæringsmetode, vi skal have lært - Cordon de Royat - er lidt lettere at gå til end Chablis'en. Mit gæt: En kombination. Jeg er trods alt konsensus-dansker ind til benet.

Sol på Avenay val d'Ors skråninger
Skolen i Avize råder over syv hektar vin, men har brug for 15 for at sikre alle studerende nok erfaring i at beskære. De manglende otte hektar aftaler man sig frem til med diverse vignerons. De får gratis beskæring af normalt ret omhyggelige studerende, omend fejl forekommer, endda også graverende. "Éliminatoire", som det så opbyggeligt lyder fra Stéphanie med hendes aldrig svigtende fokus på eksamen om nu fire uger.

Det er vokseneleverne, der bliver sendt afsted til de fjerneste parceller, og derfor befinder vi os denne smukke og solrige torsdag eftermiddag på en skråning ved Avenay val d'Or, som er en lille Premier Cru stationsby på Montagne de Reims sydlige skråninger.

En ældre mand dukker op i vinarbejdernes grønne parka og solide støvler for at vise vej til sine cordon'er, der gror mellem jernpæle, plantet som Kong Volmers Røv i blæsevejr. Meget ulig den ellers militæriske præcision, der normalt hersker i en vingård i Champagne. Nu er det ikke, fordi de er specielt sjuskede i Avenay val d'Or. Uregelmæssigheden lettede tidligere de nødvendige manøvrer med plov, siden har man beholdt den gammeldags facon, forklarer ejeren.

Han er med hele vejen. Det er svært ikke at få den tanke, at han selv - med sin erfaring - kunne have nået at beskære det meste på de to timer, vi bruger. Men måske hygger han sig med et skolebesøg, måske kigger han de bedste ud. Han går i hvert fald med i rækkerne og får snakket både til højre og venstre på en dag så dejlig, at den trods kulden bringer i hvert fald en dansker klare forårsfornemmelser. Til trods for at formiddagsbeskæringen i Avize foregik i snevejr. Sådan kender jeg vejret i april derhjemme, hernede er alt - også vejret - mindst en måned tidligere på færde.

Vor vigneron kigger mystificeret på den mudderindsmurte spand uden hank, jeg kommer bærende med. Den fungerer som min siddeplads i skolevinen. Jeg løber alt for hurtigt tør for energi, hvis jeg skal gå op og ned i knæ, og det er jo den anden mulige arbejdsstilling, når man beskærer vin.

Terrænet er hårdt. Vi begynder i bunden af parcellen, og klipper os op mod toppen. Selvom det kun er et lille stykke jord, må jeg indstille øvelserne efter denne mark. Det er fysisk meget anstrengende at krabbe sig opad gennem den tunge jordbund - selv iført spand - så med ben så tunge som beton hele vejen op til vejen må jeg droppe dagens anden parcel. Dermed går jeg glip af dagens afslutning - un petit coup - fra det lokale kooperativ, som manden er medejer af. Ærgerligt, for det er altid sjovt at smage en anden champagne. Forskellige forhold mellem druetyperne, andre jordbundsforhold og en anden eksponering er de på forhånd givne elementer for smagen af en flaske champagne. Dernæst kommer arbejdet i kældrene, som man bedre selv til en vis grad i hvert fald kan have indflydelse på.

Cordon'ens principper
Avenay val d'Or ligger i Montagne de Reims, og har dermed primært Pinot Noir i vingårdene. Da dette er et Premier Cru-område har bønderne valget mellem Chablis-beskæring og Cordon de Royat. Til røde druer vælger man normalt den sidste, og det er da også denne form for beskæring, vi er kommet for at øve os i.

Den følger nogenlunde de samme principper som Chablis. En enkelt fælde skal man dog tage sig vel i agt for. En Cordon er en gammel stamme, der år for år føjer nogle nye centimeter til sin vækst. Det er imidlertid kun skud fra sidste års tilvækst - altså prolongement eller courson'er - der helt sikkert bærer druer, og det er derfor helt afgørende, at man kan skelne dette.

Systematikken indenfor Cordon de Royat er, at man begynder med at skære sig en rachet. Det er den lille stump med to knopper, der befinder sig ved stammen, og som vi allerede har stiftet bekendtskab med i forbindelse med Chablis.


Cordon-beskåret Pinot Noir med prolongement og courson'er.
Ingen lancement, da der ser ud til at være plads nok.

Den skal skyde direkte fra stammen og klippes på så flot et skud som muligt. Det, vi kalder un beau bois. Virkelighed og teori kan imidlertid befinde sig lysår fra hinanden, når det er tilfældet, bruger vi, hvad vi kan få, og beder en bøn til, at det lille pjevs af en pind vokser sig stærk i løbet af næste vækstsæson. Eventuelt hjælper vi den yderligere på vej ved at klippe den ene knop af, således at der kun bliver en enkelt tilbage til trods for, at reglementet foreskriver to. Det giver den tilbageværende mest mulig kraft.

Næste trin er at klippe sin prolongement. Det er ligesom ved Chablis-beskæring en etårig gren og , der befinder sig i spidsen af i dette tilfælde cordon'en. Herfra skal vi plukke en del af den kommende høst. Til næste beskæring er prolongement'en blevet en del af cordon'en, og til den tid er den ikke længere frugtbar. År for år vil prolongement'en således forlænge cordon'en et lille stykke.

Vi skal tage os i agt for et enkelt forhold. Traditionen tro - i forhold til Chablis - skal naboplanten have lov at være i fred. Prolongement'en må ikke vokse, hvor naboen befinder sig. Er det tilfældet, og har vi endnu ikke fornyelse af planten - herom følger senere - er første mulighed at afkorte prolongemente'en med en enkelt knop og se, om det hjælper. Er der ikke noget at gøre, må man afkorte sin cordon hen til sidste courson og leve med, at denne plante i år vil give færre druer, end den burde. Til gengæld får den så meget mere kraft til at gøre noget ved foryngelsen, når den ikke skal bruge kraft på en prolongement.


Cordon de Royat med fornyelse lige i hælene. Den gamle cordon vil formentlig blive sløjfet til næste beskæring.

Næste skridt er at tage stilling til om det er på tide at forynge planten. Kriteriet er, at længden af cordon plus prolongement udgør mere end to tredjedele af vinens samlede længde. Hvis det er tilfældet, laver man en lancement på sidste års rachet og i en længde af en knop over tråden. Antallet af knopper er - modsat Chablis - underordnet. Illemité. Denne pind skal nu i løbet af nogle år vokse sig til en livskraftig cordon.

Året efter skærer man en prolongement på denne lancement og bøjer og binder denne ned mod tråden. Det bliver i løbet af nogle år til en ny cordon. Når den unge cordon har vokset sig til en længde af to tredjedele af den gamle, bliver veteranen endeligt sløjfet. Processen hedder rajeunissement progressif - altså gradvis foryngelse.

Man må i øvrigt kun forny højst 20 procent af sine vinstokke om året. Man må heller ikke relancere - forynge - samme år, som man klipper en gammel cordon. Det første for at sikre produktionen, det andet for at skåne planten.

Cordon'ens courson'er
Sidst i systematikken kommer courson'erne. Først beskærer man dem, der måtte være på den yngste cordon, hvis der er sådan en, og bagefter tager man fat på den gamles.

Courson'er er små grenstumper med to knopper, hvis man beskærer Pinot Noir eller Pinot Meunier, og tre, hvis det er Chardonnay. Disse stumper skal altid skyde oven på stammen. Til nøds fra siden - det ser man tydeligt at de gamle courson'ers placering - men i hvert fald ikke fra undersiden af sammen. De skal ligesom prolongement'en klippes på sidste års courson for at sikre, at de er frugtbare. Bois fructifère. Man klipper dem med 15 centimenters mellemrum i teorien. I praksis kan vi leve med ned til 10 centimers mellemrum. Det svarer nogenlunde til længden af grensaksen, som er det måleinstrument, der er lige ved hånden.


Knuderne foroven på denne gamle vin er gamle courson'er.

Når courson'erne først er etableret kan man fortsætte samme sted, så længe de blot bliver ved med at sætte nye skud. Hvis der ikke er nogen skud, må man klippe sig en ny courson. Den vil ikke være frugtbar, hvis den er klippet på gammelt træ, men det må man leve med. Ved næste års beskæring bør den have skudt, og disse grene vil så være frugtbare.

I takt med at den eventuelt yngste cordon får sine egne courson'er fjerner vi dem fra den gamle, således at der aldrig er en courson direkte over en anden.

Og så er der sådan set ikke andet tilbage end at rydde sine grene for diverse sideskud, eventuelle indtørrede drueklaser og andet, der kan forstyrre indtrykket af en velsoigneret soldat, klar til indsats om ganske få uger.

Vinen er stadig i dvale, men det må være et spørgsmål om tid, før grædetiden sætter ind - les pleurs - hvor plantesaften stiger op i planten og vækker den.


Courson'er på Cordon de Royat-beskæring.

Fransk tradition tro kan jeg i øvrigt næsten ikke tilbageholde min stolthed over at kunne fortælle, at jeg i dag klarede to skriftlige prøver med 100% rigtige. Stéphanie løfter øjenbrynene og siger begejstret: "Mais c'est bien". Sjette torsdag har således stået næsten i den fuldbårne succes' tegn, og jeg føler mig virkelig i form til at tage en tørn med lieusen i svigermors Chardonnay den kommende weekend.

Beskæringen af dem er helt slut nu. Fætter Gérard undlod dog ikke at bemærke, at man klipper sin række færdig, når man først er begyndt. En anelse ufølsomt, synes jeg, rækkerne er trods alt 200 meter lange, så det tager sin tid, når man bruger 10 minutter per plante. Til hans forsvar noterer jeg til gengæld, at der ikke faldt så meget som et eneste knoppet ord om manglende lancement'er eller håbløst korte prolongement'er. Vi har vel alle været ny i vinen.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.