Champagne lovgav mod uro

Vinbranchen i Champagne kan synes lige så reguleret som hedengange Sovjet med dets økonomiske tiårsplaner. Gennem den tid, jeg har boet her, har det fået en og anden person til i bedste fald bare at trække på smilebåndet. For andre kan den minutiøse styring af alt fra høstens kilovise størrelse til hvem, der har ret til at købe hvor meget vin og af hvem, give virkeligt alvorlige trækninger i selv et slapt konkurrencegen.

Men der findes forklaringer på det tilsyneladende tyranni. Kast et blik ned over det sydfranske, hvor tidens hårdt pressede vinbønder syder og raser og går på barrikaderne. Og lad mig så forklare, hvorfor de strikse rammer for Champagnes appellation måske alligevel ikke er helt tossede.

Helt enkelt, så har det sikret arbejdsro for mange tusinde mennesker i snart 100 år.

Oprør i Midi
Problemerne i en region som Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig, der i en årrække har været storleverandør af billig vin, er kort og godt, at for mange vinbønder producerer for meget vin med for få aftagere.

Et kendt problem på de kanter. I 1907 siden var 80.000 demonstranter på gaden i Narbonne og en halv million i Montpellier. De var utilfredse med faldende druepriser som følger af overproduktion. De anklagede vinmagere og vinhandlende - négociants - for at spæde den lokale vin op med billigere dråber fra Spanien og Nordafrika. Soldater blev sat ind mod stenkastende demonstranter, de åbnede ild og fem blev dræbt.

I vores dages Midi går de mere militante blandt vinbønderne også blandt andet efter de négociants, der er mellemled mellem vinbønderne og de endelige kunder. Senest i denne uge, hvor flere vingrossister med udenlandsk vin i tankene blev angrebet. Tanke med vin blev åbnet, og tusinder af hektolister udenlandsk vin sendt i kloakkerne. Det skriver det britiske vinblad Decanter.

Udenlandsk vin er udover vingrossisterne et af angrebsmålene i et område, hvor desperationen er enorm efter, at salget af den lokale vin er styrtdykket med over 40 procent på bare tre år. (2) Tallet stammer fra Jean Huillet, leder af kooperativerne i departementet Hérault i Languedoc.

Det kan forekomme langt fra det rolige og rige Champagne. Tilbage i 1911 udviklede situationen sig henover seks måneder til at blive så overophedet og desperat, at den franske regering valgte at sende 35.000 soldater til departementet Marne for at genskabe roen efter seks måneders uroligheder, der i april 1911 kulminerede i et raseri, der langt overgår, hvad vi foreløbigt har set i Midi.

Alt var tilladt i Champagne
Årsagerne til det voldsomme raseri var langsomt bygger op de foregående år. De store champagnehuse havde gode dage under den Belle Epoque, der gik forud for 1. Verdenskrig. Vinbønderne derimod levede under fattige forhold, og tilmed uden ret store muligheder for selv at forbedre deres situation.

De befandt sig i lidt af en klemme, idet de levede af at sælge vindruer. Fandt de ingen køber, kunne de intet stille op med deres høst, da det for 100 år siden kun var de færreste, der havde ekspertise og udstyr til selv at lave champagne ud af druerne.

De store huse, der dengang som i dag, kun ejede en lille del af vingårdene i Champagne, gjorde, hvad de kunne for at holde druepriserne nede. Og for de mest skrupelløse, var ingen kneb tilsyneladende for beskidte.

Drueopkøbere fra de store huse forsøgte at købe de lokale druer så billigt som muligt ved snyd og bedrag og trusler. Jernbanen havde tillige gjort det nemt at fragte druer fra andre og billigere regioner i Frankrig, og da der kun blev krævet mindst 51 procent lokale druer i en flaske champagne, blev det endnu en metode at holde prisen nede. Allerværst var dog de største profitmageres påfund med at blande æble-, pære eller ligefrem rabarbersaft sammen med druesaften. Det stod ingen steder skrevet, at champagne skulle være lavet alene af druer. Eksemplet stammer fra de amerikanske journalister Don og Petie Kladstrup nye bog om Champagne. (1)

Kombinationen af alt dette samt en serie dårlige vinhøster, der kulminerede i 1910, hvor de værst ramte kunne høste bare fire procent af normalen, fik Champagnes vinbønder til at se rødt i april 1911. De var inspireret af 1907-opstanden i Midi, gik på gaden og lod et vildt raseri overtage dagsordenen i 24 timer.

"Vores tomme maver har bevæbnet os," citerer Kladstrup'erne en vinbonde for at sige.

Borgerkrig i Marne
Champagne var således allerede lidt af en heksekeddel, hvor en gnist var nok til at antænde det ulmende raseri. Gløden blev nyheden om at senatet havde besluttet sig for at anbefale at annullere en lov fra 1908, der klassificerede Aube i det sydlige Champagne som andenrangs vinområde.

Loven havde allerede gennem nogle år bragt de to vinområder - begge i Champagne - på randen af borgerkrig med hinanden. I første omgang udløste den vild jubel i Marne og ditto raseri i Aube. Tre år senere var situationen omvendt. Præfekten i Marne beskrev i et telegram til Paris de efterfølgende uroligheder som "en tilstand af borgerkrig".

I landsbyen Dizy ved Épernay blev biler brændt af og klaverer hakket til plukfisk, i Épernay blev champagnehuset De Castellanes kældre ødelagt. I Landsbyen Aÿ udenfor Épernay blev mindst 40 huse ødelagt, herunder seks champagnehuse med kældre og lagerhaller. Tusinder af vinstokke blev trampet ned og brændt af. Vin fra seks millioner ødelagte flasker champagne silede ned gennem Aÿs skrå gader for at ende i floden Marne.

Og så var det slut. I løbet af 24 timer Men raseriet sendte signaler helt til Paris om den uholdbare situation. 1. Verdenskrig kom imidlertid i vejen for hurtige reformer. Først i 1919 kom en serie love, der betød, at champagne fremover kun kunne laves 100 procent af druer, dyrket i Champagne. I 1927 så Frankrigs første AOC (appellation d'origine controlée) dagens lys i Champagne, og den betød, at kun vinbønder i Champagne har lov til at kalde deres vin for champagne i Frankrig. Og Aube kom med i appellationen på lige fod med Marne.

Det har givet arbejdsro i Champagne lige siden.

Regler genskabte balance
De stramme regler genoprettede først og fremmest den tillid mellem store huse og små vinbønder, der manglede. En nødvendig tillid, da den ene part for 90 procents vedkommende sidder på druerne, mens den anden part sidder på en høj grad af udstyr og ekspertise og et apparat til at markedsføre og sælge champagne i udlandet.

Man behøver ikke at elske hinanden for at forstå, at den ene er afhængig af den anden, og desuden har samme overordnede interesse: At sælge champagne og gøre det så godt som muligt.

Derfor hører man heller ingen brok over den stramme styring på disse kanter. Reglerne er nok mange og detaljerede. Alligevel skal man næppe regne med at se det system ophævet lige med det samme. Det sikrer ro og balance mellem parterne.

Tidens uroligheder i Midi fortæller i sig selv om vigtigheden heraf.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Intet for småt for kontrol... Eksempler:

Hvordan vinen skal beskæres, helt ned til antal knopper.

Hvilket arbejde, der må udføres med maskine.

Hvilke druetyper, man må dyrke.

Hvor mange kilo druer man må høste per hektar.

Hvor mange kilo druer man må købe af tredjemand.

(1) Don og Petie Kladstrup: "Champagne. How the world's most glamorous wine triumphed over war and hard times." 2005, HarperCollins Publishers.

(2) Tallet er oplyst til Decanter af Jean Huillet, formand for kooperativerne i departementet Hérault i Languedoc.