Det betyder, at Pierre-Emmanuel Taittinger, som er barnebarn af firmaets grundlægger, kan blive siddende på chefkontoret, hvor han i øvrigt også sad, da Taittinger-imperiet blev købt af amerikanerne sidste sommer. Et salg, der tilsyneladende fulgte i kølvandet af uenighed blandt de 38 familiemedlemmer, der stod i spidsen for hotel- og champagneimperiet, og hvoraf flere var under pres for at sælge aktier for at kunne betale fransk velstandsskat.
Fonden Starwood Capital kom til og købte den belgiske finansmand, Albert Frere og Peugeot-familien ud. Amerikanerne var imidlertid kun interesseret i de omfattende hotelaktiviteter. Et salg af champagnehuset har derfor været ventet lige siden.
Ansatte og leverandører er glade
Nu oplyser Starwood så ifølge Bloomberg News, at det valgte Credit Agricole og Taittinger-familiens bud, fordi det indeholdt den hurtigste overtagelse, de simpleste kontraktkrav og desuden både vilje til at drive firmaet fremad samt sikre beskæftigelse i området. Og man er ikke gået blot efter at indkassere flest penge. Det oplyser Patrick Wojtowicz, sekretær i medarbejdernes arbejdsråd, til Bloomberg.
Netop medarbejderne holdt tirsdag møde for at tage stilling til buddet fra Taittinger og Credit Agricole Nord-Est, og valgte at give grønt lys. Selvom medarbejderne ikke besidder vetoret, har de krav på at blive informeret ifølge fransk lovgivning, og de har under alle omstændigheder gennem en rig, fransk strejketradition mulighed for at gøre helvede særdeles hedt for en upopulær køber. Senest strejkede arbejderne i forbindelse med salget af huset Lanson i slutningen af 2005, hvilket i øvrigt endte med et overraskende salg til et andet champagnehus, Boizel Chanoine Champagne, i stedet for til den i første omgang foretrukne køber, den fransk-amerikanske investeringsfond Butler Capital Partners.
Også de vinbønder, der leverer druer til Taittinger, er tilfredse, hvilket bør sikre den nødvendige tilgang af druer. Selvom Taittinger har vingårde nok til at få de fleste andre til at kaste misundelige blikke, har de ikke druer nok til at sikre den nuværende produktion, og de er derfor afhængige af kontrakter med uafhængige vinbønder.
Men da alle altså tilsyneladende er glade, synes en rolig fremtid foreløbig sikret, nu blot med regionale i stedet for med belgiske penge i baghånden. 100.000-kroners spørgsmålet er så, hvornår Credit Agricole Nord-Est trækker sig baglæns bukkende ud igen, og om Taittinger til den tid kan stå på egne, økonomiske ben.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment