21 April, 2014

Katedralens skrammede rosette

 
Posted by Picasa
I Reims er katedralens indgangsparti netop blevet dækket af stilladser. Katedralen i Reims er altid under konstruktion. Sådan har jeg vænnet mig til at se den. I stedet for stativer ser jeg viljen til at bevare byens største skatkammer gennem et par tusind år: Før katedral fulgte kirke lå der romerske bade her.

I øjeblikket er stilladset alligevel af en anden karakter end sædvanligvis, og hvis du kommer forbi i løbet af sommeren, vil du også se den enorme konstruktion. 40 meter er der op til det store rose-vindue, der gennem de næste år får den formentlig grundigste gennemgang nogensinde, siden det blev lavet.

Med en diameter på 12,5 meter er det blandt de største i Frankrig. En betragtelig del på 40 procent daterer sig stadig tilbage til det 13. århundrede.

Skudt i brand i 1914
I september 1914 lå preussiske styrker ved Reims, og bombarderede byen fra højdedragene uden om. Et stillads af træ var opstillet ved katedralen, og den 19. september udbrød der brand i det. Flammerne bredte sig til konstruktionerne i højden, hvor egetræsbjælker bar blytaget. Varmen fik metallet til at smelte. Man kan måske forestille sig rædselsscener, da det smeltende metal styrtede ned fra stor højde og faldt på de sårede soldater, der lå i kirkeskibet.

Kirken har siden fået nyt tag, men det store rosette-vindue er aldrig blevet restaureret siden den dag. En anden del af arbejdet er at hugge to nye statuer af David og Goliat, der flankerer vinduet. De er enorme, over fem meter høje for at man kan se dem fra jorden, og det er altså en betragtelig opgave at tilvirke sådan et par fyre.

Gamle fotos viser detaljer
En del fotografier fra sidst i 1800-tallet, som viser dem i detaljer, kan danne grundlag for de nye statuer. Og her kan man altså stadig skaffe billedhuggere, der kan genskabe sådan noget. At det overhovedet er muligt at rekonstruere dem 100 år efter deres ødelæggelse og mange mange hundrede år efter deres skabelse, er i sig selv imponerende, synes jeg.

Arbejdet forventes færdigt i 2017 til en pris af fire millioner euro.

Læs også: Rosen skal repareres og Den gamle Frue af Reims

No comments: