Hjælpende hænder til hækkeriet

 

Mens I er på vej på sommerferie, kan I passende sende en tanke til os, der stadig går og slider med vores vinhække.

De hænger på vejret, og derfor er det et meget omskifteligt arbejde at proppe vinranker på plads bag wirerne. Fra år til år altså, og det er vejret, der sidder med esserne.

Langsom vækst
I år endte det jo alligevel med at blive varmt. Der kom fut i vinens vækst, knopperne foldede sig ud og sendte efterhånden vinranker ud i livet.

Siden har de vokset, eller ladet være. Vokset lidt mere, holdt op igen, og så videre. Den form for vækst og nulvækst gør hækkearbejdet virkelig langsommeligt.

 

 

De første vinranker er jo nemlig lange nok til at vi har været nødt til at tage os af dem for at undgå kaos når de vikler sig sammen med hinanden eller vinstokken i næste række. Omvendt er de sene vokset så langsomt - blandt andet på grund af frost - at vi er nødt til at komme tilbage igen og igen for at få dem med ind i hækken.

Oven i købet er vinrankerne skøre, fordi det har regnet meget. Toppen knækker for et godt ord. Skidt med det, med mindre at den knækker et sted, hvor den akkurat er for kort til at kunne sættes fast. Der er jo ikke så meget at gøre ved det. Vækst i længde standser når toppen er væk.

Det har regnet mindre den sidste uges tid. Fredag morgen kørte vi godt nok i gigantisk tordenvejr, men vi har da haft shorts på flere gange og svedt og svedt og svedt i vinen.

Fare der ikke gik i opfyldelse
Status for svampen er altid svær men det er i hvert fald en god hjælp med solskin der varmer vinen godt igennem og tørrer. Luften er ikke helt så tung af væde som tidligere på måneden.

Men som altid gør vi først regnskabet endeligt op til vinhøst. Slipper vi for mere vinmeldug for nu vil det ikke være første gang vi har set den ene eller den anden sygdom eller skadedyr true uden at det i sidste ende har fået betydning for os.

Hække i evigheder
Vi har nu en fornemmelse af at vi har gået rundt og sat hække op i evigheder. Alligvel er vi ikke færdige. Vores to Pinot Meunier parceller i Loisy-en-Brie skal turen igennem én gang mere, og Chardonnay-parcellerne trænger også stadig til et kærligt blik og en fast hånd førend Alain kan komme igennem med traktoren og klippe toppen og siden.

Nu er praktikanten blevet vinstudent - formoder vi - og denne uge er han med for at lave lidt og tjene til sommeren. Næste år tager han til Danmark, og så må vi vel kigge os om efter et andet ungt menneske, der vil have jord under neglene en gang imellem.